Der bliver konstant skrevet nye kapitler til historien om konsolideringen af den danske revisorbranche.
I løbet af sommeren faldt en opsigtsvækkende handel på plads, da Beierholm opkøbte Revision Limfjord, mens Grant Thornton og Kvist & Jensen slog pjalterne sammen i en fusion.
De to handler er opsigtsvækkende, fordi der er i begge tilfælde er tale om revisionshuse med over 100 ansatte, der bliver opkøbt eller fusioneret. Opkøbene ser dermed ud til at have tage et niveau op i forhold til den hidtidige tendens, hvor det især har været mindre revisionshuse med 25-50 ansatte, der har været genstand for opkøb.
Appetitten på opkøb er dog langtfra stillet.
Især de to førsteudfordrere til big four-husene, Beierholm og BDO, forventes at rykke på sig. Beierholm og BDO gør intet for at skjule ambitionerne, som for BDO’s vedkommende især drejer sig om det sjællandske revisionsmarked, hvor man i dag ikke står så stærkt som ønsket.
Samtidig koncentrerer big four-husene, Deloitte, PwC, EY og KPMG, i stigende grad deres kræfter om de større byer samt rådgivningsmarkedet, der i flere år er vokset markant mere end revisionsmarkedet. Det har løbende ført til frasalg af mindre kontorer uden for de store byer til bl.a. Beierholm og BDO.
Sommerens to handler rejser dog naturligt spørgsmålet, hvem der næste gang bliver genstand for de store revisionshuses opkøbsiver?
Og spørger man kilder i branchen, skal man blot tage et kig på revisionshusene i laget under de seks største huse.
Måler man på antallet af revisionskunder, toppes listen i dag af Beierholm, som bliver efterfulgt af rivalen BDO. Dernæst følger PwC, der blandt big four-husene også har den største revisionsforretning. Dernæst kommer Deloitte og EY, mens det fjerde medlem af firkløveret, KPMG, fortsat kæmper med at opbygge en slagkraftig revisionsforretning og derfor først figurerer et stykke nede ad listen.
I laget under de allerstørste finder man en lang række af mellemstore revisionshuse, der sidder på markedsandele på mellem 1 og 3 procent, hvis man alene måler på antallet af revisionskunder.
Det er også i dette lag, at man finder Kvist & Jensen og Revision Limfjord, der i sommer som bekendt blev opkøbt af Beierholm og Grant Thornton.
Hos flere af de mellemstore revisionshuse i dette lag bekræfter man, at konsolideringen af branchen fylder i deres overvejelser om fremtiden.
”Vi følger markedet tæt og er også bevidst om den konsolidering, der sker. Vi ser, at kirsebærrene bliver færre og færre, og revisionsvirksomhederne bliver større og større. Vi vil gerne vækste – også ved konsolidering. Ikke kun ved opkøb eller fusioner af traditionelle revisionsvirksomheder, men også på rådgivningsydelser, som ligger i nærheden af vores kerneydelse,” siger Morten Ryberg, direktør og partner i revisionshuset Redmark.
Kræver flere ansatte at overleve
Konsolideringen af revisorbranchen er især drevet af stigende krav og omkostninger til compliance. Kravene sætter især de mindre revisionshuse under pres og har i flere tilfælde fået ejerne til at lade sig opkøbe eller fusionere ind i et større setup.
Netop det var et af hovedargumenterne fra Revision Limfjord, da man i sommer lod sig opkøbe af Beierholm. Det samme var tilfældet i fusionen mellem Grant Thornton og Kvist & Jensen, hvor man ved at fusionere har skabt en større platform til at løfte tunge investeringer inden for bl.a. compliance og it.
”Generelt må man sige, at bundgrænsen for, hvor mange man skal være for at kunne drive en fornuftig forretning, hele tiden stiger. Det er svært at drive et 25-mands firma med alle de krav til bl.a. compliance, der er,” siger Morten Ryberg.
