Bedste kapitalfond 2021

M&A

Sådan er afkastet i de danske kapitalfonde

Trods et udfordrende år har en række af de danske kapitalfonde formået at øge afkastet takket være både frasalg og stor i den underliggende portefølje.

I et særdeles turbulent 2022 ser mange af landets hjemlige kapitalfonde ud til at have klaret sig overraskende godt igennem et uhyre vanskeligt marked.

Krig, stigende inflation og omkostninger kombineret med en overhængende frygt for en økonomisk recession har ellers givet investorerne på aktiemarkedet trange kår, og efter en række gyldne år er kapitalfondenes muligheder for at sælge ud af porteføljen til skyhøje priser noget mere begrænsede.

Alligevel har en række af landets førende kapitalfonde sidste år formået at sælge flere selskaber med særdeles solide afkast til følge.

Det er blandt andre landets største kapitalfond, Axcel, der takket være frasalg af blandt andet Aidian og European Sperm Bank har fået trukket afkastet i Axcels femte fond ganske betydeligt i vejret.

For Axcel har de stærke exits den helt centrale effekt, at Axcel V, der blev etableret i 2017 nu omtrent har fordoblet investorernes oprindelige investering efter omkostninger, hvilket for mange anses for lidt af en milepæl.

Netop den fond er nemlig den første, hvor Axcels nye partnerkreds har haft hovedansvaret for både opkøb og frasalg, og resultaterne har derfor for mange investorer endegyldigt lukket polemikken om det noget kaotiske generationsskifte, der tidligere plagede kapitalfonden.

Flere andre aktører, heriblandt Polaris, Erhvervsinvest og Dansk Ejerkapital har ligeledes haft held til at trodse de massive udsving sidste år og har stået bag flere solide frasalg, der har trukket det samlede afkast op.

Ligesom Axcel har den mindre fond Dansk Ejerkapital været gennem et større generations- og strategiskifte i forbindelse med kapitalfondens fjerde fond fra 2014.

Også her har frasalg og solid udvikling i den underliggende portefølje medført, at ledende partner Dan Højgaard Jensen nu endegyldigt kan sætte to streger under den ambition, man lancerede.

”Vi valgte ved etableringen af fond IV at skifte strategi og udelukkende satse på veldrevne virksomheder med god indtjening og solidt vækstpotentiale frem for turnaround cases. Det har indtil videre båret frugt, selv om det i begyndelsen tog tid at forklare rådgivere og andre interessenter, at vi nu gik efter en helt anden type virksomheder,” siger han.

Flere exits på vej

Selv om udviklingen både her og flere andre steder vækker glæde blandt investorerne, lufter flere samtidig en vis bekymring for de mange opskrivninger, som flere fonde har foretaget af de enkelte investeringer i porteføljen.

I et år med store tab på aktiemarkedet kan det for både pensionskasser og private pengetanke umiddelbart virke mystisk, at flere kapitalfonde modsat har opskrevet værdierne, men ifølge Dan Højgaard Jensen er der direkte sammenhæng mellem opskrivninger og den underliggende vækst i de virksomheder, man har opkøbt gennem årene.

”Vi har i vores fjerde fond gennemført en række stærke exits, og selv i et ellers svært 2022 klarer selskaberne i porteføljen sig rigtig godt. Vi vurderer naturligvis udviklingen i hvert enkelt selskab grundigt og nedskriver der, hvor det kræves. Men når indtjeningen i en investering udvikler sig meget positivt, så skal den naturligvis også opskrives, så værdien er markedskonform,” siger han.

Selv om Dansk Ejerkapitals fjerde fond indtil videre har leveret et stærkt afkast, tyder meget på, at der kan være mere på vej. Endda endnu meget mere.

InsideBusiness erfarer således, at kapitalfonden i øjeblikket jagter en køber til det tidligere B&O-selskab ICEpower, som man købte af Struer-koncernen for blot 32 millioner kroner i 2016.

Med en indtjening før renter og afskrivninger på over 60 millioner kroner i seneste regnskab tyder alt på, at der kan blive tale om en noget nær guldrandet investering for fonden, der har hyret advokathuset DLA Piper og den amerikanske investeringsbank Stifel, til at være tovholder på processen.

