Firstmovereffekten er altafgørende, hvis man vil have succes i den digitale verden. Ingen gider komme på markedet med et socialt medie efter Facebook eller lancere et netværksforum i støvet fra LinkedIn.
Se bare, hvor galt det gik herhjemme for bankernes betalingsselskab Swipp, der havde den helt store ulempe, at man først kom haltende på markedet, da alle danskere havde omfavnet rivalen MobilePay.
At skala og det at være først er altafgørende i den digitale verden, er man helt indforstået med hos Saxo Payments, der har Saxo Bank og en række private erhvervsfolk, herunder en del af Semler-familien i ryggen samt den tidligere TDC-direktør Lars Torpe Christoffersen.
Alene i løbet af de sidste tre år har ejerne med Saxo Bank i spidsen investeret godt 200 millioner kroner i håbet om at opbygge en global betalingsplatform, der kan overtage konto til konto-overførsler fra eksempelvis bankerne og samtidig blive den foretrukne leverandør for de mange spirende fintechvirksomheder overalt i verden.
Saxo Payment har indtil nu fået godt fat i det europæiske marked for betalinger, men selskabet har en klar ambition om inden for kort tid at gøre sit indtog i Asien og USA og dermed blive en global spiller.
Det kræver kapital, hvis man vil ekspandere i den hastighed, virksomheden indtil videre er vokset med. Derfor har Saxo Bank og ejerne bag Saxo Payments i hemmelighed hyret den internationale finansgigant Citigroups corporate finance-rådgivere, der har fået til opgave at undersøge markedet for potentielle samarbejdspartnere, der er klar til at investere et trecifret millionbeløb i virksomheden og dermed hjælpe betalingsselskabet med at tage det næste skridt.
”I Europa satte vi os for at få fat i de ti vigtigste kunder inden for vores niche med at håndtere betalinger, og her har vi fået fat i de syv, hvilket vi er rigtig godt tilfredse med. Næste skridt er, at vi begynder at kigge mod USA og Asien, hvilket vil ske i løbet af de næste seks måneder. Her er det altid en vurdering, om det er noget, vi skal gøre selv, eller om vi skal finde en samarbejdspartner, der både har kapital og knowhow,” siger direktør i Saxo Payments Anders La Cour.
Fakta om Saxo Payments
Saxo Payments er et dansk betalingsselskab med base i København og London.
Selskabet blev stiftet i 2013 og har Saxo Bank og en række erhvervsfolk som hovedaktionærer.
Indtil videre har ejerne investeret 200 millioner kroner i virksomheden, men selskabet overvejer netop nu mulighederne for at få en kapitalstærk partner ind, der kan hjælpe Saxo Payments med at erobre USA og Asien. Derfor har Saxo Payments hyret Citigroup til at afsøge mulighederne blandt store banker og kapitalfonde.
Saxo Payments håndterede i 2016 betalinger for omkring 100 milliarder kroner.
Brug for kunder og kapital
Netop nødvendigheden af at finde en international partner i form af eksempelvis en kapitalfond eller en international storbank som medejer var også udtalt, da Saxo Bank-stifter Kim Fournais for nogle måneder siden præsenterede Saxo Bank og herunder Saxo Payments fremtidsvisioner på kapitalfondenes brancheorganisation DVCA’s årlige topmøde.
Her betonede stifteren blandt andet vigtigheden af at få kunder via eksempelvis et samarbejde med en stor global finansiel aktør. Ideen er således, at Saxo Payments har infrastrukturen på plads, mens man kan drage nytte af både kunder og kapital fra en international aktør med dybe lommer og en tilpas tyk kundebog.
”Selv om vi stadig er en ung virksomhed, har vi i løbet af 2016 håndteret betalinger for omkring 100 milliarder kroner, og vi mener, vi er kommet meget langt for relativt få penge, set i lyset af hvor dyrt det er at opbygge en forretning som vores. Vi er dog helt bevidst om, at størrelse og firstmovereffekten er altafgørende, og vi vurderer derfor løbende, om vi skal sætte yderligere fart på vores udvikling,” fremhæver Anders La Cour.
