kim kehletjohansen

Redaktørens analyse

Sikkert kort bliver topchef i Velliv. Det sender stærkt signal til markedet

Det bliver Kim Kehlet Johansen, der bliver ny topchef for Velliv efter vækstprofilen Steen Michael Erichsen. Dermed sender bestyrelsesformand Anne Broeng flere klare signaler til egen organisation samt til konkurrenterne og myndighederne.

Det var lidt af en overraskelse, der tikkede ind på erhvervsredaktionerne klokken halv ni tirsdag morgen. Det bliver nemlig Kim Kehlet Johansen, som bliver ny topchef i det kommercielle, kundeejede pensionsselskab Velliv.

Kim Kehlet Johansen kommer fra en stilling som koncerndirektør og cro (chief risk officer) i ATP. Han har således en lang karriere i finans- og pensionsverdenen og har arbejdet med alle sider af pensionsforretning, som det fremgår af pressemeddelelsen.

Der er dog ikke tvivl om, at den aktuaruddannede Kim Kehlet Johansen ligger med den tunge ende på compliance og risikostyring.

Han startede sin karriere som aktuar og senere chefaktuar hos Codan. Han skiftede derefter til SEB Pension, som han sad i ledelsen hos frem til 2018 under Søren Lockwood, hvor han var ansvarlig for investeringer, ejendomme, aktuariat og finans. Der har også været kundevendte opgaver.

Den officielle melding fra Velliv

Bestyrelsesformand Anne Broengs kommentar til valget af ny topchef:

“Vi har været gennem en grundig proces med rigtig mange kvalificerede kandidater. Vi står nu med en uhyre stærk forretningsmæssig, faglig og personlig profil. Kim har forstået at skabe forretning og resultater i sin karriere i bl.a. SEB og senest ATP. Han er fagligt fra øverste hylde som aktuar med en livslang karriere i pensionsverdenen. Som person kan jeg sige, at han er en teamplayer, der både kan lytte og tage de nødvendige beslutninger på en måde, der skaber respekt. Vi ser i bestyrelsen frem til samarbejdet, og at vores ceo sammen med Vellivs dedikerede medarbejdere fortsætter rejsen mod at gøre Velliv til kundernes foretrukne pensionsselskab.”

Kim Kehlet Johansen siger i samme forbindelse:

“Velliv er et spændende, ægte kundeejet og kommercielt drevet pensionsselskab, som jeg ser frem til at stå i spidsen for. Især sætter jeg pris på de stærke værdier i Velliv og på ejerskabet via Velliv Foreningen, hvor overskuddet kommer tilbage til samfundet og til medlemmerne. Jeg synes, det er et perfekt match – og vil gøre mit yderste for at leve op til tilliden. Sammen med Vellivs engagerede medarbejdere ser jeg frem til fortsat at sikre tryghed og de bedste pensionsordninger for selskabets mere end 400.000 kunder. ”

Kim Kehlet Johansen tiltræder stillingen som ceo senest den 1. marts 2024.

Så købte Danica SEB, og i den forbindelse blev Kim Kehlet Johansen lidt tilovers, og han valgte derfor at skifte til ATP, hvor han i den grad har fået lov til at kæmpe for den statsejede pensionsgigants image. Han har nemlig måttet forsvare den tvivlsomme garanterede investeringsform, som satte ATP i offentlig gabestok i år på grund af enorme tab på investeringssiden. En storm, der næppe lægger sig foreløbig.

Det er nok klogt for Kim Kehlet Johansen at forlade den forretning for et sted med trods alt mere ro på, men det er værd at bemærke personsammenfaldet mellem Anne Broeng i bestyrelsen for ATP såvel som hendes formandspost i Velliv. Hun har således kunnet trække på sin viden og løbende kontakt med Kim Kehlet Johansen qua hans virke i ATP. De to kender altså hinanden. Anne Broeng stoppede i ATP’s bestyrelse i maj i år.

Men er Velliv nu også rustet til fremtiden? Det er det spørgsmål, man i branchen stiller sig selv om Velliv.

