;
Faerger web

Inside story

Staten skyder gang i milliardsalg

Den danske stat er netop nu ved at afhænde et færgerederi og en række centralt placerede ejendomme i København. De to frasalg, der styres af henholdsvis Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Finansministeriet, ventes at kunne indbringe statskassen omkring halvanden milliard kroner. Flere andre frasalg kan være på vej.

Den borgerlige regering har et klart mål om at luge ud i de statslige aktiebesiddelser, og efter flere frasalg de senere år er et rederi og en stribe ejendomme nu de næste i køen.

InsideBusiness erfarer således, at transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) har hyret Danske Banks corporate finance-afdeling til at finde en køber til rederiet Danske Færger, der hvert år fragter tusindvis af passagerer rundt til en række af landets mindre øer.

Selskabet ejes i samarbejdet med tørlastrederiet Clipper og ventes at kunne indbringe statskassen mellem 800 millioner og 1 milliard kroner, hvis det lykkes Danske Banks partner Christian Blinkenberg og hans hold at få lokket tilpas mange sultne købere ind i datarummet.

Også Finansministeret har travlt på salgsfronten, for her arbejder man på højtryk for at sælge en stribe centralt placerede ejendomme i København, der tidligere har huset Københavns Universitet. Her har man hyret rådgiveren Cushman & Wakefield | RED til at stå for salget af de i alt fem ejendomme, og ved de første fremvisninger i sidste uge stod køberne nærmest på nakken af hinanden for at få lov til at komme indenfor og kigge på de mange kvadratmeter, der blandt andet ligger på Købmagergade i hjertet af København.

Porteføljen ventes at kunne indbringe statskassen over 1 milliard kroner, og med salget af Danske Færger oveni kan regeringen glæde sig over, at rigets pengetank får en ganske solid kapitalindsprøjtning inden for de nærmeste måneder.

Fakta: Staten som ejer

Herunder ses nogle af de selskaber, som den danske stat ejer aktier i. Staten er aktivt i gang med at frasælge Danske Færger, ligesom man har hyret Danske Bank til at se på mulighederne for et salg af TV 2.

Danske Færger (50 procent)

Statens Ejendomssalg (100 procent)

TV 2 (100 procent)

DSB (100 procent)

SAS (14 procent)

Danske Spil (80 procent)

Ørsted (51 procent)

Københavns Lufthavne (39 procent)

Postnord (40 procent)

Kapitalfond oplagt køber

Netop rederiet Danske Færger har gennem flere år været nævnt som et af statens oplagte salgsemner, blandt andet fordi medinvestoren Clipper gennem flere år har haft travlt med at trimme forretningen og fokusere på transport af tørlast som kul, jernmalm og korn, der altid har været det privatejede rederis spidskompetence.

En alvorlig knast her har dog været, at Danske Færgers centrale ruter til og fra Bornholm blev sendt i udbud sidste år. Her trak Mols-Linien det længste strå for næsen af Danske Færger, der dermed mistede en altafgørende del af virksomhedens indtjening.

Ikke desto mindre betjener selskabet fortsat en række ruter, hvor man sejler passagerer og især feriegæster frem og tilbage mellem en række danske øer. Derfor har virksomheden stadig stor værdi blandt andet for en strategisk køber, og netop her dukker Mols-Linien igen op.

Færgerederiet, der blev købt af kapitalfonden Polaris under stor dramatik i sommeren 2015, vurderes således at være en af de oplagte købere til Danske Færger, der efter det mistede udbud sandsynligvis vil være for lille en virksomhed til, at de helt store infrastrukturfonde vil bruge rådgivningspenge på at kaste sig ind i kapløbet om virksomheden.

Polaris anses som den helt rigtige køber, og det oplagte match bliver ikke mindre åbenlyst af, at det var netop Danske Bank, der for to år siden hjalp kapitalfonden med at købe Mols-Linien af børsen.

Danske Bank sidder også med TV 2

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness er staten også i gang med at vurdere mulighederne for at frasælge sine aktier i TV 2. Også her har man hyret Danske Bank, der indledningsvis har fået til opgave at undersøge markedet for dermed at forberede et eventuelt salg af mediehuset.

Opgaven har givet anledning til en del debat, da flere politikere løbende har beskyldt kulturminister Mette Bock (LA) for at overtræde det medieforlig, der gælder til og med 2018.

Her har ministeren imidlertid flere gange understreget, at man ikke har sat TV 2 til salg, men blot er ved at undersøge, hvordan et salg skal håndteres, såfremt man vælger den løsning næste år.

Flere salg på vej

De igangværende frasalgsplaner kommer, i forlængelse af at den danske stat de senere år har frasolgt en række virksomheder, herunder Statens Serum Institut til svenske Adelis samt ikke mindst det meget omdiskuterede salg af aktier i Dong til Goldman Sachs.

Det er således et erklæret mål fra Lars Løkke Rasmussens (V) borgerlige regering, at staten løsner sit greb om en række af de virksomheder, man har ejet gennem en årrække.

»Det er en klar holdningstilkendegivelse om, hvad regeringen gerne vil. Jeg har i dag ikke nogen konkrete planer og ikke nogen bud på, hvad det skal være. Men jeg mener, at det er en god leveregel, at staten ikke skal eje selskaber, der konkurrerer med private,« har finansminister Kristian Jensen (V) tidligere udtalt.

Ud over de igangværende processer med Danske Færger, Freje Ejendomme og ikke mindst TV 2 vurderer flere aktører, at også statens aktier i henholdsvis SAS og Danske Spil på sigt meget vel kan komme i spil.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Transportministeriet til salget af Danske Færger.

 

LÆS MERE

Nets-boss vil købe TV 2

Industrielle købere cirkler om Nets

Comeback til fyret AP-direktør: Rådgiver for forgyldt Nets-direktør

Regeringen gør klar til at skyde TV 2-salg i gang

Nets-børsnotering forgylder banker