Landets største realkreditaktør står klar til at hjælpe partnerbankerne i Totalkredit-samarbejdet med kontanter. Pengene skal i høj grad komme fra institutionelle aktører som pensionskasser og professionelle investorer, der skal købe obligationer med lidt højere risiko end almindelig seniorgæld.
Endnu er niveauet af de såkaldte NEP-krav til de mindre pengeinstitutter ikke fastlagt, men bankerne frygter meget høje krav, der kan betyde, at stort set alle pengeinstitutter, som ikke bærer prædikatet ’systemisk vigtige’ skal rejse ekstra kapital eller spare kraftigt op af overskuddet i de kommende år.
Uanset hvad, er koncerndirektør i Nykredit Kim Duus allerede i gang med at se på mulighederne for at udstede kapitalhjælp til de mindre banker fra Sydbank-størrelse og nedefter, som ikke har en rating, og som derfor har svært ved at gå i markedet selv.
”Vi rådgiver løbende pengeinstitutterne i Totalkredit om udstedelse af diverse kapital- og gældsinstrumenter, og det vil være naturligt, at vi også gør det, når NEP-kravene kommer. Nykredit foretager jævnligt udstedelser på vegne af de pengeinstitutter, der ønsker det, og det gør vi naturligvis også gerne, hvis nogen af vores samarbejdspartnere i Totalkredit skulle have behov for at foretage udstedelser i forbindelse med NEP-kravene,” siger Kim Duus, som understreger, at udstedelser naturligvis kræver, at der skal være købere i markedet.
Særlig kapitaltype
Det særlige ved kapitalrejsningen er, at der skal kunne nedskrives på passivtypen, hvis pengeinstituttet ender med at gå i afvikling. Pengene er altså øremærket til at kunne tage tab, så de skal ligge mellem klassisk ansvarlig lånekapital og de simple kreditorer.
Det betyder for investorsiden, at kapitalen ikke er så sikker som seniorgæld, men alligevel er mere sikker end traditionel banklånekapital (tier II). På internationalt banksprog kaldes passivtypen for senior non-preferred, og Nykredit var i sommer den første finanskoncern i Europa, der udstedte passiver af denne type. Dengang skulle pengene rejses af ratinghensyn.
Erfaringerne er, at den nye passivtype får en rente, der ligger midt mellem seniorgæld og tier II-kapitalinstrumenter. Dengang blev den udstedt med en rentesats, der lå på 1,1 procent over swap-renten, men der viste sig at være stor efterspørgsel på obligationerne ude i Europa, så rentespændet er faldet til 0,25 procent over swap-renten.
Ser vi på pris alene forventes det, at den nye passivtype vil blive handlet med en rente mellem seniorgæld med ca. 0,2 procent i rente og så tier II, hvor Danske Bank for tiden udsteder til 1,2 procent i rente. De mindre banker vil dog få en højere rente end Danske Bank på tier II, så et bud på renten på de nye obligationer ligger på omkring 1 procent.
De nye obligationer målrettes professionelle investorer og ikke private investorer, hvilket er i modsætning til årene før finanskrisen, hvor Nykredit solgte ansvarlig kapital i investeringskoncepter som Kalvebod og Scandinotes, som kom til at lide store tab, da banker som Roskilde Bank, Amagerbanken, Fionia Bank og mange flere krakkede.
Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har Nykredit endnu ikke været i markedet og præsentere obligationerne for investorerne og de danske pensionsselskaber.
Over for InsideBusiness udtrykker både Vestjysk Bank og Sparekassen Kronjylland interesse for kapitaltypen. Sidstnævnte har dog allerede været dialog med en konkurrerende udbyder af den type kapital.
LÆS MERE
Bankdirektører advarer om dyr kapitaljagt
Nykredits prestigeprojekt er allerede forsinket. Exits på direktionsniveau
Michael Rasmussen vil udvide Totalkredit-samarbejde. Store omvæltninger nødvendige
Gigantisk hemmeligt it-projekt skal redde Totalkredit-samarbejdet
Danske Bank gør klar til massiv disruption af investeringsområdet
Vi kulegraver Danske Banks store turnaround. Interview med Thomas Borgen
Milliardoprydning i landbruget i 2017. Risiko for nye bankkrak