Der er kommet en ny udbyder på pensionsmarkedet med prisstærke indeksfonde og mulighed for at handle globale aktier og investeringsforeninger. Det er Saxo Bank, der nu er klar med en it-løsning fra Nes Tech, der understøtter ratepension, alderspension og kapitalpension.
Det er realiteten efter et forløb, hvor Saxo Bank først solgte sin bank og dermed også sit pensionssetup til Alm Brand. Bank, der nu har solgt den videre til Sydbank.
I den runde stod Saxo Bank nemlig pludselig uden mulighed for at håndtere kundernes pensionsopsparing, og det har man løst ved at købe en it-platform fra den danske leverandør Nes Tech, som nu er oppe at køre i Saxo Banks forretning.
”Pension er en naturlig del af at være aktiv på det danske investormarked, så det er et produkt, som nu er tilgængeligt for en mindre gruppe kunder, der godt kan tegne en pensionsordning hos os i dag, mens vi dog først går ud og markedsfører produktet bredt næste år,” siger Johannes Rovsing, nordisk direktør i Saxo.
Saxo jagter partner
Spørger man rundt om i markedet, taler mange allerede nu om, at en øget konkurrence på det ret fastlåste kommercielle danske pensionsmarked med bare PFA, Danica, AP Pension, Velliv, Topdanmark Liv og delvis Sampension på markedsrente er ønskelig.
Dog understreger Johannes Rovsing, at man ikke ønsker at være en fuldskalapensionsudbyder som de nævnte, der også har forsikringsordninger, herunder livrenter, på hylderne.
”Vi har set, at der er en disruption i gang, hvor flere forskellige udbydere tilbyder både investering- og pensionsforsikringsprodukter. Vi har ikke livrente, det skal laves gennem et pensionsselskab, men vi håber at kunne tilbyde livrenter via en partner. Vi skal jo også sætte en grænse for, hvad vores platform skal kunne teknologisk – og vi vil hellere have det via et partnerskab, så vi ikke skal opfinde den dybe tallerken på alle områder. Men det skal selvfølgelig være en partner, som vi kan integrere vores platform med. Der er vi ikke kommet så langt endnu.”
Ifølge Johannes Rovsing er der ikke tvivl om, at det primære salgsargument for at vælge Saxo Bank som sit pensionsselskab er lave priser og fleksibilitet og gode muligheder for at styre investeringerne selv.
Dumper prisen
”Der er klart et stort marked for pension hos Saxo Bank for det segment, der gerne vil lægge egen strategi for pensionsinvestering, hvor vi virkelig har noget at byde ind med. Der er heller ikke tvivl om, at vi på prisen er langt billigere end mange af de øvrige spillere på markedet. Vi oplever stor interesse for bæredygtige investeringer (ESG) og ETF’er på området, så der er mange gode muligheder for at være omkostningseffektiv på pensionsområdet via Saxo Bank.”
Det er i dag almindeligt med en ÅOP på op til 1,3 procent hos de dyreste pensionsselskaber, mens bankernes pensionsordninger let kan komme op på 2 procent i ÅOP. Til sammenligning kan Saxo Banks platform levere varen med indeksfonde med årlige omkostninger for 0,2 procent.
”Det er selvfølgelig også et produkt til gør det selv-kunderne, men vi har selv egne investeringer, så det er ikke noget med, at vi selv sidder og blander bolsjerne for kunderne. Vi har heller ikke depotgebyrer eller andre ting, men det koster noget i kurtage og gebyr for valutaomveksling, når man handler.”
Rundt om i pensionsmarkedet efterspørger flere mæglere og eksperter nye pensionsaktører, for eksempel Saxo Bank, Nordnet og Nordea, der som beskrevet i InsideBusiness lurer på pensionsmarkedet.
Også pensionsekspert og aktuar Søren Andersen fra FPension mener, at det danske pensionsmarked har brug for nye, nytænkende spillere.
”Det er da kun fornuftigt, hvis pengeinstitutter og andre interesserer sig for at udvikle pensionsprodukter og herunder outsourcer forsikringsdækningen. Det er jo kun ren markedsrente, så der er brug for ren kapitalforvaltning – og der er ingen risiko forbundet med det fra Saxo Banks side. Det vil være rigtig godt for markedet, hvis der kommer nye spillere til,” siger Søren Andersen med henvisning til, at Danica har købt SEB, og at AP Pension har købt Skandia.
Hos Saxo Bank har man valgt at gøre hele investeringsplatformen tilgængelig for pensionskunderne, dog med visse undtagelser; det er således ikke muligt at shorte eller købe mere end 20 procent af en enkeltaktie, når det gælder pensionsområdet.
I forvejen bliver Saxo Banks investeringsplatform en del af produkttilbuddet hos en række mindre banker: Middelfart Sparekasse, Frøs, Sparekassen Thy, Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel. Men løsningen er endnu ikke integreret med datacentralen SDC.
Også Alm. Bank har i sagens natur Saxos handelsplatform til deres kunder, men det vides ikke, om det også bliver en mulighed for Sydbank.
Billedtekst: Johannes Rovsing er nordisk direktør i Saxo Bank
Læs mere
Nordea barsler med nyt pensionsselskab i Danmark
Leverandører vil udradere pensionsbranchens it-monstre
Her er de bedst og dårligst drevne pensionsselskaber
Hvor skal aktierne hen efter præsidentvalget?
Finanstilsynet: Priser på udskældte forsikringer skal op
Pensionsbranche advarer om omgåelse af nye SUL-regler
Danske Banks møgsag skader alle banker, pensions- og forsikringsselskaber