better collective web2

Inside story

Spilsucces fravælger børsen i Danmark

Det danske spilfirma Better Collective, der har oplevet voldsom vækst de senere år, satser på en børsnotering i Sverige med hjælp fra Nordea og SEB.

Det danske spilfirma Better Collective, der tilbyder spiltips og andre services til onlinegamblere, har oplevet massiv vækst de senere år, hvilket ejerkredsen nu vil kapitalisere på. Derfor skal selskabet noteres på børsen i Stockholm med hjælp fra Nordea og investeringsbanken SEB.

Virksomheden, der primært tjener penge på annoncer og ved at levere trafik til de store globale spiludbydere, tjente sidste år omkring 50 millioner kroner på bundlinjen.

Direktør og medstifter af Better Collective Jesper Søgaard bekræfter over for InsideBusiness, at man har hyret Nordea og SEB som finansielle rådgivere med henblik på at undersøge spilvirksomhedens muligheder.

Det omfatter blandt andet en notering på børsen i Sverige, der ifølge Jesper Søgaard er en oplagt platform for selskabet.

”Meget tyder på, at det vil være mest oplagt for os at blive noteret i Sverige. Vi har vores finansielle rådgivere på plads, og børsen i Stockholm giver mest mening for os, da der både er en direkte konkurrent noteret her, ligesom hele onlinespilbranchen er bedre repræsenteret her,” siger Jesper Søgaard.

Han understreger, at beslutningen om at vælge børsen i Stockholm skærer en smule i hjertet.

”Vi er danske helt ind i vores dna, så en notering herhjemme ville føles helt rigtig. Men vi er nødt til at tænke på, hvad der er bedst for virksomheden,” siger han.

Better Collectives fravalg af børsen herhjemme kommer efter en periode, hvor den danske afdeling af OMX har nydt godt af udsigten til betydelig flere børsnoteringer. Både biotekselskabet Orphazyme og køkkenproducenten TCM Group er således på vej på børsen, ligesom it-selskabet Netcompany netop nu er ved at udpege rådgivere til selskabets forestående notering.

 

LÆS MERE

Derfor gik milliardhandel i vasken

It-komet skyder gang i børsnotering – banker i hård kamp om eftertragtet mandat 

Nordea fyrer dansk chef for prestigeafdeling

Biotekselskab skal bryde dansk børstørke

Børsklar it-komet overhaler groggy rival indenom