;
teater efterår

Lifestyle

Det skal du se i teatret til efteråret

Efteråret giver mulighed for en række spændende oplevelser på de skrå brædder, skriver InsideBusiness' teateranmelder, Maja Holtze.

Efter en lang og våd såkaldt sommer, hvor teatermiljøet har bevæget sig udendørs på gadefestivaler, er det tid til at vende snuden tilbage mod de skrå brædder, som er godt beskyttet af fire solide vægge og et loft med træk og scenelamper i. Vi vender blikket mod efterårets sæsonprogram for scenekunst.

Selv om komforten varierer efter teatrenes størrelse og budget og byder på alt fra hårde klapsæder til velourbeklædte biografstole, skal vi til at sætte telefonen på flytilstand, læne os godt tilbage og lade os opsluge af det alternative tid og rum, der bliver skabt foran os. Live. Af ægte mennesker både på og bag scenen, der overgiver sig til roller og replikker aften efter aften.

Her kommer Inside Business’ guide til efterårets teatersæson:

SKAM

Vi starter i den helt poppede afdeling til dramatiseringen af den norske tv-serie ’Skam’, der for nylig gik rent ind hos samtlige aldersgrupper i hele Skandinavien.

Forestillingen vises på Aveny-T, der er kendt for at hente inspiration og referencer i populærkulturen. Kvaliteten er svingende, men man forlader altid teatret på Frederiksberg Allé med fornyet energi og en krop pumpet fuld af gedigne rytmer. Om end det nogle gange er af bar forargelse over, hvad man netop har været vidne til af leflen for et letkøbt publikum. Om teaterforestillingen ’Skam’ kan tage publikum med samme storm som tv-serien, tvivler jeg på. Men jeg er alligevel for nysgerrig efter at se deres bearbejdning til at holde mig væk.

‘Skam’

Aveny-T

15. september – 28. oktober 2017

Link

SCENER FRA ET ÆGTESKAB

Ingen sæson uden minimum ét indslag fra Det Kongelige Teater. Et teater, der som de fleste er ramt af nedskæringer og deraf innovative salgsstrategier med den følge, at man bliver spammet løs på alle fronter om kommende premierer i indbakken, på Facebook og i bybilledet.

Ingmar Bergmans moderne klassiker ’Scener fra et ægteskab’ er et af dem. Her har Thomas Bendixen sat sig i instruktørsædet og skal omdanne endnu en populær tv-serie af samme navn anno 1973 til et værk, der udspiller sig på scenen.

Da ’Scener fra et ægteskab’ fik tv-præmiere, lå gaderne efter sigende øde grundet dets popularitet. Utallige par søgte familierådgivning, og den danske og svenske skilsmisseprocent steg i kølvandet på de rammende fortællinger, Bergman portrætterede.

Forestillingen handler om parret Johan og Marianne, der på overfladen lever i et lykkeligt ægteskab, men hvor problemerne ulmer, hvor de ikke kan ses. Deres higen efter ægte kærlighed fører til en skilsmisse, der i Det Kongelige Teaters moderne version er foranlediget af, at Marianne forlader Johan for en yngre model. Der er lagt an til en borgerlig tragikomedie, der nok skal sætte gang i diskussionerne. Selvfølgelig bag lukkede døre.

’Scener fra et ægteskab’

Skuespilhuset, Store Scene

31. august 2017 – 14. februar 2018

Link

 

EDDA

Det kan umuligt være gået nogens næse forbi, at Århus er kulturhovedstad 2017. I den anledning giver Aarhus Teater et stort internationalt bidrag til kulturbyåret, nemlig en forestilling i verdensklasse.

Det er den berømte instruktør Robert Wilson, der står bag den visuelle og musikalske forestilling ’EDDA’. Dramatikken er skabt af den prisvindende norske forfatter Jon Fosse, der har gendigtet Edda-digtene fra den nordiske mytologi.

