Mens den økonomiske uro har lagt en markant dæmper på markedet for køb og salg af virksomheder, fortsætter stærke kapitalkræfter med at købe op blandt flere af Danmarks største kapitalforvaltere og investeringsrådgivere.
I december kom det frem, at både den store tyske kapitalforvalter Patrizia og den franske storbank BNP Paribas har gjort deres entré på det danske marked.
Tyske Patrizias vej ind på det danske marked sker gennem opkøbet af managementselskabet bag investeringsselskabet Advantage Investments Partners (AIP).
Advantage Investment Partners blev stiftet i 2018 af en række tidligere topfolk i pensionskassens PKA’s investeringsarm, PKA AIP. Managing partner er Anders Dalhoff, der gennem flere år var chef for pensionskassens investeringsafdeling, mens ejendomsinvestoren Lars Thylander tidligt kom om bord som investor.
AIP har i dag godt 15 milliarder kroner under forvaltning, som man investerer i både infrastruktur og kapitalfonde via såkaldte feederfonde. Her får investorerne mulighed for at blive medinvestorer i især udenlandske fonde, som de normalt aldrig selv ville være i stand til at komme i nærheden af.
For tyske Patrizia er opkøbet af managementselskabet bag Advantage først og fremmest en måde, hvorpå den tyske forvalter kan øge antallet af produkter på hylden til sine kunder, der primært består af institutionelle investorer, frem for et decideret sats på det danske marked, skriver Patrizia i en kommentar.
I den franske storbank BNP Paribas’ tilfælde sker vejen ind på det danske finansmarked via et opkøb af aktiemajoriteten i selskabet International Woodland Company (IWC), som i 30 år har formidlet investeringer i skovdrift og landbrug.
Overtagelsen er en del af BNP Paribas Asset Managements ekspansion inden for bæredygtige investeringstilbud, samtidig med at man øger sin tilstedeværelse i Norden.
BNP Paribas ønsker ikke at kommentere opkøbet af 50 procent af IWC med henvisning til, at selskabet er i silent forud for sit årsregnskab for 2022, som offentliggøres i begyndelsen af februar.
Ifølge InsideBusiness’ oplysninger er storbanken dog ikke afvisende over for yderligere opkøb i Danmark som led i bankens bestræbelser på at vokse yderligere på det danske marked.
Vil udnytte storbanks distributionskræfter
IWC har i over 30 år rådgivet institutionelle investorer og store private pengetanke om investeringer i skovbrug, landbrug og serviceydelser til økosystemer, inklusive CO2-kreditter og bæredygtige projekter.
Ifølge IWC håndterer man investeringsmandater for samlet godt 37,5 milliarder kroner. Indtil nu har selskabet selv stået for distributionen af investeringerne, men når BNP Paribas efter planen indtræder i ejerkredsen senere på året, når handlen er blevet godkendt af Finanstilsynet, får IWC fremover mulighed for at trække på storbankens ressourcer.
”Vi har tidligere selv haft distribution. Nu kan vi lave en aftale med deres netværk. Det giver os langt større output, og vi kommer tættere på de potentielle kunder,” siger administrerende direktør og medejer Otto Reventlow, der stiftede IWC i 1991.
Otto Reventlow fortæller, at BNP Paribas’ investering sker ud fra en strategisk beslutning om at opbygge større viden om investeringer i skov og landbrug.
”BNP har et ønske om at få viden om natural capital – altså skov og landbrug. Det er et investeringsområde, de ønsker at rette fokus på,” siger han.
”Fra vores side er det en stor organisation, vi bliver en del af. De har nogle helt andre muligheder for at lave distribution, end vi har. Vi kan styrke kvaliteten af vores produkter, fordi vi får et samarbejde med nogle, der er stærke på bæredygtighed og ESG. Det samme gælder på makrosiden, hvor de har et stærkt team,” tilføjer han.
I ejerkredsen bag IWC finder man også det kundeejede forsikringsselskab LB Forsikring.
Forsikringsselskabet ønsker dog ikke at kommentere salget af aktiemajoriteten i IWC til BNP Paribas, eller om LB Forsikring fortsat vil investere i selskabets fonde.