Dan Højgaard Jensen ønsker ikke at udtale sig om konkrete salgsplaner, men understreger, at kapitalfonden forventer at levere flere exits i år. Dog ser man ingen grund til at forcere tingene, hvis priserne ikke er de rette.

”Det er klart, at exitbetingelserne har ændret sig, især fordi adgangen til finansiering hos de større fonde ikke er så let som tidligere på grund af den store globale usikkerhed. Men vi forventer at sælge et par selskaber i år, men vi ønsker ikke at realisere blot for at ramme inden for en deadline. Vi ser ingen grund til at give rabat på et godt aktiv – så hellere holde på virksomheden et år eller to mere,” siger han.

Har været konservative

Den techfokuserede fond Gro er på ganske kort tid blevet en af de absolut største herhjemme, men her har man modsat mange af kollegerne ikke valgt at opskrive porteføljen, hvilket dog ifølge ledende partner Lars Dybkjær på ingen måde skyldes haltende resultater i de enkelte selskaber i porteføljen.

”Vi har i 2022 oplevet rigtig stærk vækst på tværs af porteføljen, men da multiplerne generelt kom en smule under pres sidste år, har vi valgt at være konservative i forhold til værdisætningen af de enkelte selskaber,” siger han

Gro Capital rejste sin hidtil største fond sidste år med et samlet tilsagn på over 4,4 milliarder kroner, og dermed er fonden vokset ganske markant på relativt kort tid. Fra den spæde start, hvor alle fondens midler kom fra Danica Capital, investerer Gro nu midler på vegne af en stribe investorer fra både ind- og udland, ligesom man især med den seneste fond nu for alvor kigger ud over landets grænser.

Således er fondens tre første opkøb alle sket uden for landets grænser, og ifølge Lars Dybkjær er det en helt naturlig konsekvens af det snævre fokus på udelukkende investeringer inden for BtB-software, som kapitalfonden har haft fra begyndelsen.

”Når man som os kun investerer i én sektor og gerne vil finde de bedste aktører inden for den lille niche, så er det helt givet, at vi er nødt til at kigge uden for landets grænser. Selv et nordisk fokus kan blive for snævert i denne niche, hvilket også er årsagen til, at vi har åbnet kontor i London,” siger Lars Dybkjær, der forventer, at halvdelen eller flere af selskaber i Gros tredje fond vil have hovedkvarter uden for Danmark.

At Gro Capital har haft vokseværk målt ud fra en dansk skala, er uomtvisteligt, idet fonden på omkring otte år har opnået en størrelse, som det tog Axcel og Polaris 20 år at opnå.

Det hastige vokseværk kombineret med et bredere geografisk fokus er normalt noget, store investorer, herunder især pensionskasser, ofte vil reagere på med rynkede bryn, da det typisk indebærer en større risiko.

Ifølge Lars Dybkjær har det dog ikke været et nævneværdigt tema i forbindelse med etableringen af Gro Fund III, hvis investorer tæller blandt andre P+, Danica Pension, PensionDanmark og PKA.

”Vi har ikke oplevet brok eller kritiske spørgsmål i nævneværdig grad, og det skyldes, at vi som udgangspunkt er født med et internationalt fokus. Vores styrke er vores erfaring og ekspertise inden for software, og det gennemsyrer vores tankegang og den måde, vi gør tingene på. Vi har eksempelvis foretaget talrige investeringer inder for cybersecurity, og kender den niche indgående, hvorfor det ikke betyder det store, hvor de enkelte selskaber er placeret geografisk,” siger han.

 

Læs mere

Kapitalfond genopliver salgsplaner med it-gigant

Krise tvinger kapitalfonde til lommerne

Maj Invest klar til salg af guldæg

EQT arbejder på største danske frasalg siden Færch

Bejlere retter igen sigtekortet mod GN. Her de sandsynlige scenarier

Her er de mest succesfulde M&A-rådgivere i svært marked

Chef i advokathus færdig efter magtkamp