Tankskib web1

M&A

Prominente investorer bag ny kapitalfond

En række pengestærke investor og pengestærke samt tunge shippingfolk står bag tidligere Norden-topchef Carsten Mortensens nye kapitalfond, der primært skal investere i skibe.

Den forhenværende direktør i det børsnoterede tørlastrederi Norden har haft held til at samle en særdeles stærk investorgruppe bag sin nye maritime kapitalfond, Dee4.

Det er således blandt andet velpolstrede pengetanke som fonden bag rederiet Lauritzen samt Ecco-familiens holdingselskab, der har været med til at skyde kapital i den nye fond, der netop har annonceret, at man i første omgang har rejst knap 270 mio. kr.

Planen er en final closing senere på året, så den nye fond i alt får et samlet tilsagn på omkring 650 mio. kr.

Ud over de to pengetanke har også prominente navne som Axcels mangeårige frontfigur Christian Frigast, tidligere EQT-partner og Danske Bank-formand Ole Andersen investeret deres private opsparing i den nye fond, ligesom flere nuværende og tidligere topchefer i dansk shipping også har bidraget.

Det gælder blandt andre den mangeårige direktør i A.P Møller-Mærsk Nils Smedegaard, der siden sin exit fra det lyseblå selskab i sommeren 2016 har ageret som professionel investor og bestyrelsesmedlem blandt andet i samarbejde med en række kapitalfonde, herunder giganten CVC og Nordic Capital.

Selv peger Nils Smedegaard på, at han har skudt penge i den nye fond ud fra en stærk tro på personerne bag.

“Når en helt nystartet fond naturligt nok ikke selv kan fremvise track record eller historisk afkast, må man i stedet kigge på de enkelte personer bag og deres historik. Her har jeg stor tiltro til Carsten Mortensen, som jeg kender fra vor fælles tid i shipping, og jeg tror på, at han har den rette erfaring med markedet til at kunne agere fornuftigt uanset de økonomiske udsving,” forklarer Nils Smedegaard Andersen.

De har investeret i den nye fond

Herunder ses en liste over de aktører, der har skudt penge i Dee4:

Ecco Holding
Lauritzen Fonden
Jan Bech Andersen
Ole Andersen
Christian Frigast
Nils Smedegaard Andersen
Global United Shipping

Samme melding lyder fra LFI Investment, der dækker over Lauritzen-fondens investeringsarm. Selve aktierne i det kriseramte tørlastrederi har muligvis ikke samme værdi som tidligere, men fonden råder desuden over en ualmindelig lukrativ aktiepost i færgerederiet DFDS, der ud over store stigninger de senere år også har budt på en solid strøm af udbytter.

Kort investeringsperiode

Efter en større udskiftning i fondens ledelse er det i dag den tidligere Mærsk-mand Tommy Thomsen, der som direktør sidder på pengekassen, og han hæfter sig ved, at man fra fondens side har stor tiltro til investeringen, selv om shippingmarkedet gennem mere end ti år har budt både rederier, skibsejere og investorer på talrige op- og nedture.

”Vi har en vis overskydende likviditet, og investeringen i Dee4 passer fint ind i vores strategi, da den kombinerer investering i fonde med shipping. Første fond vil blive på en størrelse, hvor man må forvente, at investeringsperioden bliver forholdsvis kort. Derfor er et essentielt, at man er i stand til at læse markedet, og det tror vi, Carsten Mortensen og hans hold kan, da de gennem tiden har stor erfaring med netop det,” forklarer Tommy Thomsen.

I første omgang har Dee4 opkøbt tre tankskibe i klassen MR, der er bygget på et japansk værft i 2009 og 2010. De tre skibe er alle chartret ud til Clearlake Shipping, der er rederidivisionen under det schweiziske handelsselskab Gunvor. Clearlake har den danske rigmand Jan Bech Andersen som direktør. Herhjemme er han primært kendt for sin store aktiepost i fodboldklubben Brøndby, men siden 2017 har den fodboldglade erhvervsmand været topchef i den udenlandske shippingkoncern. Han har desuden også investeret nogle af sine private midler i Dee4.

En af kongstankerne bag Dee4 og netop investering i tankskibe er, at man fra fonden og investorernes side forventer, at nye, skrappe brændstofregler fra 2020 vil ændre markedet markant, da de blandt andet begrænser, hvor meget svovl de enkelte skibe må lukke ud.

Reglerne er blevet sat i søen som et storstilet forsøg på at begrænse forurening fra de store skibe, der hver dag sejler fragt rundt på verdenshavene. Flere rederier har allerede spået, at de nye regler vil ændre industrien markant, da især mange gamle skibe står over for en større opgradering, hvis de fortsat vil fragte varer rundt.

InsideBusiness har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Carsten Mortensen.

 

LÆS MERE

Har han reddet Nordeas prestigeafdeling?

Afkastet halter i danske kapitalfonde

Sådan er afkastet i de danske kapitalfonde

Er glansen gået af EQT?

Kapitalfonde i tovtrækkeri om dansk ejendomskæmpe

Kapitalfond afværger investoroprør