Inside story

Revisionskæmper løber med væksten, mens mindre huse hænger i bremsen

To revisionskæmper stormer frem, mens væksten er langt mere beskeden hos rival. En gennemgang af regnskaberne hos landets største revisionshuse viser, at de største løber med væksten, mens de mindre huse vokser betydelig mindre. Økonomisk uro har dog skabt usikkerhed mange steder.

For andet år i træk stod menuen på massiv vækst hos landets førende revisionshuse, men de mørke skyer over dansk økonomi har skabt usikkerhed flere steder og kan skubbe på en yderligere konsolidering af branchen.

Indtil videre kan revisionshusene dog glæde sig over, at de er trådt ind i den nye økonomisk usikre virkelighed med et solidt afsæt. Samlet set steg revisionsbranchens omsætning sidste år til 23,2 milliarder kroner. Det svarer til en vækst på 7 procent, og det er således niende år i træk, at branchen sætter omsætningsrekord, viser tal fra brancheorganisationen FSR – Danske Revisorer.

Men dykker man ned i regnskaberne, afslører de, at det ikke er alle, der nyder lige godt af væksten.

Hos flere af landets førende revisionshuse er balancen mellem den klassiske revisionsforretning og konsulentydelserne for længst tippet mod sidstnævnte, hvor husene i dag investerer massivt i rådgivning om virksomhedshandler, bæredygtighed og digitalisering.

Det er en udvikling, der især rammer de mindre huse, der har valgt at satse benhårdt på branchens klassiske kerneydelser. Her er væksten væsentlig lavere, og det er derfor hos en håndfuld af de store kendte navne, at man skal finde de største vækstrater.

 

Ikke overraskende er det blandt landets big four-huse, at fremgangen er størst.

Deloitte, der er landets største revisions- og rådgivningshus, er vokset med hele 18,8 procent. Det er mest af alle i InsideBusiness’ gennemgang. I hælene på Deloitte følger konkurrenten EY, som manges øjne aktuelt er rettet mod på grund af en opsigtsvækkende og historisk plan om en opsplitning af revisions- og rådgivningsforretningen.

EY voksede sidste år 17,2 procent og cementerer, at man for alvor har fundet melodien, efter at man i flere år kæmpede med at få vækstmotoren i gang i kølvandet på den store fusion mellem EY og det gamle KPMG i 2013.

EY har aldrig lagt skjul på, at ambitionerne rækker til mere end den nuværende tredjeplads. Sigtekornet er derfor i første omgang rettet mod rivalen PwC, der sidder på landets største revisionsforretning. Derfor må det vække glæde i EY, at afstanden til PwC er blevet mindre.

Det kan EY takke sig selv for, men med til historien hører også, at PwC voksede betydelig mindre end både EY og Deloitte, selv om PwC landede den højeste omsætning i revisionshusets historie på 3,38 milliarder kroner.

Det svarer til en vækst på 5 procent i forhold til året før. Ifølge PwC var væksten i den danske forretning dog på 10 procent, hvis man medregner den omsætning, som PwC’s danske medarbejdere og partnere har udført i udlandet.

Mindre huse rækker ud efter stor spiller

I sommer tog revisionshusene hul på et nyt regnskabsår. Siden da er både renter og inflationen steget, mens krigen i Ukraine raser videre med uformindsket styrke. Spørgsmålet er derfor, hvordan den nye økonomiske virkelighed påvirker revisionshusene.

Fra de største huse er meldingen indtil videre, at væksten fortsætter i det nye regnskabsår.

Hos Deloitte har topchef Anders Dons dog erkendt, at Deloitte nok vil se, at ”toppen af væksten aftager”, fordi M&A-markedet, der trak en stor del af læsset sidste år, er på vej ned i gear.

Signalerne er de samme, når brancheforeningen FSR – danske revisorer taler med medlemmerne.

”Det, vi hører, er, at de stadig har travlt, der er stadig stor efterspørgsel, de mangler folk til at løse opgaverne. Alle afventer selvfølgelig, om det fortsætter, eller om de bliver ramt af noget lige om lidt. Men indtil videre tyder intet på det,” siger Lone Strøm, administrerende direktør i FSR – danske revisorer.

Noget tyder dog på, at flere mindre revisionshuse allerede mærker udfordringerne.

Hvor konsulentafdelingerne har været en vækstmotor for hele branchen de sidste mange år, har revisions- og regnskabsmarkedet været kendetegnet ved, at det mere eller mindre har stået i stampe.

Pandemien gav dog kortvarigt liv til revisionsmarkedet, fordi nye opgaver opstod i forbindelse med hjælpepakkerne, der var med til at trække omsætningen en smule op.

Men i dag er hverdagen vendt tilbage for de mindre revisionshuse, og det har fået flere til at afsøge mulighederne for at lade sig opsluge af større spillere.

En del af dem har givet Beierholms topchef, Søren V. Pedersen, en opringning.

”I dette efterår har vi fået flere uopfordrede henvendelser fra revisionshuse, end vi har fået tilsammen de seneste tre år,” siger Søren V. Pedersen, administrerende direktør i Beierholm.

