Inside story

Rådgivere opruster på AI og teknologi. Men medarbejderne mangler

Flere af de store og små rådgivnings- og revisionshuse spejder mod rådgivning inden for kunstig intelligens og it-sikkerhed som de næste store guldæg for forretningen. Nye EU-direktiver kan sætte skub i væksteventyret. Mangel på talenter og frygt for medarbejderflugt kan dog spænde ben for ambitionerne.

Landets største rådgivnings- og revisionshuse kommer til at få travlt, når to spritnye og omfattende EU-direktiver for alvor skal rulles ud i virksomhederne.

Der er tale om direktiverne AI Act og NIS2, der for virksomhedernes vedkommende indebærer større dokumentationskrav for henholdsvis ansvarlig brug af kunstig intelligens og styrket cybersikkerhed.

Nu går arbejdet med at omsætte det til konkrete lovtekster i gang, og når først papirarbejdet er på plads, får rådgivningsvirksomhederne for alvor travlt med at servicere deres kunder i at overholde direktiverne til punkt og prikke.

Allerede nu har konsulenthusene dog nok at lave i forhold til den opgave, fortæller flere selskaber til InsideBusiness.

“Ordrebøgerne er sådan set allerede fyldt op, når det kommer til sikkerhedsagendaen. Og de nye reguleringer kommer kun til at sætte yderligere strøm til det,” siger Mads Nørgaard Madsen, direktør i PwC med ansvar for konsulentforretningen.

Han henviser til, at PwC allerede er i gang med at tilbyde modenhedsvurderinger til kunders AI- og cyberindsatser for at kunne vejlede dem i, hvordan de efterlever direktiverne.

Samme melding lyder fra konkurrenten KPMG. Selv om virksomheden ifølge dets head of advisory, Christian Max Hansen, på mange måder er mange skridt foran i forhold til mange af sine konkurrenter på AI-området, forventer også de at skærpe kursen i den kommende tid for fortsat at kunne være førende i feltet.

“Det kan blive en god forretningsmulighed for os, og vi har brugt flere år på at bygge AI og machine learning op, og vi har omkring 50 mennesker, der sidder og arbejder aktivt med det. Det er klart, at de skal kalibreres til at arbejde med det inden for compliance også ude hos kunderne. Det er et arbejde, vi skal i gang med nu,” siger Christian Max Hansen.

Store skal have flere i folden

Hos den store aktør på markedet, Deloitte, har man ligeledes store ambitioner om at sætte sig tungt på teknologidelen samt et andet område med stor betydning for konsulentmarkedet, nemlig bæredygtighed.

Således har administrerende direktør Christian Jensby udvidet konsulenthusets direktion med en ny head of sustainability og head of technology. Begge kandidater har en fortid i Deloitte og har i lang tid arbejdet med de respektive områder.

Hvorvidt både PwC og KPMG kan forestille sig at følge trop og hente nye kræfter ind i deres respektive ledelser for at forankre teknologidelen yderligere, kan de ikke udtale sig om på nuværende tidspunkt.

Mads Nørgaard Madsen, der i sin tid blev hentet til PwC for netop at have et større fokus på teknologi, understreger dog, at det teknologiske område i større grad end nu skal gennemstrømme PwC’s forretning, og at der skal investeres i de områder ”i et tempo, hvor vi kan nå at få både teknologi og medarbejdere integreret”.

”Jeg kan ikke sætte konkrete tal på, hvor meget det kræver, eller hvad målet er. Men set med danske øjne kigger vi helt klart ind i et potentiale for at skabe vækst, hvor vi kan bruge vores kompetencer og setup til fordel for kunderne,” siger Mads Nørgaard Madsen.

Christian Max Hansen fra KPMG fortæller, at selskabet regner med at skulle skrue op for rekrutteringen i sine afdelinger med ”i hvert fald 50 procent flere” på både AI og cyber ved blandt andet at tilbyde attraktive projekt- og uddannelsesmuligheder for potentielle kandidater.

”Med de nye direktiver og dermed den stigende efterspørgsel fra kunderne i forhold til rådgivning af dem er det klart, at alle begynder at kigge efter, hvor man kan få de gode medarbejdere og chefer til det arbejde. For vores vedkommende ligger vi et godt sted i feltet, når det kommer til at tiltrække de rigtige folk,” siger Christian Max Hansen.

Fusion giver gode muligheder for mindre spiller

I mellemlaget af rådgivningsvirksomheder er man også opmærksom på potentialet i kunstig intelligens og digitale løsninger.

Hos den danske del af det globale revisionsselskab Grant Thornton fortæller partner og direktør Brian Rasmussen, at de forventer at kunne vækste på baggrund af de to områder.

“Det er helt klart nogle markeder, vi kigger ind i, og hvor vi overvejer, hvordan vi bedst kan skabe en berettigelse – både for eksisterende og potentielle kunder,” siger han.

Især fusionen med de mindre virksomheder Kvist & Jensen og National Revision sidste år har givet Grant Thornton blod på tanden til at afsøge nye markeder og forretningsmuligheder. Med fusionen fulgte også en medarbejdervækst på 200, så Grant Thornton nu har knap 600 ansatte rundtomkring i landet.

