nyholm-web

Inside story

Salg af kontroversiel aktør kan for alvor udfordre pensionsgiganterne

En stor international kapitalfond kan få adgang til det danske pensionsmarked via et opkøb af mæglerhuset APC. Det kan for alvor presse forretningsmodellen hos de kommercielle dominerende pensionsselskaber som PFA, Danica, Nordea Liv & Pension og SEB.

Den kontroversielle pensionsmægler APC med Peter Lindblad i spidsen har skabt røre i pensionssektoren. Men der kan være meget mere på vej. For indtil videre har APC kun satset på nichemarkedet for privatkunder i banker og pensionsselskaber. Men der er mulighed for at åbne døren til det langt større marked for firmapensioner.

Det kan for alvor disrupte de øvrige pensionsselskaber og mæglerhuse, for APC’s platform har den fordel, at den giver de enkelte kunder i en virksomheds pensionsaftale valgfrihed mellem pensionsselskaber. Det er nyt, og det minder ifølge Søren Andersen fra FPension mere om en svensk forretningsmodel end den danske, hvor man typisk bruger en pensionsmægler til at forestå et udbud, hvorefter det vindende pensionsselskab overtager kundekontakten.

Det er dog en større manøvre, som kræver flere ressourcer og kapital, end Peter Lindblad og hans bagland umiddelbart er i stand til at håndtere. Men som beskrevet i InsideBusiness er hele eller dele af APC sat til salg. Der er ifølge InsideBusiness’ oplysninger nu kun en køber tilbage i salgsprocessen. En international kapitalfond, som er villig til at give mellem 500 og 600 millioner kroner for APC, der for et års tid siden sagde farvel til den gamle ejer, AON, og dermed også navnet Aon Private Consulting.

Angreb på firmapensionsmarkedet

Falder salget på plads, vil den nye køber kræve vækst. APC har p.t. godt 14 milliarder kroner under forvaltning og vokser netto med ca. 300 millioner kroner om måneden, svarende til 300 kunder med i gennemsnit 1 million kroner, der skal forvaltes. Men årlige indtægter for 110 millioner kroner i 2016 er næppe nok til at tilfredsstille en sulten kapitalfond. Der skal mere vækst til, og det har APC og den nye ejer med et angreb på firmapensionsmarkedet mulighed for at skabe.

I dag er APC gearet til opsøgende salg til private – og der er som sådan fortsat masser af potentiale i det, for  man har dårligt nok rørt det jyske marked. Kikkertsigtet er sat på bankernes private banking, hvor f.eks. Ringkjøbing Landbobank, Danske Bank, Nykredit, SEB, Carnegie og Nordea satser på at være med i front. APC’s påstand er, at man sikrer billigere investering og administration, end bankerne kan levere på pensioner.

Sammenligner APC med Momondo

APC henter 40 procent af kunderne fra bankernes porteføljer, mens 60 procent kommer fra pensionsselskaberne. Men APC-stifter Peter Lindblad lider fortsat under, at han ikke rigtig er blevet en del af det gode selskab. SEB, Danica, Nordea Liv & Pension og SEB nægter fortsat at indgå administrationsaftaler med APC-platformen, som han selv kalder for pensionsbranchens svar på Momondo.

Grundlæggende er sammenligningen ikke helt fair. For Momondo skanner størstedelen af markedet. Det gør APC også, men der er en grundlæggende forskel på aflønningsstrukturen, fordi APC er afhængig af at tage mere end halvdelen af selskabernes omkostninger om året (godt 0,65 procent i ÅOP), hver gang der sælges en ordning på ca. 1 procent i ÅOP. Samtidig overtager APC distributionen og kundekontakten, hvilket kan være tiltrængt, da der ikke ofres mange rådgivningstimer på de hvilende ordninger, som der ligger for hundredvis af milliarder af kroner af rundtomkring i pensionsverdenen.

Det høje gebyr og overtagelsen af administrationen er selvfølgelig den primære årsag til, at de store pensionsselskaber ikke ønsker den tætte relation til APC. For hvorfor afgive kundekontakten og den profit, der gemmer sig i de årlige omkostninger? Det kan kun være i de mindste og mest vækstsøgende selskaber som Topdanmark Liv, Skandia og AP Pensions interesse at skabe vækst på denne måde.

Men alt kan ændre sig under en eventuel ny og vækstsøgende ejer af APC, som også går efter virksomhedsordninger. Hidtil har de etablerede mæglerselskaber som Mercer, Willis Towers Watson og Aon valgt at holde sig fra privatmarkedet for ikke at provokere samarbejdspartnerne i de kommercielle selskaber for meget. De kan også blive tvunget til at tænke nyt.

LÆS MERE

Her er de dyreste og billigste pensionsselskaber

Kontroversiel aktør splitter pensionsbranchen. Angriber de største selskaber for lovbrud

SEB bekræfter tabt politi-sag om erhvervshemmeligheder

Kontroversiel aktør nærmer sig den store jackpot