Trods inflation, store digitale transformationer, medarbejdermangel og geopolitisk uro er revisionshuset Martinsen kommet ud af 2023 med en stabil fremgang på flere parametre.
Man har formået at øge omsætningen, blandt andet takket være et benhårdt fokus på det smv-segment, som mange af de helt store spillere har vendt ryggen.
Og netop det segment vil ifølge revisionshuset spille en nøglerolle i den kommende tid, hvor man blandt andet via opkøb vil styrke indsatsen over for den store underskov af mindre og mellemstore virksomheder i Danmark.
Ifølge regnskabet øgede revisionshuset sin omsætning med 10 procent og landede på 253 millioner kroner mod 230,5 millioner kroner året før. Samtidig blev egenkapitalen løftet til 55 millioner kroner mod 49 millioner kroner i 2022.
På bundlinjen landede resultatet på knap 5 millioner kroner, stort set det samme som året før, men direktør i Martinsen René Klein Engborg Sørensen hæfter sig især ved, at man selv i et udfordrende år har været i stand til at indfri sine vækstambitioner.
”Det er faktisk gået lige, som vi forventede. Vi regnede med omkring 7-10 procent i omsætningsfremgang, primært i organisk vækst, fordi vi kan mærke, at de store revisionshuse ikke fokuserer så meget på smv-segmentet, hvor størstedelen af vores kunder efterhånden kommer fra. Så det gik præcis, som vi ønskede,” siger han.
Fremgangen er i høj grad også båret af et større fokus på lederudvikling og på at skabe en attraktiv arbejdsplads i huset, hvor medarbejderne har lyst til at være der i længere tid. Skaber man en god arbejdskultur, skaber man også gode resultater for kunderne, mener René Klein Emborg Sørensen.
Selv om Martinsen kommer til at holde fast i dette fokus for resten af 2024, kan det dog være sværere end som så.
“For os handler det om at respektere, at det er et vilkår, at vi har svært ved at rekruttere, og at vi ikke har medarbejdere nok til at servicere kundernes behov. Når vores medarbejdere forlader os, oplever vi, at 9 af 10 forlader branchen helt. Vi er en uddannelsesbranche, så vi er hele tiden opmærksomme på at prøve at holde på medarbejderne,” siger René Klein Engborg Sørensen.
I gang med opkøbsjagt
Som en del af vækststrategien har Martinsen hentet folk fra både konsulentbranchen og fra andre brancher for at få de rette kompetencer om bord.
I februar i år købte Martinsen en majoritetsandel af konsulentvirksomheden SustainBusiness, der – som navnet antyder – yder vejledning og rådgivning inden for rapportering af bæredygtighed og ESG.
Købet skal sikre, at Martinsens kunder får nemmere adgang til revision og rådgivning inden for bæredygtighed og ESG-rapportering, som de oplever en stigende efterspørgsel på fra især mange smv’er. Dermed følger Martinsen strømmen af revisionsvirksomheder, der opruster på området.
Som så mange andre store og mellemstore konsulenthuse i branchen kommer Martinsen også til at styrke sine ydelser inden for AI og teknologi.
“Vi kan se, at det fylder meget, og der er mange gevinster for os at hente, hvis vi kan gøre det smart. Derfor har vi været ude at lave partnerskaber, der har de kompetencer, hvilket betyder, at vi har kunnet sætte tryk på udviklingen af de områder, siger René Klein Engborg Sørensen om planerne.
Ifølge regnskabet kommer Martinsen også til at styrke sin position på markedet og fortsat være konkurrencedygtig ”via opkøb og fusion med andre virksomheder i revisionsbranchen”.
Allerede nu kan René Klein Engborg Sørensen afsløre, at Martinsen er i gang med at undersøge, om der kan komme flere ind i folden, og at der foregår en dialog med ”flere mindre revisionshuse, som måske kan blive til noget på et tidspunkt”.
Faktisk har selskabet landet en aftale med det lille Lyngby-baserede revisionshus Egon Pedersen Revision, der er flyttet ind i Martinsens lokaler i København, og selskabet kigger også mod Midtjylland, siger direktøren.
Så I er faktisk allerede i gang med en målrettet fusions- og opkøbsjagt på specifikke virksomheder i branchen?
“Ja, det er vi. Vi er interesserede i opkøb og fusioner, når det giver gensidig værdi,” siger René Klein Engborg Sørensen og tilføjer:
“Vi har en strategi om fortsat at være Martinsen med fokus. Opkøbsmuligheder og flere partnerskaber vil fortsat være en vigtig del af den strategi.”
Vil være endnu større
Samtidig løfter direktøren sløret for det storstilede mål for Martinsen på længere sigt:
“Vi skal være det syvendestørste revisionshus i Danmark. Det er helt klart vores ambition,” siger René Klein Engborg Sørensen med henvisning til, at Martinsen stadig bliver overhalet af huse som BDO, Beierholm og Grant Thornton.
For at komme derhen kræver det, at selskabet løbende gør sig selv mere attraktiv over for potentielle medarbejdere og virksomheder, så de har lyst til at være en del af Martinsen – enten via partnerskaber eller deciderede fusioner.
“Værditilbuddet, som andre rådgivnings- og revisionshuse køber ind i, er vores processer, kompetencer og arbejdsgange af høj kvalitet. Det er vi godt i gang med, og det skal vi fortsætte med via blandt andet flere fusioner og opkøb, så vi i fællesskab kan skabe værdi,” siger René Klein Emborg Sørensen.
Det skal dog hele tiden ske med øje for at få flere medarbejdere ind i folden, så efterspørgslen efter såvel de klassiske revisionsopgaver som rådgivning inden for bæredygtigheds- og teknologirapportering kan mødes.
På den baggrund forventer René Klein Engborg Sørensen for resten af 2024, at omsætningen vil opleve en vækst i omsætningen på 7-10 procent og et resultat lig sidste år.
Læs mere
Rådgivere opruster på AI og teknologi. Men medarbejderne mangler
Revisionskæmpe opruster på kerneområder af forretningen
Kendt konsulentprofil stifter nyt selskab: Vil ’skabe en bevægelse’ i branchen
Minister vil åbne revisorers nye kæmpemarked for andre spillere
Guldrandet marked åbner sig for rådgivere. Men for erhvervslivet står problemerne i kø
Ny topchef i KPMG går på jagt efter markedsandele. Men det bliver uden opkøb
Revisionskæmper på opkøbsjagt. Her er de næste mulige opkøbsemner