Simcorp 2 web

Redaktørens analyse

Sensommerand eller årets største M&A-deal?

It-selskabet Simcorp har gennem flere år været udnævnt som en af børsens helt oplagte opkøbskandidater. Interesserede købere har for nylig sendt følere til flere advokathuse i København, ligesom der har været kontakt til selskabets ledelse, der nu er på jagt efter en M&A-rådgiver. Hvorvidt der rent faktisk kommer et tilbud, er stadig usikkert.

Stort set lige siden Simcorps mangeårige topchef Klaus Holse forlod hjørnekontoret for præcis et år siden, har Simcorps aktie været i frit fald.

Afløseren var ellers for længst fundet i form af Christian Kromann, der blev hentet hos det tidligere EQT-selskab Tia Technology, hvorfor Simcorp kunne gennemføre et stort set smertefrit generationsskifte.

Hvad der har været langt mere pinefuldt, er it-selskabets aktie og dens udvikling på børsen, for siden Christian Kromann overtog tøjlerne sidste år, har det tidligere så succesfulde it-selskab mistet over 40 procent af sin markedsværdi.

Naturligvis er markedet for tiden surt, og mange aktier får tæv, men det ændrer dog ikke ved, at Simcorps tal gennem længere tid ikke har været for opløftende.

Halvårsregnskabet var decideret dårligt, og adspurgt direkte lyder meldingen fra en række af landets største professionelle investorer, at man mere eller mindre har solgt alle sine aktier, fordi man ikke længere tror på casen.

Simcorp har ellers i årevis været en af de dyreste aktier herhjemme, hvilket skyldes, at den især har været bundet op på en forventning om stor vækst og det endelige gennembrud i USA. Men sidstnævnte lader vente på sig, alt imens investorerne nu har svært ved at gennemskue, hvor flotte virksomhedens vækstrater egentlig er.

Set i det lys er det ikke overraskende, at Simcorp med jævne mellemrum udpeges som en oplagt kandidat til at blive købt af børsen af enten en industriel spiller eller en kapitalfond.

I sidste uge lød meldingen fra Bloomberg, at flere købere kiggede på muligheden for at lægge et bud på selskabet, der i dag har en markedsværdi på omkring 20 milliarder kroner.

Hvorvidt et bud rent faktisk dukker op, er fortsat usikkert. InsideBusiness erfarer dog fra en række centralt placerede kilder, at flere bejlere har taget kontakt til en række af landets førende advokathuse med henblik på at vurdere, hvorvidt det er muligt at give Simcorp-investorerne et tilbud, samt hvordan sådan et eventuelt skal strikkes sammen.

Samtidig lyder det fra rådgivere tæt på it-selskabet, at man er i dialog med sin faste samarbejdspartner Kromann Reumert, og at med hjælp fra advokathuset på de indre linjer arbejder på at finde en investeringsbank, der kan rådgive Simcorps bestyrelse, såfremt et opkøbstilbud lander på bordet inden for de kommende uger.

Blandt de tilbageværende danske investorer spiller især den skarpe nordsjællandske aktieforvalter BLS Capital en nøglerolle, hvor man i løbet af sommeren udnyttede de store kursfald til at købe op i en aktie, man i mange år har været begejstret for.

Også ledelsen i Simcorp anført af topchef Christian Kromann spiller en central rolle, hvis en afnotering af it-selskabet skal lykkes. Via sit tidligere virke som direktør i Tia Technology har han indgående kendskab til at arbejde under en kapitalfond, og vurderingen er, at han og den øvrige ledelse sagtens kan se ideen i at få Simcorp tilbage på vækstsporet uden for børsmarkedets søgelys.

Forventer en høj pris

Selv om Simcorp gennem flere år har været anset for at være en oplagt opkøbskandidat, blandt andet grundet den fragmenterede investorbase og især kapitalfondes næsten ubegrænsede appetit på it-selskaber, er prisen fortsat den største barriere.

Selv om Simcorp-aktien har tabt over 40 procent det seneste år, kan langt de fleste investorer sagtens huske, at det ikke er længe siden at en aktie i virksomheden kostede næste 900 kroner. Set i det lys skal de kapitalfonde, der lurer på Simcorp være forberedt på at betale at ganske betydelig præmie i forhold til den nuværende aktiekurs.

Og da Simcorp er kendt for at være en særdeles dyr aktie, kan det simpelthen ende med at blive en for voldsom pris for en kapitalfond, der modsat eventuelle strategiske købere ikke kan høste synergier og samtidig skal ud at låne penge i et vanskeligt gældsmarked.

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness har netop de helt store M&A-deals de senere måneder været hårdt ramt af den globale usikkerhed, hvor flere banker, herunder giganter som Goldman Sachs og Barclays, har brændt fingrene på at udstede milliardlån i forventning om, at man efterfølgende kunne syndikere dem videre i markedet.

Med den voksende usikkerhed og de stigende renter har det vist sig at være vanskeligt, medmindre bankerne er klar til at æde betydelige tab, hvorfor mange af de globale banker fortsat ligger inde med gæld, der ikke er blevet placeret.

 

Læs mere

Kapitalfond klar til salg af genoprettet guldæg

Kæmpe pengetank kaster sig over kapitalfonde

Her er kapitalfondenes største guldæg

EQT jagter dansk genrejsning

Tidligere EQT-chef arbejder på stort frasalg