Vil udvide forretningen
En anden oplagt årsag til at lede efter pengestærke partnere netop nu er, at Saxo Payments har et brændende ønske om at udvide produktpaletten. Som det er nu, står Saxos betalingsselskab stærkt, hvad angår selve infrastrukturen, men med eksempelvis en amerikansk bank som medaktionær vil det være oplagt for selskabet at udbygge sin position inden for andre ydelser.
”Vi har brugt et par år og omkring 200 millioner kroner på at bygge hele vores infrastruktur, et digitalt space, hvor kunderne kan plugge sig ind og bruge vores løsning. På sigt vil vi gerne udvide det, vi kalder vores banking circle, til ud over betalinger også at kunne omfatte lån og andre ydelser,” understreger Anders La Cour, der samtidig understreger, at man ikke ser sig selv som en konkurrent til eksempelvis Danske Banks betalingssucces MobilePay.
I stedet opfatter man sig selv som et match, hvis en teknologi som MobilePay eller andre lignende betalingsapps skal udrulles på tværs af grænserne.
”Ud over at udvide geografisk tror vi meget på markedet for mobilbetalinger, hvor MobilePay i Danmark jo er et fremragende eksempel på, hvordan det kan gøres. Her er netværkseffekten afgørende, men vi tror på, at vi også i det segment kan gøre en forskel, da vi modsat mange andre har en infrastruktur, der er lavet til at håndtere betalinger på globalt plan,” siger Anders La Cour.
Fonde lurer på sidelinjen
Selv om det umiddelbart ligger mest til en større udenlandsk bank eller en amerikansk kapitalfond med fokus på teknologi, herunder betalingsløsninger, at købe sig ind i Saxo Banks fremadstormende lillebror, har også flere skandinaviske, herunder også danske fonde, luret på muligheden for at købe sig ind i virksomheden, der i 2015 havde et underskud på 70 millioner kroner.
Udfordringen her er dog, at Saxo Payments investering i betalingsselskabet falder mellem to stole. Det kunne synes oplagt for en dansk fond med fokus på teknologi såsom Via Equity eller Gro Capital at købe sig ind i virksomheden, men udfordringen her er, at det kan blive en voldsom investering at udrulle konceptet.
Omvendt er Saxo Banks betalingshåb fortsat for ung en virksomhed til, at eksempelvis fonde som EQT eller Nordic Capital kan købe sig ind i selskabet, ligesom en type fonde typisk vil gå en bue uden om techvirksomheder, der stadig betegnes som venture.
”Vi har kigget på virksomheden, og vi synes faktisk, de har et rigtig stærkt koncept og er virkelig dygtige. Men investeringen passer ikke til os, og vi er samtidig nervøse for, hvor meget kapital der rent faktisk er behov for,” siger en kilde til InsideBusiness, der har overvejet at få adgang til datarummet i Saxo Payments.
Oplagt børskandidat
Flere aktører peger over for InsideBusiness på, at et større partnerskab omkring Saxo Payments meget vel kan være første spadestik på vej mod en børsnotering af den danske bank. Det er således forventningen, at kapitalfonden TPG, der købte kollegaen General Atlantics aktier i 2011, har blikket rettet mod at sende den danske finansvirksomhed på børsen og dermed få en oplagt exitmulighed.
De senere år har Saxo Bank dog været plaget af store udsving på bundlinjen, hvor især bankens problemer i forbindelse med schweizerfrancens fald i 2015 har fået mange til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor robust banken egentlig er.
2016 har dog været et bedre år for hellerupvirksomheden, der i de første seks måneder af det forgangne år tjente knap en halv milliard før renter og afskrivninger. Baseret på det resultat og forventningen om et stabilt 2017 peger flere investeringsbanker over for InsideBusiness på Saxo Bank som en oplagt børskandidat i 2018.
I bestræbelserne på at blive en børsnoteret virksomhed spiller et eventuelt salg af aktier i Saxo Payments en nøglerolle, da det for banken vil være en blåstempling af konceptet, hvis man formår at finde en pengestærk samarbejdspartner, ligesom det vil medføre, at banken ikke kommer til at stå med hele den store regning selv.
LÆS MERE
MobilePay taber til Nets og det nye dankort