;
Green Hydrogen web

Inside story

Store investorers børsnoterede brintselskab på pengejagt

Trods oprejsning på børsen er brintselskab med ATP og Mærsk-familiens pengetank i ryggen tvunget til at rejse friske penge og har indledt dialog med sine største investorer. Vurdering fra investeringsbank er,at et beløb op mod 1 mia. kr. kan blive nødvendigt. Investorerne må desuden indstille sig på, at break even har længere udsigter.

I offentligheden har de fået prædikatet grønne kometer, og via børsnoteringer har de rejst milliarder af kroner.

Men et markant dræn på pengekassen og betydeligt vanskeligere markedsforhold har fået de grønne vækstselskaber Green Hydrogen Systems og Aquaporin, som begge er blevet børsnoteret inden for de seneste år, til at indlede drøftelser med sine investorer om at få tilført friske penge.

Særligt hos Green Hydrogen Systems presser kapitalforhøjelsen sig på.

Green Hydrogen Systems producerer elektrolyseanlæg, der kan udvinde brint, som ventes at spille en rolle i den grønne omstilling. Selskabet blev i sommeren 2021 ført på børsen af venturefonden Nordic Alpha Partners med hjælp fra investeringsbanken Carnegie.

Tilværelsen som børsnoteret selskab har dog langt fra været en dans på roser for Green Hydrogen Systems og dens investorer. Blot få måneder af børsnoteringen måtte Green Hydrogen Systems nedjustere sine forventninger. Siden fulgte endnu en nedjustering, som til sammen satte aktien under massivt pres.

I 2023 er aktien dog som forvandlet efter Green Hydrogen Systems har offentliggjort en række nye ordrer. Aktien har derfor indhentet meget af det tabte, selvom investorer, der købte ind ved børsnoteringen, fortsat er under vand.

I det lys må man formode, at det ikke er uproblematiske samtaler, som ledelsen i Green Hydrogen Systems i øjeblikket har med sine største aktionærer.

Green Hydrogen Systems har nemlig annonceret, at man arbejder på en kapitalforhøjelse, som efter planen skal være på plads i første kvartal.

Bagtæppet for behovet for friske penge er et massivt dræn på pengetanken. Alene i 2022 tabte Green Hydrogen Systems omkring en kvart milliard kroner, og de massive investeringer forventes at fortsætte med uformindsket styrke i de kommende år.

I en analyse fra en stor investeringsbank, som InsideBusiness har læst, er vurderingen, at Green Hydrogen Systems alene i år vil have et såkaldt cash burn på en halv milliard kroner, som vil forsætte ind i 2024.

Med 600 mio. kr. i likvider vurderer investeringsbanken derfor, at Green Hydrogen Systems kan få brug for at rejse hele 1 mia. kr. Til sammenligning rejste Green Hydrogen Systems 1,1 mia. kr., da selskabet blev børsnoteret.

Tavshed fra ATP, venturefond og Mærsk-familiens pengetank

Spørgsmålet er, om brintselskabets største investorer er villige til at komme med flere penge.

ATP meddeler, at man ingen kommentarer har, da pensionskassen af princip ikke kommenterer enkeltinvesteringer. Nordic Alpha Partners, som sendte Green Hydrogen Systems på børsen, vil heller ikke kommentere, om man vil skyde yderligere penge i selskabet.

Mærsk-familiens pengetank, A.P. Møller Holding, er ikke vendt tilbage på InsideBusiness’ henvendelse. A.P. Møller Holdings er ikke blot storinvestor i Green Hydrogen Systems, men var også dem, der i årevis holdt hånden under selskabet med et lån på over 200 mio. kr.

Green Hydrogen Systems holder selv kortene tæt til kroppen om de igangværende forhandlinger med investorerne.

”Vi kan ikke kommentere på det. Vi er i gang med at evaluere på vores kapitalstruktur og kapitalbehov. Det har vi intensiveret og kigger ind i en kapitalforhøjelse i første halvår 2023,” siger Jens Holm Binger, der er chef for investor relations i Green Hydrogen Systems.

Brintselskabet ønsker heller ikke at kommentere, hvorvidt kapitalforhøjelsen bliver forbeholdt selskabets eksisterende aktionærer, eller om selskabet er klar til at invitere nye investorer ind i ejerkredsen.

