Shaping tomorrow web

M&A

Prominente ejere klar til salg af hypet tøjfirma

Et fremadstormende tøjfirma, hvis ejerkreds blandt andre tæller en milliardærfamilie samt en række kendte iværksættere, skal nu sælges, og ambitionen er en pris på over 1 milliard kroner. Segmentet er dog på det seneste blevet ramt af stigende usikkerhed, hvor især mange fonde har trukket sig.

Mens børsmarkedet stort set er frosset til is, og alle noteringer indtil videre er udskudt på ubestemt tid, er der fortsat gang i M&A-markedet herhjemme.

Krigen i Ukraine kombineret med stigende omkostninger, herunder til transport og logistik, har ganske vist fået truslen om recession til at rykke en smule tættere på. Det ændrer imidlertid ikke ved, at både de store kapitalfonde fra ind- og udland samt de store familieformuer fortsat har en enorm appetit på opkøb.

Meldingen fra en række rådgivere og investeringsbanker er derfor, at man trods større nervøsitet i markedet fortsat oplever en pæn strøm af danske virksomheder, der får et til salg-skilt hængt om halsen.

En af de virksomheder, der ventes at skulle have nye ejere inden for kort tid, er aalborgensiske Shaping New Tomorrow.

Sammen med en række prominente erhvervsprofiler har de tre stiftere bag tøjfirmaet skabt lidt af en guldgrube på at gentænke den klassiske modeindustri.

Det aalborgensiske tøjfirma blev oprindelig etableret i 2015 og var blandt andet en tur forbi tv-programmet ‘Løvens hule’, hvor iværksætteren Jesper Buch valgte at skyde penge i forretningen.

Den tidligere Just Eat-stifter er dog ikke det eneste kendte navn, der står bag det hastigt voksende tøjfirma, og ud over tv-kollegaen Birgit Aaby har også den velhavende familie bag typehusfirmaet Lind & Risør aktier i Shaping New Tomorrow.

Sammen har ejerne bag selskabet nu hyret den uafhængige rådgiver Tofte & Co. til at afsøge markedet for potentielle købere til Shaping New Tomorrow, og baseret på de senere års vilde vækst er det forventningen, at selskabet vil have en samlet værdi på over 1 milliard kroner.

”Vi startede firmaet med et beskedent personligt lån og har siden fået en investering via ‘Løvens hule’. Men vi har egentlig ikke haft behov for pengene, da det er gået rigtig fint. Ingen af os tre stiftere kommer fra mode- eller tøjindustrien, og vi tror på, at vi kommer udefra med en lidt anden tankegang, som har været sund,” siger Kasper Ulrich.

Direktøren peger på, at man hos Shaping New Tomorrow har haft et mål om at kombinere komfortabelt tøj med en mere teknologisk tilgang til selve forretningsmodellen.

”Vores ambition har hele tiden været at sælge direkte til forbrugeren og derfor har vi også takket nej til at forhandle vores produkter via andre kæder. Vi arbejder målrettet med både de materialer og tekstiler, vi anvender, samt vores salgskanaler,” siger Kasper Ulrich.

Markant vækst

I det netop offentliggjorte regnskab opnåede Shaping New Tomorrow et EBITDA-resultat på 55 millioner kroner, og ifølge flere af de potentielle købere er salgsprisen på selskabet i høj grad bundet op på, at man kan fortsætte de senere års vækst.

Endnu er det dog ifølge Kasper Ulrich for tidligt at spå om, hvordan det igangværende regnskabsår ender.

”Som alle andre håber vi på, at krigen snart slutter, men heldigvis har det indtil videre ikke påvirket vores situation. Vi har holdt os på sporet og vores forventning er, at vi kan fastholde samme vækstrater som sidste år,” lyder det fra direktøren.

Såfremt det lykkes, vil indtjeningen før renter og afskrivninger i virksomheden lande på 70-80 millioner kroner, hvorfor prisen på 1 milliard kroner ikke anses for at være helt urealistisk ifølge flere af de kapitalfonde, der har kigget på selskabet.

Køberne tøver

Selv om der indtil videre vurderes at være god interesse for Shaping New Tomorrow, er der i løbet af den senere tid opstået en tiltagende nervøsitet blandt især kapitalfonde for investeringer inden for retail. I forvejen havde stort set alle fonde lagt investeringer i fysiske butikker på is, men en række har i løbet af de senere år fortsat interesseret kigget på koncepter, hvor man sælger egne produkter direkte til forbrugeren.

Senest lykkedes det også danske Maj Invest at frasælge Svendsen Sport, der producerer fiskeriudstyr, for over 1 milliard kroner, men flere andre salgsmodne virksomheder har haft noget større udfordringer med at finde en køber.

Koncepter som Lakrids By Bülow, SkatePro, Konge Sløjd, Silvan og senest smykkevirksomheden Georg Jensen er alle selskaber, der har oplevet en voldsom opblomstring under coronapandemien og derfor har valgt at skyde gang i en salgsproces.

Indtil for ganske nylig var det især sælgernes høje prisforventninger samt usikkerheden om de fremtidige vækstrater, der gjorde en del potentielle købere bekymrede.

Siden har krigen i Ukraine og de voldsomt stigende priser på alt fra transport til energi øget mange kapitalfondes tøven i forhold til segmentet yderligere. Ud over frygt for stigende udgifter til produktionen er frygten således, at Ruslands invasion skal blive startskuddet til en større økonomisk recession, der ikke kan undgå at påvirke forbrugernes købekraft.

Lektien fra den seneste store økonomisk recession, der ramte i kølvandet på finanskrisen, er nemlig, at især de forbrugerrettede virksomheder ofte står for skud, når konjunkturerne vender, hvilket mange fonde uden tvivl har taget notits af.

 

Læs mere

Kapitalfond vil sælge guldæg uden rådgiver

Kapitalfond øjner kæmpe gevinst. Vil have 10 mia. kr. for transportgigant

Kapitalfond klar til salg af designklenodie

Her er landets førende M&A-advokater

Nyt hæsblæsende M&A-år i sigte. Her er de største mandater

Kapitalfond mister dansk profil