Bortset fra en trods alt begrænset kapitalstyrke, man kunne ikke udbetale kundebonus i år, ser koncernen på overfladen kommercielt stærk ud efter man fik den kundeejede ejerstruktur. Man har løbende vundet priser for god kundetilfredshed såvel som høj medarbejdertilfredshed. Nu er spørgsmålet, om Velliv skal have lige så høj vækst som tidligere, eller om man lige har brug for at puste lidt ud. Man har i hvert fald haft held til at flytte selskabet fra at være et noget upersonligt costcenter i Nordea til at være et stærkt kundeejet pensionsselskab med egen unikke profil. Den kredit skal Steen Michael Erichsen have.

Man har også under Steen Michael Erichsen haft en enorm kundevækst drevet af en stærk kommerciel profil, men samtidig har det ikke været et sted, hvor der løbende er blevet ryddet op. Det er således forventningen flere steder, at der skal en runde af besparelser til, ligesom der skal ses nøje på Vellivs resultater og compliance på syge- og ulykkesforretningen.

Det er også signifikant, at bestyrelsen i en inspektionsrapport fra Finanstilsynet før sommerferien fik massiv kritik for at prioritere netop aktuardelen for lavt.

Ordene i sig selv svider: ”Finanstilsynet fandt, at drøftelserne af aktuarfaglige emner i bestyrelsen ikke er tilstrækkelige og ikke er på et niveau, som er forventeligt for et selskab af denne størrelse og kompleksitet. Idet der samtidig er flere og på visse områder væsentlige mangler i bestyrelsens styringsdokumenter på aktuarområdet, er der en risiko for, at selskabet påtager sig risici, som ikke er overensstemmende med bestyrelsens risikoappetit,” hed det i inspektionsrapporten. Av for Søren.

Men i det lys giver valget af Kim Kehlet Johansen i høj grad mening for headhunter Folke Friis-Frederiksen fra Russell Reynolds, der stod for at finde topchefen flankeret af Peter Poulsen fra Amrop. Det har været en god proces, fordi man har haft Peter Poulsen fra Amro til at evaluere bestyrelsen sidste år. Og så har han kunnet byde ind med sin viden her, mens Folke Friis-Frederiksen har kunnet fremlægge sit overblik over de forskellige kandidater.

På InsideBusiness havde vi længe koncerndirektør Camilla Holm fra PFA som storfavorit til posten i Velliv, men set i lyset af Vellivs udfordringer såvel som eventuelt behov for at skære organisationen til, ser valget fra bestyrelsens side klogt ud. Og det er da heller ikke sikkert, at kemien mellem Camilla Holm og Anne Broeng sad i skabet.

Morten Møller får et stærkt mandat

Men der, hvor man må sige, at Kim Kehlet Johansen kan blive udfordret, er på kundesiden. Det med at møde store kommercielle virksomheder som f.eks. Novo Nordisk, Grundfos eller A.P. Møller – Mærsk i store udbudsrunder er nemlig ikke hans spidskompetence. Han har i hvert fald ikke den store erfaring med det.

Heldigvis behøver topchefen jo ikke at være god til det hele. Dermed skal den konstituerede administrerende direktør, Morten Møller, med ansvar for salg og kundeservice forvente at få et stærkt mandat til at fortsætte den rejse, som bestyrelsesformand Anne Broeng ved Steen Michael Erichsens fyring understregede skulle fortsætte.

I det lys giver valget af Kim Kehlet Johansen i høj grad mening.

 

Læs mere

Kommende topchef i Velliv står reelt over for oprydning og turnaround

P+-topchef melder klar med nyt investeringssetup. Se afkast og koncept

Guldrandet aktieafkast kører uden om de danske pensionsselskaber

Milliardslagsmål mellem skat PFA, Danica og AP Pension

Kom helt tæt på rekrutteringsprocessen til topchefposten i Velliv

Her er de pensionsselskaber, der er kommet stærkest og svagest fra land i år

Udnævnelsen af PensionDanmark-direktør vækker undren

Pas på fyresedlen, topchef. Din private adfærd fylder langt mere end tidligere

Se kandidatfeltet til ny topchef i Velliv. Bestyrelsen har bare et stort problem

Spænd bæltet til hård konkurrence på pensionsmarkedet og betydelige forandringer 

Se de dyreste og billigste pensionshuse målt på administrationsomkostninger

Svær rekruttering venter headhunter på jagt efter Torben Mögers afløser

Velliv indgår aftale med det hurtigvoksende mæglerhus APC

Danica er topscorer i armlægning om SUL-forsikringer