At få flere mennesker i folden giver for Brian Rasmussen Grant Thornton gode muligheder for at komme stærkt ind på markedet. Her kommer det teknologiske fokus til at spille en vigtig rolle i den strategi, uddyber han.

”Vores marked kommer til at vækste, især inden for ESG, AI og cyber. Men jeg er også meget forbeholden over for at kvantificere, hvor meget det kommer til at buldre fremad. Vi skal følge udviklingen og være med til at assistere vores klienter, det ligger helt sikkert i vores strategi,” siger Brian Rasmussen.

Brancheorganisation: Vil skabe vækst for hele branchen

I et helikopterperspektiv er der ingen tvivl om, at et større fokus på kunstig intelligens og det teknologiske kommer til at være en vækstmotor for branchen generelt, og at flere rådgivningsvirksomheder kommer til at kunne spinde guld på det.

Det er vurderingen fra Katrine Ellersgaard Nielsen, branchedirektør i DI Rådgiverne. Ifølge hende har virksomhederne ikke nødvendigvis de rette kompetencer til at implementere AI Act og NIS2 på en måde, så det kommer ”ind under huden” hos ledelsen og medarbejderne.

Flere af især de store medlemmer hos DI Rådgiverne vil derfor kunne byde ind hos virksomhederne og hjælpe dem med diverse rådgivningsopgaver på en måde, hvor det ikke ender som en ren juridisk øvelse, men faktisk bliver en del af firmaernes processer.

Katrine Ellersgaard Nielsen oplever også, at flere af organisationens medlemmer kigger med større interesse på kunstig intelligens og cybersikkerhed, og at man gerne vil opruste her, både på grund af forretningsmulighederne og på grund af en stor efterspørgsel fra kunder.

”Samtidig er det også nogle områder, hvor der er mangel på kompetencer og kvalificeret arbejdskraft. Der mangler hænder og hoveder, og der bliver sagt nej til kunder hver eneste dag, fordi der simpelthen ikke er mennesker nok til at kunne levere de ydelser,” siger hun og tilføjer:

“Selvfølgelig kan man jo altid ‘bare’ sige nej til kunder. Men konsekvensen af det vil – ud over at man går glip af nogle gode ordrer og vækstmuligheder – være, at nogle kunder i den anden ende ikke kan få den hjælp, de har brug for.”

Medarbejdere mangler til stigende efterspørgsel

Netop den hurdle kan vise sig at lægge låg på konsulentvirksomhedernes vækstambitioner – ikke bare på AI og cyber, men generelt.

En undersøgelse fra sidste år udarbejdet af Epinion på vegne af interesseorganisationen FSR – Danske Revisorer peger på, at syv af ti rådgivningsvirksomheder har svært ved at tiltrække nye medarbejdere.

Selv om der er gode karriere- og vækstmuligheder for konsulent- og revisionsvirksomheder, kan medarbejdermanglen i værste fald lamme branchen forud for en bølge af nye krav til bæredygtighed og teknologi, konkluderer undersøgelsen.

Katrine Ellersgaard Nielsen kan godt genkende tendensen bag tallene, og det kommer i hendes optik kun til at blive et endnu større problem i takt med den stigende efterspørgsel af rådgivning på AI og cybersikkerhed.

”Videnservice vokser, og det har det gjort i rigtig lang tid. Og der er al grund til at tro, at det teknologiske fokus kun vil få det til at vokse endnu mere. Men desværre mangler der også medarbejdere til at kunne servicere den stigende efterspørgsel,” siger hun.

Både PwC, KPMG og Grant Thornton er alle opmærksomme på problemet, og at rekruttering til specifikt AI og cybersikkerhed bliver et konkurrenceparameter i branchen. Dog er det ikke noget, der skræmmer dem.

”Selvfølgelig frygter man altid, at dygtige talenter og medarbejdere smutter over til konkurrenterne. Men man kan ikke vinde kampen ved at være bange. Det gælder om at skabe en kultur, der gør, at man som medarbejder har lyst og synes, at det er rart at være der, og hvor talenterne kan få gode rammer til at udvikle sig og være en del af en markedssucces. På de punkter står vi i PwC ret stærkt,” siger Mads Nørgaard Madsen fra PwC.

Af samme grund kommer de til at investere mere i for eksempel graduateprogrammer og efteruddannelse inden for AI og cyber, så de både kan tiltrække og fastholde flere medarbejdere – især unge kandidater.

”Mange vil gerne være en del af os, især på teknologidelen. Så der har vi ikke et problem med at rekruttere. Men der er selvfølgelig også en stor cirkulation af talenter mellem de store spillere på markedet, det kommer man ikke udenom. Det skal vi selvfølgelig også kunne navigere i og gøre os selv attraktive over for potentielle medarbejdere,” siger KPMGs Christian Max Hansen.

Læs mere

Revisionskæmpe opruster på kerneområder af forretningen

Russiske cyberangreb udstillgøer virksomheders svaghed. Men forsikringsbranchen øjner muligheder

Minister vil åbne revisorers nye kæmpemarked for andre spillere

Guldrandet marked åbner sig for rådgivere. Men for erhvervslivet står problemerne i kø

PwC går i offensiven efter rivalers frasalg