;
gabriel-web

Ugens Insider

Sådan vil direktør sikre børskomet vækst i et fladt marked

Børsnoterede Gabriel Holding har i år været en af de helt store vindere på børsen. InsideBusiness går tæt på selskabet, der har formået at skabe vækst i et marked, der står stille, og beder topchef Anders Hedegaard Petersen pege på, hvordan han vil sikre væksten fremover.

To opjusteringer alene i år har forvandlet den søvnige jyske møbelkoncern Gabriel Holding til en af de helt store vindere på børsen i år.

Selskabets aktie er de seneste 12 måneder steget med over 180 procent, og i november sidste år fik Augustinus Fonden, der er en af de helt tunge investorer herhjemme, øjnene op for selskabet og opkøbte en betydelig aktiepost i virksomheden.

Nøglen til Gabriels succes har ifølge direktør Anders Hedegaard Petersen været, at man har et erklæret mål om at skabe vækst i en industri, hvor mange af de største aktørers omsætning står i stampe.

”Overordnet set har vi et mål om at vokse 15 procent årligt. Det skal ses i forhold til, at industrien de seneste 2-3 år har oplevet en flad udvikling. Vi tror på, at det er muligt at skabe vækst på de mere modne markeder i Europa samt på nye markeder i USA og Asien på lidt længere sigt,” forklarer Anders Hedegaard Petersen, der står i spidsen for aalborgvirksomheden.

Med fremgangen på børsen er Gabriel nu vokset så betydeligt, at man i dag har en markedsværdi på over 1 milliard kroner. Ud over at øge salget har koncernen ligeledes outsourcet en del af produktionen til lande som Polen og Litauen med henblik på at styrke indtjeningen og effektiviteten i selskabet.

Aktiekursen i Gabriel Holding er steget eksplosivt de sidste 12 måneder. Kilde: OMX

Aktiekursen i Gabriel Holding er steget eksplosivt de sidste 12 måneder. Kilde: OMX


Fokus på salg

Den nordjyske virksomhed lever primært af at levere tekstiler og andre varer til møbelindustrien, og dermed er man underleverandør til en række af de helt store spillere på den globale scene.

I seneste årsregnskab omsatte koncernen for godt 340 millioner kroner, men allerede nu har man en forventning om en omsætning på lige knap 400 millioner kroner i indeværende år.

Ifølge direktør Anders Hedegaard Petersen er en af nøglerne til selskabets vækst de senere år, at man har satset målrettet på at styrke sin salgsdivision og samtidig at gøre virksomhedens sælgere mere synlige på de enkelte markeder. Koncernen har således gennem de sidste par år fokuseret på sælgere på vigtige markeder som Tyskland, England, Italien, Kina og USA, og det har været en vigtig faktor i koncernens bestræbelser på at vokse mere end markedet.

”For os handler det om hele tiden at øge vores indsats inden for salg og udvikling, så vi kan fastholde målet om en vækst på 15 procent årligt. Vi tror på, at især Asien og USA på sigt kan udvikle sig til nøglemarkeder for os, og derfor satser vi også målrettet på her at opbygge en slagkraftig salgsstyrke, som har kendskab til de nationale forhold, og som er tæt på kunderne, siger Anders Hedegaard Petersen.

Fakta: Gabriels tre veje til vækst

Gabriel Holding A/S er takket være tocifrede vækstrater i omsætningen stormet frem på børsen. Koncernen står fremover med den udfordring at fastholde den høje vækst i et presset møbelmarked. Det skal ske ud fra tre fokusområder.

Dedikerede sælgere: Gabriel opruster kraftigt på salgsfronten og tilknytter dedikerede sælgere, der hver har ansvaret for de enkelte nøglemarkeder. Det skal også hjælpe til at øge væksten på nye markeder som Kina og USA.

Opkøb: Den nordjyske virksomhed er vokset organisk de senere år, men i håbet om at fastholde væksten kigger direktør Anders Hedegaard Petersen løbende på opkøbsmuligheder. Selskabet har et solidt cashflow og kan derfor investere et trecifret millionbeløb.

Erobre flere led i værdikæden: Gabriel har i mange år været en fast underleverandør til møbelindustrien. De kommende år vil virksomheden forsøge at øge væksten ved blandt andet at overtage flere led i værdikæden og møbelproduktionen.

Åben for opkøb

I skrivende stund henter Gabriel omkring 85 procent af sin omsætning fra kunder i Europa, mens resten primært kommer fra USA og Kina.

I Europa har selskabet været i stand til at øge omsætningen markant de senere år, selv om finanskrisens efterdønninger fortsat tynger markedet. Gabriel-topchefen erkender dog, at netop Europa er en udfordring i selskabets fremtidige bestræbelser på at levere tocifrede vækstrater.

”Vi har været i stand til at skabe fremgang takket være organisk vækst de senere år. Men vi kigger hele tiden på mulige opkøb for at sikre, at vi kan fastholde vores vækstambition. Så vi kører løbende en proces, hvor vi kigger på emner, og takket være vores finansielle fundament er vi i stand til at investere det nødvendige, hvis den rigtige mulighed byder sig,” siger Anders Hedegaard Petersen.

Vil brede forretningen ud

Et sidste element i Gabriel-koncernens ambition om at fastholde de høje vækstrater er, at selskabet nu vil forsøge at udbygge sin egen rolle som underleverandør.  Det indebærer blandt andet, at den nordjyske virksomhed vil forsøge at æde sig ind på flere af de ydelser, som kunderne har behov for, og dermed sætte sig på flere led i værdikæden.

”Vi tror på, at der generelt i industrien ligger et stort potentiale gemt i at udvide sin forretning til at dække flere ydelser. Vores mål er derfor at udbygge vores service til kunderne, så vi blandt andet kan overtage større dele af møbelproduktionen og dermed udbygge vores forretning,” forklarer Anders Hedegaard Petersen.

LÆS OGSÅ

Fiskefoder og jysk snusfornuft

Børsstjerner tryner aktiemarkedet tunge drenge