På en investorkonference for nylig satte Jens Holm Binger og finansdirektør Ole Vesterbæk dog flere ord på, hvorfor Green Hydrogen Systems har behov for at få tilført flere penge samt hvad de skal bruges til.

Det er især produktudvikling og investeringer i at tage selskabet ud over Danmarks grænser. Samtidig er det afgørende, at Green Hydrogen Systems har en stærkere balance og kapitalberedskab. Det skyldes, at især de største kunder stiller hårde krav til sine underleverandørers balance såsom som det også er kendt i bl.a. vindindustrien.

”De har krav om, at man har en stærkere balance og er bedre kapitaliseret. Og det er der, hvor selskabets vækst kommer til at ligge fremover,” sagde Jens Holm Binger på investorkonferencen.

Forsinkelser kan rykke ved finansielle mål

Mens Green Hydrogen Systems største investorer kan blive tunget til at komme med flere penge, skal de samtidig forholde sig til, at udsigten til et decideret overskud på driften har længere udsigter end først antaget.

Da Green Hydrogen Systems blev børsnoteret, fremgik det af selskabets prospekt, at ambitionen var et positivt ebitda-resultat og en omsætning på 1 mia. i 2025. Men meget tyder på, at investorerne må væbne sig med tålmodighed.

”Vi er i ved at validere de oprindelige 2025-mål. Vi tror fortsat på vores kommercielle potentiale og derfor investerer vi forsat, fordi vi har en stor tiltro til markedet,” siger Jens Holm Binger.

Udskydelsen af de finansielel mål skyldtes bl.a. nogle tekniske udfordringer med selskabets A-seriesystemer, som var årsagen til, at Green Hydrogen Systems tidligere måtte skuffe investorerne med en nedjustering,

”Vi har kunne se, at de udfordringer vi har haft med A-serien skubber nogle ting og derfor kan visse af vores udmeldte målsætninger blive forskudt med op til et år,” siger Jens Holm Binger.

Vandselskab med stor pensionskasse bag på pengejagt

Green Hydrogen Systems er dog alene om at være på pengejagt.

Det samme er vandselskabet Aquaporin, som blev sendt på børsen af Danske Bank  i sommeren 2021.

I lighed med Green Hydrogen Systems har Aquaporin haft en svær begyndelse på børsen, hvor selskabets markedsværdi næsten er blevet halveret siden børsnoteringen.

Det er ikke ligefrem sød musik i ørerne på de to hovedaktionærer, milliardæren Michael Goldschmidt og pensionskassen Danica Pension, der i årevis har skudt millioner i virksomheden, i håbet om at det store gennembrud lå lige om hjørnet.

Ved børsnoteringen, hvor begge investorer endelig fik muligheden for at sælge lidt ud af deres aktier i forbindelse med børsnoteringen, til bl.a. Siteimprove-stifter Morten Ersbøll Ebbesen, hovedaktionæren i Haldor Topsøe, Topsøe Holding, Nordic Biosciense-stifter Claus Christiansen Nordic Bioscience og Spar Nord.

Allerede første dag på børsen havde Danske Bank dog travlt med at holde hånden under aktien, og banken måtte bruge hele sin ramme for at købe aktier for bare at holde kursen nogenlunde stabil.

Samtidig fortsætter Aquaporin med at investere, hvilket dræner kassen i selskabet.

I 2021 tabte selskabet over 80 mio. kr., og alene i første halvår af 2022 tabte Aquaporin over 50 mio. kr. Dermed er der fortsat lang vej til målsætningen om overskud på driften i 2024, som Aquaporin satte investorerne i udsigt i forbindelse med børsnoteringen.

Ifølge en meddelelse havde man ved udgangen af tredje kvartal sidste år lidt under 50 mio. kr. tilbage i likvider. Derfor er Aquaporin i færd med at rejse yderligere kapital, som ifølge selskabet skal bruges til at finansiere væksten i 2023 og i årene frem.

Selskabet skriver i en kommentar, at man forventer at være i mål i løbet af dette kvartal.

Læs mere

Biotekhåb vil bryde børstørke

Kapitalfond genopliver børsdrømme

Børsnedtur rammer kapitalfonde

Krise kan presse børskæmper på pengejagt

Storinvestorer revser kriseramt børsklenodie