;
Lagkagehuset web

Redaktørens analyse

Stopper kapitalfondenes jagt på farverige koncepter?

Efter flere år, hvor farverige danske brands som Joe & The Juice og Lagkagehuset har været i høj kurs blandt kapitalfondene, ser de værste skrækeksempler nu ud til endegyldigt at have bremset fondenes jagt på de danske fødevarebrands.

For efterhånden en del år siden, før Lehmann Brothers deroute satte gang i en større finansiel nedsmeltning, var butikskæder det nye sort for kapitalfonde og andre pengestærke investorer.

Tanken om at tage en kæde med hundredvis af frivillige butiksejere og omdanne den til en kapitalkæde med central styring og store indkøbsfordele og synergier var en tanke, talrige fonde købte ind i.

Giganten CVC overtog Matas for over 5 mia. kr., Axcel opkøbte IdeMøbler og Ilva, BWB Partners investerede i Biva, mens Polaris opslugte både BabySam og tøjkæden PWT for blot at nævne et par eksempler.

Men at øge indtjeningen i de enkelte kæder ved at styre alt fra leverandører til sortiment og priser fra centralt hold viste sig imidlertid noget mere udfordrende end først antaget. Det er således i dag svært at finde solstrålehistorierne i kapitalfondenes indtog i detailbranchen herhjemme.

Det gælder også de private investorer, der valgte at gå samme vej i netop den periode. Også de ellers så snu forretningsfolk Michael Goldschmidt og Niels Thorborg har nemlig ligeledes måttet sande, at deres respektive opkøb af henholdsvis Imerco og Inspiration langtfra har givet det ønskede afkast.

Mens det er lykkedes Thorborg at slippe ud af Inspiration, kæmper Michael Goldschmidt stadig en hård kamp for at få underskudsramte Imerco på ret køl – en øvelse, der bestemt ikke er blevet lettere, sådan som verden har udviklet sig de seneste par uger.

Kapitalfondene kan heller ikke mange prale af at have skabt gode afkast på at opkøbe butikskæder. CVC nåede lige akkurat at slippe af med Matas med en børsnotering, der stort set ikke gav den ellers så succesvante fond og dens investorer noget afkast, mens Axcel brændte fingrene ganske eftertrykkeligt i forsøget på at sælge møbler i Danmark.

Det samme gjorde BWB Partners, der dengang gik under navnet Odin med deres investering i Biva, mens Polaris fortsat ikke er sluppet af med sine to butikskæder trods mere end 10 års ejerskab.

Til gengæld fik Axcel vel gjort en af historiens bedste handler, da man overtog Pandora og siden børsnoterede smykkevirksomheden til et helt igennem enestående afkast.

Om det netop er den enlige succeshistorie, der siden fik blandt andre EQT til at investere i både konkursramte Top-Toy og Flying Tiger og konkurrenterne i Nordic Capital til at omdanne Sportmaster til en kapitalkæde, vides ikke med sikkerhed.

Fakta er dog, at begge fonde siden de pågældende opkøb har gjort sig store anstrengelser for at distancere sig fra den pressede detailbranche.

Satser på udenlandsk ekspansion

Mens butikskæder gennem de senere år i stigende grad er blevet et fyord for kapitalfondene, har flere kastet deres kærlighed på en anden sektor, hvor det sjovt nok ligeledes kan være vanskeligt at se de helt oplagte succeshistorier. Endda en branche, der har helt klare lighedspunkter med klassisk detail.

Inden for de senere år har talrige kapitalfonde nemlig kastet sig ud i at investere i fødevarebrands, herunder restauranter, cafeer og barer, hvor modellen på nogle punkter minder en del om klassiske butikskæder i den forstand, at den helt store vækst ligger i konstant at åbne nye butikker.

Maj Invest Equity har opkøbt både Sticks’n’Sushi og Sovino Brands, der dækker over en række kendte Københavnske restauranter, herunder Café Victor, Ravage og Kanalen. Hos Nordic Capital har man i samarbejde med amerikanske L. Catterton kastet sig ud i at udbrede Lagkagehuset uden for landets grænser.

