;
søren schriver web

Inside story

Politiet rejser tiltale mod fyret Hummel-direktør

Østyllands Politi rejer nu sigtelse mod Hummels tidligere topchef Søren Schriver, der på dramatisk vis blev fyret af Stadil-familien i 2017.

Efter flere års efterforskning rejser Østjyllands Politi nu tiltale mod tidligere topchef i Hummel Søren Schriver, der blev fyret i 2017 efter et opgør med firmaets ejere, erhvervsmanden Thor Stadil og dennes søn, Christian Stadil.

Dengang gik familien Stadil på tv og fortalte på spektakulær vis om den opsigtsvækkende fyring, hvorefter sagen kort efter blev overdraget til politiet.

Nu rejser politiet så tiltale mod Søren Schriver i forbindelse med tre konkrete punkter, hvor politiet mistænker den mangeårige Hummel-chef for at have ført sin daværende arbejdsgiver bag lyset. Det fremgår af anklageskriftet, som InsideBusiness er i besiddelse af.

Det drejer sig konkret om en ejendomshandel i Tyrkiet, et potentielt samarbejde mellem Schriver og Hummels tyrkiske direktør samt en udgift på 27.400 kroner for at arrangement, som Hummel betalte for, men som politiet mener havde privat karakter.

Selv er Søren Schriver dybt forundret over tiltalen mod ham.

”Jeg er mildest talt overrasket over, at der nu er rejst tiltale mod mig. Jeg har sammen med min advokat drøftet denne sag meget grundigt igennem, og vi har begge mere end svært ved at se, hvor der skulle være sket lovovertrædelser, ligesom det står meget uklart i tiltalen, hvad mit motiv skulle være,” lyder det fra Søren Schriver, der siden sin exit fra tøjfirmaet blandt andet har fået plads i bestyrelsen for kapitalfonden Valedos selskab Lakrids by Bülow samt Polaris’ designvirksomhed Menu.

Ifølge Søren Schriver har han meget svært ved at forstå de enkelte anklagepunkter, da udgifterne til ovennævnte reception dækker over en 60-års fødselsdag med 45 gæster, hvoraf hovedparten var en række af Hummels daglige ledelse og nærmeste samarbejdspartnere.

Samtidig peger Schriver på, at sagen fra Tyrkiet primært drejer sig om et potentielt samarbejde mellem ham selv og firmaets tyrkiske direktør i forbindelse med Schrivers pensionering fra Hummel, hvor man aldrig lavede andet end en hensigtserklæring.

”Jeg ville i princippet gerne uddybe og forklare min version af sagen i pressen. Det er klart, at det er en belastning for mig personligt og ikke mindst mine nærmeste, at efterforskningen i denne sag har stået på i fire år og nu kulminerer med, at der bliver rejst tiltale mod mig,” lyder det fra Søren Schriver.

Den tidligere direktør peger selv på, at han var chokeret over at blive fyret fra Hummel under så tumultariske omstændigheder, ligesom han trods politiets tiltale forventer at blive frifundet i sidste ende.

”Men under hensyntagen til at tiltalen er rejst efter nogle alvorlige paragraffer i straffeloven, har jeg i samråd med min advokat besluttet, at vi vil føre sagen ved domstolene og ikke i pressen. Jeg ser frem til, at sagen nu bliver berammet, så den kan finde sin afslutning. Jeg har stor tillid til det danske retssystem, og jeg har sammen med min advokat en klar forventning om, at der skal og vil ske frikendelse for disse anklager,” forklarer han.

Opgør med forretningsmand

Da Søren Schriver oprindelig blev fyret fra Hummel, fik sagen massiv opmærksomhed, især fordi der efterfølgende dukkede en række sager op, hvor familien Stadil var kommet på kant med tidligere samarbejdspartnere. Ofte var der i sagerne tale om et økonomisk mellemværende, og en af de mest opsigtsvækkende sager var mod forretningsmanden Morten Ernst.

Han kørte i årevis tæt parløb med familien Stadil i forbindelse med etableringen af familiens hovedforretning Lactosan-Sanovo på det kinesiske marked.

Parterne ragede imidlertid uklar, og Morten Ernst var af den klare opfattelse, at Stadil-familien forsøgte at snige sig uden om den aftale om såkaldt profit-sharing, der var indgået mellem partnerne. Ernst rejste derfor med hjælp fra advokat Henrik Sanders fra firmaet Mazanti Andersen Korsø Jensen et krav mod Stadil-familien på omkring 60 mio. kr. Den sag kører ifølge Henrik Sanders fortsat.

Søren Schriver arbejder blandt andet sammen med kapitalfonden Polaris, idet den tidligere Hummel-direktør er formand for bestyrelsen i designvirksomheden Menu, som kapitalfonden købte i 2018.
Og ifølge ledende partner Jan Kühl fortsætter det samarbejde trods tiltalen af Schriver.
“Vi betragter det som en sag mellem Søren Schriver og hans tidligere arbejdsgiver. Det er ikke noget, der påvirker vores samarbejde, som vi har været meget tilfredse med indtil videre,” siger han.

 

LÆS MERE

Stadil betaler omstridt bonus til bortvist direktør 

Stadil har milliarder i klemme i kriseramt shippingeventyr

Bitter strid og oppustede værdier i Stadils shippingimperium 

Hummel-direktør truet med fyring efter bitter bonusstrid

Millionkrav regner ned over Stadil-familien