Har bestyrelsen i den børsnoterede ingrediensgigant Chr. Hansen levet op til sit ansvar og sørget for, at tilbuddet fra konkurrenten Novozymes rent faktisk er den bedste løsning for alle aktionærer?
Det spørgsmål stiller mange investorer sig i øjeblikket og tvivlen bliver ikke mindre af, at bestyrelsen i Chr. Hansens egen rådgiver, storbanken Goldman Sachs, i sin redegørelse direkte skriver, at man ikke har gjort sig nogen anstrengelser for at undersøge, hvorvidt der findes andre potentielle bydere, der kan matche det tilbud, Novozymes før jul præsenterede for investorerne.
I en såkaldt fairness opinion, som den amerikanske storbank afleverede til bestyrelsen i Chr. Hansen 12. december sidste år, fremgår det således tydeligt, at man ikke har undersøgt, hvorvidt tilbuddet fra Novozymes kunne vække interesse fra enten industrielle spillere eller nogle af de kapitalfonde, der gennem årene har regnet på muligheden for at afnotere den danske virksomhed.
”Vi blev ikke bedt om at anmode om, og vi anmodede ikke om interesse fra andre parter med hensyn til et opkøb af eller anden virksomhedssammenslutning med selskabet eller enhver anden alternativ transaktion. Denne udtalelse omhandler kun rimeligheden ud fra et økonomisk synspunkt,” skriver Goldman Sachs, der som nævnt rådgiver bestyrelsen i Chr. Hansen anført af formand Dominique Reiniche og næstformand Jesper Brandgaard, der gennem en årrække var finansdirektør i Novo Nordisk.
Prisen, som Novozymes har tilbudt aktionærerne i Chr. Hansen, medfører i udgangspunktet en præmie på 49 procent, men et helt centralt element i den forestående fusion er, at Novo-datteren udelukkende betaler med aktier.
Og da Novozymes’ aktiekurs – siden man offentliggjorde planerne – er faldet med hele 24 procent, er præmien dermed halveret og et stykke under de 30 procent, man som tommelfingerregel som udgangspunkt normalt skal tilbyde for at kunne forvente et nogenlunde positivt svar.
Flere investorer betegner over for InsideBusiness’ redegørelsen fra Goldman Sachs som opsigtsvækkende, blandt andet fordi Novo Holdings sidder som storaktionær i begge virksomheder.
”Det er bemærkelsesværdigt, at bestyrelsen i Chr. Hansen ikke aktivt har forsøgt at undersøge, om der skulle være andre bydere, der kunne matche den pris, som Novozymes tilbyder. Især når storaktionær i henholdsvis køber og sælger er den samme, samtidig med at man udelukkende tilbyder aktier og ikke et kontant alternativ,” lyder det fra en investor.
Som tidligere beskrevet i InsideBusiness er det netop Chr. Hansens bestyrelses manglende lyst til at konkurrenceudsætte buddet fra konkurrenten, der har fået flere internationale hedgefonde til at gå i gang med at kulegrave samtlige deltagere i den planlagte handel med henblik på at få belyst en række elementer.
Løbende interesse fra mulige købere
Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har der været mindst en industriel spiller, der aktivt havde kig på Chr. Hansen, forud for at Novozymes lancerede sit bud, ligesom flere kapitalfonde historisk set har haft et godt øje til virksomheden.
Således lurede svenske Nordic Capital, nogle år efter at Chr. Hansen gjorde sin entré på børsen i 2013, på muligheden for at opkøbe og afnotere koncernen, ligesom den nordiske storfond EQT gennem mange år fulgte selskabet på sidelinjen via fondens tidligere danske chef, den nu afdøde Ole Andersen, der var formand i Chr. Hansen i en årrække.
Hertil kommer, at flere internationale fonde gennem de senere år løbende har fået selskabet i kikkerten, i takt med at koncernen og topchef Mauricio Graber har haft svært ved at indfri egne og aktiemarkedets forventninger, hvorfor en aktie i Chr. Hansen i dag handles til en lavere pris end for fem år siden.
Flere investeringsbanker vurderer da også over for InsideBusiness, at det netop i lyset af de mange følere gennem årene kombineret med en stor konsolidering i ingrediens- og enzymindustrien er opsigtsvækkende, at Novozymes bud ikke er blevet efterprøvet.
”Hvis man i bestyrelsen ville ønske, at der skulle opstå nogen form for tvivl, så burde man havde undersøgt, om der virkelig ikke var andre interesserede bydere. Det hører med til historien, at især visse kapitalfonde kunne have svært ved at finde finansieringen i øjeblikket, men det ændrer ikke på, at man fra bestyrelsens side kunne have undgået, at det her overhovedet bliver et tema,” forklarer en kilde til InsideBusiness.
Tvivl om vækstmål
Hos Chr. Hansen har man hele vejen igennem holdt fast i, at der ikke var nogen alternativer til buddet fra Novozymes. Ikke kun på grund af prisen, men også fordi en fusion mellem de to selskaber potentielt kan udløse en række synergier og på sigt skabe en mere robust spiller i en konkurrencepræget industri.
Flere analytikere har dog efterfølgende haft svært ved at se de helt store finansielle gevinster, blandt andet fordi de fremtidige vækstmål, man har meldt ud for den fusionerede koncern, ikke adskiller sig ret meget fra de to respektive virksomheders mål i dag.
InsideBusiness har derfor bedt Chr. Hansen svare på, hvorfor bestyrelsen ikke har afsøgt alternative muligheder, samt hvordan man har sikret sig, at buddet fra Novozymes rent faktisk var det optimale for alle investorer.
Til de spørgsmål lyder det i et skriftligt svar fra Anders Mohr Christensen, vice president, group strategy & investor relations i Chr. Hansen, at fusionen med Novozymes ud over de finansielle gevinster også rummer flere andre fordele.
”Bestyrelsen har overvejet og vurderet forskellige alternative muligheder med hensyn til selskabet og dets aktionærer som vores rettesnor. Vi mener, at forslaget fra Novozymes er meget overbevisende og præsenterer den stærkeste strategiske begrundelse. Kombinationen forventes at frigøre det fulde potentiale af biologiske løsninger og skabe betydelig værdi for alle interessenter og samfundet som helhed,” skriver han.
Læs mere
Her er de mest succesfulde M&A-rådgivere i svært marked
Chef i advokathus færdig efter magtkamp
Tunge investorer lurer på at blokere milliardhandel
Storinvestorer dumper historisk milliardhandel
Garvet erhvervsmand sætter sig tungt på kriseramt rival
Storbank kan få nøglerolle i spillet om GN