Et stærkt dansk koncept, der dog forud for de to kapitalfondes indtog var en noget uprøvet størrelse uden for landets grænser. Det samme kan siges om Joe & The Juice, der med svenske Valedo og giganten General Atlantic jagter succes på det benhårde amerikanske marked.

En drøm, der indtil videre har øget kædens gæld til storbanken SEB til et faretruende niveau, mens det eksisterende netværk af juicebarer ser ud til at have svært ved at servicere de enorme forpligtelser.

Akkurat som med de klassiske butikskæder er det dog ikke kun fondene, der de senere år har viftet med tegnebogen. Også kæden Cocks’n Cows blev for to år siden solgt til finske Restamax, mens en anden nordisk gigant, Orkla, tog sig af kendiskokken Gorm Wishehs imperium.

Modellen med at tage et stærkt koncept med et genkendeligt brand og professionalisere selskabet, alt imens man med fondenes finansielle slagkraft i ryggen trykker vækstspeederen i bund kan synes oplagt. Indtil videre er det dog en smule svært at se, hvor det for alvor er gået godt.

Ganske vist høstede norske FSN Capital et solidt afkast på at sælge netop Lagkagehuset, ligesom Valedo fik et forrygende afkast på at sælge en del af deres aktier i iværksætteren Kaspar Basses juicelivsværk.  Mens det endnu er for tidligt at fælde dom over investeringen i Lagkagehuset, ser Joe & The Juice dog ud til at være i svær finansiel situation, da man for kort tid siden skød gang i en livgivende pengejagt, hvor der helst skal 200 mio. kr. i kassen.

En vis disciplin

Den omfattende coronakrise kan meget vel være med til at bremse kapitalfondenes appetit på at investere i de hypede fødevarebrands, ligesom der trods den lette adgang til kapital de senere år trods alt har været selvdisciplin nok blandt fondene til at sige pænt nej tak til de mest udfordrede koncepter.

Således hoppede ingen om bord i kriseramte Jensens Bøfhus, ligesom familierestauranten Flammen måtte opgive at finde en kapitalstærk medejer og i stedet blev nødt til at finansiere en tysk ekspansion af egen lomme.

Også den hårdtprøvede bøfkæde Mashs jagt efter en ny ejer er indtil videre endt uden held, ligesom det er stærkt tvivlsomt, om det lykkes den ellers så succesfulde Madklubben og ejer Anders Aagard at få lokket en køber til. Uden coronasmitten i luften så missionen noget lysere ud, idet konceptet modsat flere andre både er succesfuldt, tjener gode penge og virker relativt veldrevet.

Problemet med restaurant- og oplevelseskæderne er imidlertid, at et stærkt koncept herhjemme ikke nødvendigvis kan kopieres til London eller New York. Briterne har masser af bøfhuse fra alle verdenshjørner, så hvorfor skal de spise på et dansk, der serverer amerikansk kød? Den samme udfordring har Joe & The Juice, der har haft kæmpe succes herhjemme, men som i USA slet ikke har samme brand og i stedet ender som en mellemting mellem fastfood og noget rigtig sundt.

At skabe vækst i konceptkæderne er samtidig langtfra billigt, da det snildt kan koste et par millioner at ombygge et nyt lejemål til at huse en Sticks’n’Sushi-restaurant. Og der går mange år, før de penge er tjent hjem igen.

Med corona in mente tyder alt på, at kapitalfondenes jagt efter restaurantkæder og fødevarekoncepter nu stopper brat. Spørgsmålet er så, hvilken farverig branche man næste gang kaster sin kærlighed på.

 

LÆS OGSÅ

Her er kapitalfondenes ofre for corona-krisen

Axcel og Norden i brat nedtur

Fremtrædende profil stopper som partner i kapitalfond 

Tab i kriseramt Altor-selskab runder halv milliard

Virus og vind gør ondt på Axcels prestigeindkøb 

Derfor gik Axcels milliardhandel i vasken

Storbank siger farvel til chef for prestigeenhed