Ud over den begrænsede vækst i revisionsmarkedet kæmper flere mindre huse med stigende omkostninger til compliance. Det har allerede ført til, at antallet af revisionsvirksomheder er reduceret kraftigt gennem årene. Og udviklingen vil fortsætte, vurdere FSR – danske revisorer.

”Jeg ved ikke, om konsolideringen tager til. Men ser man på antallet af virksomheder, er det faldet voldsomt over årene. Det er en tendens, som ikke kun gælder i Danmark. Billedet er det samme i udlandet, og man ser det samme i den finansielle sektor. Når der kommer øget krav, skal man ofte være lidt større for at håndtere dem,” siger Lone Strøm, administrerende direktør i FSR – danske revisorer.

Opruster på lukrativt M&A-marked

Beierholm befinder sig i laget under big four-husene, og selv om tempoet i væksten er aftaget, formåede det nordjyske revisionshus Beierholm alligevel at vokse 9,7 procent og præsterer den tredjestørste vækst af alle i InsideBusiness’ opgørelse.

Beierholm har oplevet massiv vækst de senere år og har i mange år kilet sig ind i big four som landets fjerdestørste revisions- og rådgivningshus, efter at KPMG måtte afgive positionen oven på revisorkrigen i 2013 mellem EY og KPMG.

Siden har KPMG dog genvundet sin plads i firkløveret. KPMG’s regnskab følger kalenderåret og regnskabsbøgerne er derfor endnu ikke gjort op. Det står dog klart, at det vil kræve betydelig vækst fra KPMG, hvis man skal overhale Beierholm, der udmærker sig ved, at være det revisionshus i Danmark, der har flest revisionskunder.

Beierholm har længe hungret efter en plads i M&A-markedet, der i mange år har været et nøglemarked for landets største revisionshuse.  Det ben har Beierholm fået med opkøbet af M&A-rådgiveren Oaklins, der i flere år har befundet sig i laget lige under de største selvstændige M&A-huse som FIH Partners, Clearwater og Nordic M&A.

Beierholm er dog ikke de eneste, der har oprustet på M&A-markedet det seneste år. Det samme gælder EY, der har opkøbt det mindre rådgivningshus Tofte & Company, der har specialiseret sig i at rådgive techvirksomheder på transaktionsområdet.

BDO: Uforudsigeligheden har aldrig været større

Beierholm udgør sammen med BDO de to førsteudfordrere til big four-husene. Hos BDO er sidste års regnskab endnu ikke offentliggjort, men ifølge topchef Stig Holst Hartwig voksede BDO 8 procent sidste år.

Indtil videre mærker BDO ikke konsekvenserne af det nye økonomiske klima, hvor konkurstallene for første gang i mange år stiger.

“Vi mærker ikke konsekvenserne af det endnu. Der er stadig stor travlhed, men hvordan det ser ud på den anden side af årsskiftet, kan man ikke forudsige,” siger Stig Holst Hartwig administrerende direktør i BDO.

“Uforudsigeligheden har aldrig været større. Der er sektorer, der er hårdere ramt end andre. Eksempelvis er bygge- og anlægsbranchen stoppet meget op. De seneste ti måneder har givet flere konkurser end årene før, så vi begynder at se konsekvenserne af, at meget er stoppet op,” siger han.

Ender dansk økonomi i recession, vil det utvivlsomt kaste opgaver af sig til revisionshusene. Men Stig Holst Hartwig understreger, at også revisionshusene tjener flere penge i opgangstider.

”Selvfølgelig opstår der nogle nye opgaver i vanskeligere tider. Det ændrer ikke ved, at vækst i samfundet genererer flere opgaver end det modsatte scenario,” siger han.

EY lukker i om rekordregnskab forud for skæbnemøde

Ud over renter, inflation og konkurstal er manges øjne i revisionsbranchen rettet mod EY.

EY’s globale topledelse gav for nylig grønt lys til planerne om at skille revisions- og rådgivningsforretningen ad. Allerede nu har flere regionale chefer, heriblandt EY’s nordiske, nikket ja til planerne og har sendt et klart signal til de mange partnere under dem.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger skal de danske partnere til stemmeurnerne inden for de næste måneder.

EY’s skæbne bliver naturligvis fulgt tæt i branchen – ikke mindst hos de øvrige big four-huse. Indtil videre afviser de kategorisk, at de ønsker at gå ned ad samme vej

Den uvisse fremtid, der venter EY, er formentlig også årsagen til, at EY ikke ønsker at stille op til et interview om sidste års rekordregnskab. Meldingen fra EY er således, at man ingen kommentarer har til regnskabet ud over en kortfattet pressemeddelelse, som blev udsendt for nylig.

Heri skriver EY, at den høje vækst især af drevet af konsulentforretningen samt strategi- og transaktionsforretningen, der har oplevet vækst i omsætningen på henholdsvis 37 procent og 30 procent.

Læs mere

Revisionshuse intensiverer M&A-kampen

EY opruster M&A-forretning. Køber specialiseret techrådgiver

M&A-markedet balancerer på en knivsæg

Bain ser frem efter opslidende fusion: Vil være topchefernes foretrukne M&A-rådgiver

Guldregn over M&A-rådgivere

Her er de førende M&A-konsulenter efter historisk år