Nykredit PM web

Inside story

Nykredit koster langt mindre end konkurrenterne

Nykredits ejer valgte i går at sælge ud af sine aktier i koncernen til en pris, der umiddelbart synes lav. I forbindelse med salget af aktier til en stribe investorer med PFA i spidsen bliver Nykredit værdisat en hel del lavere end det, konkurrenterne handles til. Samtidig erfarer InsideBusiness, at koncernens børsbanker havde lagt op til en pris, der var langt højere.

Den længe ventede børsnotering af Nykredit er efter flere års ballade nu endegyldigt lagt i graven. Koncernens ejer, Forenet Kredit, valgte således med opbakning fra både Nykredits bestyrelse og topledelse at skrotte en længe ventet notering til fordel for et salg af en aktiepost til en gruppe af danske pensionskasser med PFA i spidsen. Nu venter kun formaliteter.

Prisen lyder på 11,6 milliarder kroner for præcis 16,9 procent af aktierne i landets største realkreditselskab.

Det svarer til, at Nykredit i forbindelse med handlen er blevet værdisat til i alt 69 milliarder kroner.

En ganske pæn pris, set i forhold til hvilke udfordringer der for blot få år siden tyngede den enorme finanskoncern med hovedsæde på Kalvebod Brygge. Prisen, som PFA og de andre pensionskasser betaler for Nykredit, svarer ifølge en analyse fra SEB’s erfarne bankanalytiker Per Grønborg til, at de nye investorer har betalt 0,92 gange indre værdi for at blive medejere af realkreditkæmpen, der i den grad har været hængt ud på landets avisforsider gennem de senere år for at hæve priserne på de forhadte bidragssatser og dermed stramme skruen om de private boligejere.

Nykredit-ejeren Forenet Kredit er ikke overraskende stærkt tilfreds med handlen og mener, at man har fået den bedst mulige pris for sine aktier, men InsideBusiness erfarer, at der i forbindelse med det omfattende forarbejde forud for koncernens skrinlagte børsnotering var nogle helt andre værdier i spil.

Både Danske Bank, JP Morgan og Morgan Stanley havde således ifølge InsideBusiness’ oplysninger alle argumenteret kraftigt for, at Nykredit og topchef Michael Rasmussen med rette kunne forvente at lande på børsen med en markedsværdi på op imod 75 milliarder kroner, hvilket svarer til koncernens bogførte egenkapital.

Flere af rådgiverne var sågar overbeviste om, at Nykredit kunne blive værdisat højere end koncernens bogførte egenkapital, der på daværende tidspunkt var på godt 72 milliarder kroner og ved seneste kvartalsregnskab var godt 75.

Dermed er Nykredits ejere med Forenet Kredit i spidsen i værste fald gået glip af op imod 800 millioner kroner ved at skrotte koncernens omdiskuterede børsnotering. Hertil kommer den urealiserede gevinst, som foreningen ville få på baggrund af sine resterende aktier i koncernen.

Om det er modstanden fra baglandet eller hovedaktionærens modstand mod at sælge flere aktier end højst nødvendigt, der nu har fået Nykredit til at invitere pensionskasserne ind i varmen, er indtil videre uvist. En vigtig faktor er dog, at Nykredit takket være fremgangen de senere år har styrket sin finansielle position betydeligt. Derfor har man fra foreningens side ikke haft hverken samme interesse eller behov for at sælge aktier, som det oprindelig var tilfældet.

Konkurrenter handles til højere pris

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness har diskussionerne mellem foreningen og emissionsbankerne pågået gennem de sidste par måneder, og nu tager Nykredit-aktionæren altså konsekvensen af, at man i virkeligheden slet ikke ønskede at sælge nær så mange aktier, som en offentlig notering ville kræve.

Spørgsmålet er nu, om det ønske kombineret med den megen virak, der allerede har været om koncernens børsplaner, har fået Nykredit-ejeren til at acceptere en lavere pris.

Et hurtigt kig på flere af koncernens konkurrenter gør ikke meget for at mindske den undren, der er opstået flere steder i den finansielle sektor i kølvandet på Nykredits ægteskab med de fem pensionskasser.

En pris på 0,92 gange indre værdi er nemlig betydelig lavere end det, rivalerne i Jyske Bank handles til, ligesom det er et godt stykke under den pris, som investorerne betaler for Danske Banks aktier i øjeblikket.

Det til trods for at Nykredit efter flere års modgang nu faktisk forrenter sin egenkapital akkurat lige så godt som Danske Bank og betydelig bedre, end konkurrenten Anders Dam formår.

Hos Industriens Fond, der er en af Nykredits minoritetsaktionærer, var formand Sten Scheibye tirsdag morgen ude med en noget mystisk melding om, at man havde foretrukket en børsnotering frem for et direkte salg. Den lille Nykredit-aktionær havde dog valgt at følge trop med foreningen, men bag den forhenværende Coloplast-direktørs udmelding gemmer der sig et klart signal om, at man hos mindretalsaktionæren er af den opfattelse, at man med en børsintroduktion ville have fået mere for sine aktier.

“Jeg vil ikke spekulere i, hvad prisen kunne være blevet. Jeg vil blot nøjes med at konstatere, at vi mener, det havde været en fordel, hvis Nykredit var kommet på børsen, så aktien var blevet likvid, og vi havde fået en reel markedspris for vores aktier,” siger Sten Scheibye.

Voldsom skuffelse i Danske Bank

Den umiddelbart noget lave pris, som PFA og de øvrige pensionskasser nu betaler for at købe sig ind i Nykredit, må give anledning til en del grå hår hos de banker, der var udset til at styre koncernen på børsen.

Især over for Danske Bank har realkreditkæmpen et regulært forklaringsproblem. For landets største bank har på intet tidspunkt haft en fornemmelse af, at Nykredit på sidelinjen arbejdede på et alternativ til børsnoteringen. Banken har således lagt hundredvis af timer i arbejdet med at vinde den helt centrale opgave med at børsnotere Nykredit. Men det er ikke kun Danske Banks virksomhedskøbmænd, der må sidde tomhændede tilbage.

Også topchef Thomas Borgen kan med rette føle sig noget snydt på målstregen af en af bankens vigtigste samarbejdspartnere, og det gode spørgsmål er nu, hvordan hele miseren påvirker de to giganters samarbejde fremover. På et pressemøde understregede Michael Rasmussen direkte adspurgt, at samarbejdet ville være uændret, fordi der er stor professionalisme hos Danske Banks folk.

Det skal dog tilføjes, at den nye investorkreds ikke vil have samme likviditet i deres investering, som hvis Nykredit var blevet børsnoteret. Det kan være med til at berettige en lidt lavere pris.

 

LÆS MERE

Nykredit-top bakker op om salg til pensionskasser – børsnotering falder til jorden

Højspændt nervekrig om Nykredit-notering

Nykredit skyder børsnotering i gang

Nykredit-notering bliver afgørende sværdslag for Danske og Nordea 

Børstørke og medarbejderflugt tvinger Nordeas købmænd i offensiven