;
Peter_Kubicki

Inside story

Presset investeringsfond i mål med turnaround

Formueforvalteren InvesteringsRådgivning kom særdeles skidt fra start i 2019, men efter en opsigtsvækkende fyring og en omfattende omstrukturering landede fonden det fjerdebedste afkast i sin kategori.

De danske investeringsfonde har lukket bøgerne efter et ekstraordinært godt aktieår, og som vi for nylig har skrevet om i InsideBusiness, kan mange porteføljeforvaltere derfor give sig selv et velfortjent klap på skulderen.

Men selv om der var medvind på aktiemarkederne, var 2019 også et højdramatisk år for nogle fonde – og ikke mindst deres kunder. InsideBusiness gør i denne uge status over investeringsfondene med fokus på danske aktier.

Her kommer BankInvest ud med det højeste afkast på 31,8 pct., et mulehår foran PFA med et afkast på 31,6 pct. og Maj Invest med 31,44 pct.

Den danske aktiefond BIL Danmark endte som den eneste fond med direkte tab, men også for nogle af årets vindere blev 2019 en neglebidende gyser.

Dårlige afkast gjorde kunderne utålmodige

Formueforvalteren InvesteringsRådgivning (IR) endte således året med et af de bedste afkast blandt fondene med fokus på danske aktier. 31,43 pct. blev det til.

Tidligere på året var det dog tæt på at gå helt galt. IR, der har den tidligere SEB-chef Peter Kubicki i spidsen, kom bemærkelsesværdigt skidt fra start og leverede i årets fire første måneder afkast under det øvrige marked, mens konkurrenterne red på bølgen af stigninger i det danske aktiemarked.

Både kundernes og ledelsens tålmodighed var i forvejen blevet testet rigeligt året forinden, hvor fonden, ligesom mange andre danske investeringsforeninger, tabte penge. IR tabte 17 pct. i 2018, hvilket var 6 pct. dårligere end indekset MSCI Denmark, og da tendensen fortsatte ind i 2019, var ledelsen nødt til at reagere.

”Vi havde i en periode ikke leveret det afkast, vi ønskede, og det kunne vi selvfølgelig ikke blive ved med. Derfor måtte vi tage et opgør med vores risikostyringsmodel, hvilket i sidste ende betød, at vi ændrede personsammensætningen på vores investeringshold,” siger Peter Kubicki.

Problemet var, fortæller Peter Kubicki, at fondens strategi var baseret på økonomiske modeller, der ikke fungerer i den usædvanlige situation, markedet er i for tiden. Renten steg ikke i 2019, som mange ellers ventede. Derimod faldt den, og selv om selskaberne har vist tegn på faldende indtjening, er aktierne fortsat med at stige.

”Hvis man kører for benhårdt efter teorien, kommer man for langt bagefter, til at man kan nå at indhente det igen. Det var det, der skete, og derfor var vi nødt til at ændre strategi,” siger han.

Stifter tog kontrol over investeringerne

Konsekvensen blev, at den daværende investeringsdirektør, Christian Klarskov, der havde fået ansvar for fonden på grund af sit tidligere stærke afkast, i april 2019 røg ud af IR og blev erstattet af medstifteren Michael Krogh Andersen, der overtog forvaltningen af formuen.

”Indtil april sidste år lå vi pænt efter markedsafkastet, men efter omstruktureringen lykkedes det os faktisk at indhente det tabte. Vi gik fra at ligge nummer 46 ifølge Morningstar til at levere et af de bedste afkast i kategorien. Så det er vi meget tilfredse med,” siger Peter Kubicki.

IR sluttede året med det fjerdebedste afkast blandt de danske investeringsforeninger med fokus på danske aktier. Fondens samlede afkast i hele dens levetid ligger ifølge Morningstar stadig omkring 3,5 pct. under gennemsnittet for andre sammenlignelige fonde, men IR har vundet stort terræn i 2019, idet den i midten af 2018 lå omkring 9 pct. under gennemsnittet.

