Ørsted web1

Redaktørens analyse

Staten har spillet fallit som ejer af Ørsted

De enorme tab i Ørsted sammenholdt med en ualmindelig klodset jagt efter en ny bestyrelsesformand understreger, at den danske stat ikke burde eje aktier i en stor børsnoteret virksomhed.

Det er især i modgang, at en kompetent direktør, en kyndig bestyrelse og ikke mindst en stærk ejer skal vise sit værd.

De med god hukommelse vil måske erindre, at netop statens rolle som ejer af det daværende Dong fik en hård medfart, senest koncernen var havnet i voldsomt uføre for lidt over 10 år siden.

Dengang fik Finansministeriet og staten hård kritik for at have fulgt alt for sparsomt med i tingene, og først da man var kommet for langt ud ad et sidespor, blev der reageret fra politisk hold.

Det gode spørgsmål er naturligvis, hvad man så har lært af det.

Umiddelbart ikke det store, tyder det desværre på.

For nu er Ørsted atter en gang havnet i store økonomiske problemer grundet milliardnedskrivninger og generel modvind på det tidligere så lukrative marked for havvind.

Selskabet er ganske vist børsnoteret, men den danske stat sidder fortsat på lidt over halvdelen af samtlige aktier og har dermed de facto fortsat stadig kontrollen med koncernen. Desværre, fristes man til at sige.

Da tingene gik som smurt i begyndelsen af 2021, havde Finansministeriets aktiepost i Ørsted ganske vist en astronomisk værdi på næsten 300 milliarder kroner.

Det kan man få mange skoler, hospitaler og børnehaver for.

Siden da er meget imidlertid gået galt, og Ørsteds aktiekurs er tordnet nedad, i takt med at udfordringerne har hobet sig op for selskabet og topchef Mads Nipper.

Den danske stat har i hele den tid været mere eller mindre passiv. Direkte adspurgt om situationen har de politikere, der burde sidde helt tæt på, ofte virket direkte uoplyste om situationen.

Der er sandsynligvis ikke stemmer i det, men det skriger til himlen, at man fra både Folketinget og Finansministeriet ikke følger lidt bedre med i en massiv, noteret investering, der praktisk talt står for stort set al værdien af de virksomheder, staten ejer aktier i.

Klodset proces

I går kom det så frem, at Ørsted skal have ny formand. Det bliver såmænd den mangeårige næstformand, tidligere finansdirektør i Coloplast Lene Skole, der i dag indtager hjørnekontoret hos Lundbeckfonden.

Hun var ikke førstevalg, og gennem flere måneder har Ørsted og ministeriet med hjælp fra Egon Zehnder forgæves jagtet en ny formand. Det er slået fejl i en sådan grad, at da Thomas Thune Andersen efter 10 år meddelte sin afsked, stod man uden en ny kandidat på hånden.

Nu, godt to uger efter, forfremmer man så Lene Skole, der tydeligvis ikke har været førstevalget. Et uskønt forløb og decideret uværdigt for Ørsteds nye formand, da alle de professionelle investorer, hun nu skal stå ansigt til ansigt med, udmærket kan læse mellem linjerne.

En spøjs udvikling, der med rette får mange til at spørge sig selv, hvorfor staten som ejer for nogle år siden gik med til at trodse alle anbefalinger om god corporate governance og lod Ørsteds afgående topchef Henrik Poulsen blive en del af selvsamme bestyrelse. Vel at mærke efter at han havde haft nogle måneder uden for rampelyset, så han kunne få solgt størstedelen af sine aktier i selskabet.

Var det tiltænkt, at den tidligere TDC-mand på sigt skulle være formand? Eller hvad var ideen egentlig bag det træk, der i dag synes meget mystisk, især set i lyset af at Ørsted åbenlyst har stået med en kæmpe udfordring med et formandskab, der reelt har aftjent sin værnepligt, uden at man fra ejerens side har formået at løse det i tide.

Søgt argument

Det klodsede generationsskifte i Ørsted-bestyrelsen sammenholdt med det tab på over 20 milliarder kroner, som topchef Mads Nipper for nylig kunne præsentere, får et spørgsmål til at presse sig på: Hvorfor ejer staten overhovedet aktier i Ørsted?

Oprindelig var kongstanken fra politisk hold, at man som hovedaktionær i det daværende Dong havde kontrol over den danske forsyningssikkerhed.

Men alt, hvad der bare minder om kritisk infrastruktur, er i dag frasolgt. Ørsted er i stedet i dag en udvikler af primært havvindmølleparker, der genererer strøm til tusindvis af husstande. Ikke ret mange af dem ligger i Danmark, og især England, men også i stigende grad USA og Taiwan, er områder, hvor koncernen på det seneste har satset voldsomt.

Der er dermed ikke ret meget, hvis overhovedet noget, der i dag taler for, at Ørsted er kritisk dansk infrastruktur. Fra politisk hold har argumentationen for ejerskabet af selskabet da også løbende ændret karakter. Fra oprindelig at tordne løs om dansk forsyningssikkerhed har mange politikere med tiden erstattet det argument med en vending om, at man jo får et godt afkast på sine aktier.

Det er dog ikke tilfældet længere, og nu famler man i stedet efter en påstand om, at den danske stat som medejer af Ørsted er med til at fremme den grønne omstilling.

Et noget søgt argument, set i lyset af at det jo i realiteten er de tidligere så forhadte finanshajer i Goldman Sachs, der om nogen kan tage ansvaret for, at man blandt andet fik solgt ud af aktiverne herunder olieforretningen, for dermed at kunne satse helhjertet på vind.

Statens aktier i Ørsted bliver uden tvivl ikke solgt lige foreløbig. Men derfor må man som skatteborger i det mindste kræve af de folkevalgte, at de følger en smule med i, hvordan det går for statskassens suverænt største investering.

 

Læs mere

Kaotisk formandsjagt i Ørsted

Her er de mest pressede topchefer i 2024

Efter oprustning: Headhunter rammer rekordomsætning

Voldsom tilbagegang hos groggy headhunter

Chokskifte ryster landets headhuntere. Hvem følger med?

Tidligere Danske Bank-chef forlader kriseramt headhunter

Headhuntere afviser krisesnak og melder om rekordår

Problemerne tårner sig op for førende headhunter