Historien kredser om Odin, som er blevet ældre og dermed mere menneskelig og sårbar. Han skal lede guderne i en afgørende kamp mod de gigantiske jætter. Det gør han til musik skabt af CocoRosie – en amerikansk indierock/psych-folkduo. Med andre ord er ’EDDA’ en forestilling der spiller på alle tangenter. I ægte Wilson-stil bliver det visuelt overvældende og eksperimenterende, hvor lyd, lys og musik tænkes i store billeder, der tilsammen skaber en totaloplevelse for det måbende publikum. Bestemt en oplevelse, der er værd at besøge Århus for!

’EDDA’

Aarhus Teater, Store Scene

14. – 20. oktober 2017

Link

 

MORPH

Kristján Ingimarsson har siden succesforestillingen ’BLAM!’, der blev honoreret med en Reumert i 2012, været på alles læber som Danmarks førende instruktør inden for fysisk teater.

Senest er den anmelderroste forestilling ’Airport’ blevet vist på Republique Teater, og i denne sæson har samme teater et gæstespil af Kristján Ingimarsson Company i coproduktion med Aarhus Teater på programmet: ’Morph’.

Her vendes betegnelsen ’normal’ på hovedet, når bevægelse, kroppe og ting smelter sammen i nye logikker. Har forestillingen bare en lille smule afsæt i den ingimarssonske stil, kan man forvente store armbevægelser, kreativ brug af scenerum og rekvisitter og en relativ ligetil tilgang til emnet. Her er der direkte fysisk respons på nogle af de ting, vi går og oparbejder vaner og systemer for. Menneskelighed bliver sat på spidsen i det fysiske teater.

’Morph’

Republique, Lille Scene

16. – 25. november 2017

Link

 

ENETIME

Teatret ved Sorte Hest bidrager med sæsonens absurde indslag – hvem ellers, egentlig? For det fine, intime teater på Vesterbrogade har sæson efter sæson kunnet tilfredsstille københavnernes behov for et alternativ livssyn. Måske endda så alternativt, at det ofte er fuldstændig uforståeligt.

I forestillingen ’Enetime’ har man taget fat i Eugene Ionescos ’Drame comique’, der havde urpremiere i Paris tilbage i 1951. Her er vi vidner til en tilsyneladende harmløs undervisningstime, som udvikler sig til vanvid mellem læreren og en ivrig elev. Det er teaterchefen Maria W. Vinterberg, der er instruktør på forestillingen med skuespillere Mads Wille, Rosalinde Mynster og Sarah Boberg på scenen.

’Enetime’ er en forestilling for sprognørden, der kan se humor i det brutale og absurde teater.

’Enetime’

Teatret ved Sorte Hest

20. oktober – 2. december 2017

Link

 

PLATT-FORM – en smule i overkanten

Følger man teateranbefalingerne fra punkt til prikke, vil Platt-forms musikalske satireshow binde en smuk (jule)sløjfe på rejsen efter scenekunstneriske oplevelser, der overrasker, inspirerer og underholder. Fra en (forventet!) omgang poppet ’Skam’ til en lårklaskende humor-oplevelse i ’PLATT-FORM – en smule i overkanten’.

I hvert fald hvis sidstnævnte lever op til deres ry, der i 2014 sikrede den debuterende gruppe en reumertnominering som årets musikteater/show.

PLATT-FORM-trioen består af skuespillerne Jakob Fauerby, Laus Høybye og Mille Lehfeldt, der både kan spille teater, skrive sange, fremføre pågældende sange og producere samfundssatiriske jokes. Det gør de så overbevisende, at de længe var P1’s radiosatiriske indslag på hverdagsmorgener. Til stor ærgrelse for lytterne, fik jobbet for nylig en ende. Det er så til gengæld til stor glæde for teaterpublikummet, som til vinter kan nyde et velkomponeret humorshow, der vrider tidens tendenser med sang, musik og kærlighed til hinanden og vores små fejl og mangler.

 

’PLATT-FORM – en smule i overkanten’

Edison, Betty Nansen Teatret

11. november – 9. december 2017

Link