De skuffende afkast fra tidligere har også gjort indtryk på kunderne. Fonden, der oprindelig havde en målsætning om få 100 millioner kroner under forvaltning i tegningsperioden og på sigt at få milliarder under forvaltning, har ifølge Morningstar kun omkring 62 millioner kroner under forvaltning i dag. Derudover har IR et større millionbeløb i diskretionær forvaltning uden for fonden.

Fortsætter i samme spor

Ifølge Peter Kubicki er de dårlige resultater årsagen til, at formuen ikke er større, end den er. Det har været svært at overtale kunderne til at placere penge i fonden, når formuen ikke er blevet bedre forrentet end markedet, og derfor håber Kubicki, at 2019-afkastet kan være med til at genvinde kundernes tillid.

”Jeg sagde, hvad jeg ville gøre, og så leverede jeg på det. Selv om man altid skal se på performance over længere tid, så er det her en rigtig god start for os. Meget bedre, end vi havde turdet håbe på. Det betyder, at vi rent faktisk kan tale med folk igen,” siger han.

Efter den strategiske ændring i april har de to nye formueforvaltere valgt at vende tilbage til rødderne, hvor de i mindre grad ser på, om aktier er dyre i forhold til markedet og i højere grad på virksomhedens nøgletal. Den nye portefølje tager med andre ord højde for det usædvanlige nulrentemiljø, og Peter Kubicki mener derfor, at den nye strategi også holder ind i 2020.

”Vi synes ikke på nogen måde, at aktier er billige i øjeblikket, men det er det eneste sted, man kan forvente at få et afkast på sine investeringer. Det har vi tilpasset vores modeller til, og de aktier, vi har udvalgt, er steget pænt,” siger han.

Ignorerer teorien

De to fonde under BankInvest og PFA, der har leveret henholdsvis det bedste og næstbedste afkast af alle danske aktiefonde, har ligesom InvesteringsRådgivning også fokuseret på at håndplukke de rette aktier frem for at satse på en makroøkonomisk vending, og også her holder man strategien ind i 2020.

”Porteføljen har udviklet sig fint hele året igennem, men det er især i andet halvår, at de største afkast ligger,” siger Klaus Ørtoft Madsen, der er aktiechef i PFA.

Porteføljeforvalteren Thomas Østergaard, der har ansvar for PFA’s danske aktiefond, har meget eksplicit forsøgt ikke at styre efter makrotendenser, oplyser Klaus Ørtoft Madsen.

“Derfor er afkastet i højere grad effekten af, at vi har udvalgt de rigtige papirer. Den danske aktieportefølje har haft en god balance og har derfor udviklet sig, som vi gerne ville have det. Der er rigtig mange små og store positive bidrag til vores performance, og vi har ikke lavet særlig mange negative bets,” siger han.

Lidt mere følsom er porteføljen i BankInvest, idet man her kun har investeret i 11 small og mid cap-aktier såsom H+H og Ringkjøbing Landbobank. Med et afkast på 31,8, der er det bedste i kategorien danske aktier, må man dog sige, at fonden har ramt de rigtige.

”2019 var for vores vedkommende kendetegnet som et år uden ekstremer. Vi har gjort det rigtig godt og er meget tilfredse, men det er ikke, fordi vi har været enormt heldige på nogle enkeltaktier. Vi kom for eksempel ikke med på biotekboomet, men omvendt undgik vi også katastroferne,” siger Niels Andersen, der er porteføljeforvalter i BankInvest.

Vi investerer i selskaber med god ledelse og stærke markedspositioner, og de har præsteret stabilt godt i løbet af året. Vi har ikke haft grund til at ændre betydeligt på porteføljens sammensætning gennem året eller her primo 2020, og strategien er nogenlunde den samme fra starten af 2020,” siger han.

LÆS OGSÅ

Udskældte fonde får comeback

Mød afkastkongerne og en katastrofal satsning på kapitalfonde

Bankerne skal til den store investeringseksamen

Slagsmål om milliardmandater

Kvinder bliver rigere end mænd. Nye tider for bank og investering

Nykredit slår Danske Bank på private banking. Overraskende nyt fokus i slag om velhaverne

Sparinvest underbyder Danske Banks investeringsprodukt

Danske fonde får milliardsmæk