Redmark beskæftiger i dag over 400 ansatte på kontorer i Aalborg, Hadsund, Randers, Hadsten, Aarhus og København. Revisionshuset er et af de større huse i laget under de seks største revisionshuse med en markedsandel på næsten 2,5 procent, hvis man måler på antallet af revisionskunder.
Derfor ser Redmark heller ikke sig selv som et opkøbsmål, men i stedet som en spiller på opkøbssiden.
”Vi er ikke til salg. Vi vil gerne noget mere og noget mere selv. Ser man på os, har vi en berettigelse i markedet og noget at byde ind med. Det specielle ved Redmark er, at vi har få og relativt store kontorer. De fleste sidder på kontorer med mellem 50 til 120 ansatte. Det gør, at der er et godt fagligt miljø og kapacitet at tage af,” siger Morten Ryberg, der tilføjer, at Redmark ikke ønsker at vokse for enhver pris.
”Vi vil gerne have flere med på holdet, men det skal være de rigtige. Vi lider ikke af volumensyge, men vi har fortsat en ambition om at vækste,” siger han.
Mellemstore huse vil kæmpe for selvstændighed
I laget af revisionshuse med en markedsandel på mellem 1 og 2,5 procent finder man også Partner Revision med otte kontorer i det midt- og vestjyske.
Partner Revision har løbende deltaget i konsolideringen med køb af kontorer i Skjern og Ringkjøbing af blandt andre PwC samt senest et opkøb af Dansk Revision i Silkeborg.
”Vi ser et billede af, at de store samler sig i de store byer. Det handler nok om rekruttering af medarbejdere og betjening af deres store kunder. Vi sidder med en stor markedsandel i vores område. Så vi følger den proces og er åben for mere, hvis det rigtige match er tilstede,” siger Peter Vinderslev, statsautoriseret revisor og partner i Partner Revision.
Han tilføjer, at partnerkredsen i Partner Revision ingen planer har om, at revisionshuset skal lade sig opsluge af en større konkurrent.
”Selvstændigheden er en del af vores dna. Den vil vi gerne bibeholde. Det vil vi gå langt for. Så skal der ske noget helt andet, som jeg ikke kan forestille mig lige nu. Det vigtigste er, at vi kan uddanne og rekruttere de medarbejdere, der skal til at betjene en forretning som vores,” siger Peter Vinderslev.
”Det er selvfølgelig store firmaer, der har valgt noget andet. Vores selvstændighed vægter vi rigtig højt. Vi er lokalt forankrede og vi er en partnerdrevet virksomhed, og den beslutningskraft vil vi gerne bevare. Derfor har vi også en solid forretning og base,” tilføjer han.
Samme holdning har Inforevision, der består af 18 partnere, 140 medarbejdere og 3.900 kunder, som primært er mindre og mellemstore virksomheder.
”Vi synes selv, at vi har et fantastisk godt revisionsfirma og ser os have en god position på markedet, og vores plan lige nu er at fortsætte som selvstændigt firma. Umiddelbart ser vi os selv langt mere som et firma, der kunne overtage mindre firmaer end at blive overtaget eller indgå i en fusion med en større partner. Men verden kan forandre sig, eller man kan blive fristet af et godt og fornuftigt tilbud, som gør, at det forretningsmæssigt for firmaet, kunderne og medarbejderne mv., kan være det rigtige at indgå i en fusion eller lignende,” siger Flemming Andreasen, managing partner og statsautoriseret revisor i Inforevision.
Læs mere
Revisionskæmpe opruster med tidligere dansk landechef i amerikansk konsulenthus
Chef for PwC’s konsulentsats fortid efter uenighed
PwC vil tage opgør med revisions-model. Men løsningen er ikke den samme som rivalens
PwC blæser til angreb på konsulentmarkedet. Vil fordoble omsætning til 1 mia. kr. på fem år
Revisionskæmper løber med væksten, mens mindre huse hænger i bremsen
Revisionshuse intensiverer M&A-kampen
EY opruster M&A-forretning. Køber specialiseret techrådgiver