Som InsideBusiness har beskrevet, har afkastene i IWC nemlig tidligere været yderst sparsomme. Otto Reventlow ønsker ikke at oplyse afkastet for 2022, men fortæller, at IWC’s afkast har været positivt i sammenligning med aktie- og obligationsmarkedet, der har givet store tab.
”Skov er specielt, fordi det er positivt korreleret med inflationen. Vi får typisk gode afkast, når der er inflation, fordi råvarer tit stiger i det scenario. Og så passer træ godt i klimadagsordenen, da det som materiale lagrer CO2 modsat de fleste alternative materialer, der har et negativt klimaregnskab,” siger han.
Rig jysk familie har købt sig ind i forvalter
Et andet sted, hvor der har været udskiftning i ejerkredsen, er hos forvalteren Accunia.
Accunia specialiserer sig primært i de såkaldte CLO’er, der baserer sig på gæld til virksomheder ejet af kapitalfonde.
Forvalteren har i mange år leveret stabile afkast til investorerne og solide overskud til ejerne. Inden for de seneste år har Accunia dog også flere gange været under pres.
Første gang var i begyndelsen af coronakrisen, hvor det stærkt illikvide CLO-marked viste sig at være giftigt i en tid, hvor langt de fleste investorer pludselig var pisket til at fokusere på likviditet. Det fik Finanstilsynet til at kræve, at Accunia styrkede sit økonomiske fundament, så man i højere grad stod rustet til at tackle fremtidige udsving i de risikobetonede CLO’er.
Hvorvidt det er årsagen til en række ændringer i ejerkredsen i slutningen af 2021, er uvist.
Ejerkredsen bag Accunia har i mange år været udgjort af blandt andre industriklenodiet Hempel samt Netcompany-milliardæren Carsten Gomard. Men i slutningen af 2021 indtrådte den jyske Droob-familie i ejerkredsen med en ejerandel på 10 procent af Accunia.
Den esbjergensiske Droob-familie står bag investeringsselskabet KD Selskaberne, der bl.a. ejer fastfoodkæden Sunset Boulevard, møbelhuset Ingvard Christensen og Dansk Boliginvest, og er god for næsten en milliard kroner.
Direktør i KD Selskaberne Anders Droob skriver i en mail, at man ikke ønsker at kommentere sin investering i Accunia. På sin hjemmeside skriver KD Selskaberne, at man foruden ejerposten på 10 procent i Accunia også er kunde hos forvalteren.
Konsolideringsbølge er i gang
De to opkøb er blot de seneste eksempler på en markant konsolideringsbølge, der er skyllet ind over de danske investeringsrådgivere og kapitalforvaltere over de senere år.
På opkøbssiden finder man flere kapitalfonde, der ellers ikke har haft formuepleje og kapitalforvaltning som traditionelle jagtmarkeder.
Men flere store kapitalfonde såsom FSN Capital og Nordic Capital har inden for de seneste år købt flittigt op. I FSN’s tilfælde købte man for år tilbage 45 procent af Obton-koncernen, der udvikler og forvalter alternative investeringer, mens Nordic Capital i dag ejer den svenske finansvirksomhed Max Matthiessen, der blandt andet beskæftiger sig med kapitalforvaltning.
Dertil kommer, at landets største bankuafhængige kapitalforvaltere, Formuepleje, tidligere er blevet opkøbt af familiekontoret bag Lars Larsen-koncernen, mens den kæmpemæssige infrastrukturfond Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) for få år siden indlemmede Vestas i ejerkredsen i en handel, hvor vindgiganten købte 20 procent af managementselskabet bag CIP.
Læs mere
Mismatch i stort ejendomsselskab med kapitalforvalter og PFA i ryggen
Succesrig forvalter trækker sig fra milliardhandel
Forvaltere brænder fingrene på lån til virksomheder
Velhaverbank kaprer tunge kunder fra stor kapitalforvalter
Problemerne tårner sig op for Danmarks største kapitalforvalter
Blodrøde tal rammer flere af landets største kapitalforvaltere
Kapitalforvalter klar med ny alternativ fond til privatinvestorer
Kapitalforvaltere blev forgyldt i 2021. Nu er billedet vendt på hovedet
Jysk-familie strammer krav til aktionærerne i Formuepleje
Lukrative forretningsmodeller forgylder forvaltere forud for skæbnetime