;
DJI_0008-HDR_01

Ugens Insider

Bundkonservativt forsikringsselskab tryner de store

Det lokalt orienterede forsikringsselskab Vestjylland Forsikring har god vækst, men resultatet blev alligevel halveret, blandt andet på grund af en investering i Vestjysk Bank. Direktøren er godt tilfreds med kundehugst fra Codan, Alm. Brand, Tryg og Topdanmark.

Det batter at være et lidt gammeldags, lokalt orienteret forsikringsselskab med assurandører og tæt kundekontakt. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man ser nærmere på Vestjyllands Forsikrings seneste regnskab for 2020.

Regnskabet viser nemlig den største vækst i præmieindtægter i fem år med 9,1 procent, svarende til en nettotilgang af kunder på 6,2 procent, blandt andet takket være masser af gang i bil- og sommerhussalget.

Og resultatet er vel at mærke opnået uden fancy partneraftaler og storstilede landsdækkende digitale kampagner. De nærmeste alliancepartnere er Vestjysk Bank og Faster Andelskasse, som blot videreformidler kunderne til Vestjylland Forsikrings servicecenter og assurandører.

I det hele taget er det hele lidt konservativt, og direktør Jørgen Ladekjær siger fortsat nej til kunder, hvis de kommer fra eksempelvis København eller flytter ud af selskabets nærområde.

”Vi må bare ærligt sige, at det fungerer godt for os at være et lokalt forankret selskab. Vi bliver simpelthen stærkere og stærkere i vores lokalområde, hvor vi kan mærke, at opbakningen bare stiger og stiger. Vi får rigtig meget igen ved at fokusere vores ressourcer lokalt. Det er nok for os, vi skal ikke ud at vinde kunder andre steder i landet i hård konkurrence med andre,” siger Jørgen Ladekjær.

Jørgen Ladekjær oplyser tillige, at det især er de store nationale spillere som Tryg, Topdanmark, Alm. Brand og Codan, man henter kunder fra, mens det er sværere at gå på strandhugst hos for eksempel GF Forsikring, der ligeledes har en ret lokal tilgang til markedet qua sine forsikringsforretninger og -klubber.

Gensidigt, men med god combined ratio 

Desuden er Vestjylland også et såkaldt gensidigt selskab, dog uden tilbagebetalinger til kunderne, som LB, GF Forsikring og til dels Tryg praktiserer. Det betyder også, at man er godt tilfreds med en combined ratio på 92,5 i 2020 mod 88,2 i 2019.

Alligevel var 2020 på mange måder et sværere år. Det skyldes både storskader på personulykkesområdet som såvel afløbsskader, som belastede resultatet med 6,8 millioner kroner i forhold til indtægter på 12,8 millioner kroner året før.

Så tager man højde for det og klart lavere skader på bil-, hus- og indboforsikringer, var det forsikringsmæssige resultat faktisk en kende bedre i 2020 end i 2019, selv om overskuddet blev halveret fra 70 til 32 millioner kroner efter skat.

Det skyldes dog også, at investeringsresultatet var på svimlende 51 millioner kroner i 2019 mod 16 millioner kroner i 2020 på grund af et ekstraordinært afkast på investeringen i Vestjysk Bank, som man nu har solgt ud af.

”Vi ville gerne være med til at redde vores samarbejdspartner Vestjysk Bank, da de var i knibe. Men vi ser ikke os selv som langsigtet ejer af andre finansielle aktører af den slags fremover. Derfor har vi også nedbragt vores ejerandel til under 5 procent,” siger Jørgen Ladekjær, der på beskedent vestjysk ikke rigtig vil ud med, hvad man tjente på Vestjysk Bank.

Vestjysk Bank, nu med hovedsæde i Herning, er ved at udvikle sig til en rigtig succeshistorie. Men det står klart, at man købte aktien til kurs 1, og nu handles den i kurs 2,9. Så helt tosset har det ikke været.

Jørgen Ladekjær har heller ikke de store strategiske armbevægelser i forhold til 2021. Der skal ryddes op i egenudviklede systemer, og fokus er nu mere rettet mod standardsystemer som Microsofts CRM-system.

Desuden vil man i højere grad omfavne de kunder, som foretrækker video eller andre digitale tilgange, frem for det traditionelle besøg. Der skal være plads til begge typer kunder, så det bliver også et fokusområde i 2021.

På det strategiske område adskiller Vestjylland Forsikring sig fundamentalt fra Sønderjysk Forsikring, som for nylig i InsideBusiness berettede om en ny landsdækkende strategiplan, der skal øge selskabets årlige præmieindtægter fra 500 millioner kroner til 1 milliard kroner Det er ellers ikke, fordi det selskab er så meget større end Vestjylland, der har præmieindtægter på 340 millioner kroner.

”Nej, vi fastholder vores retning med det meget lokale fokus og den nære kundekontakt,” siger Jørgen Ladekjær.

Superstærke på kundetilfredshed

Og noget gør de rigtigt derovre i Videbæk, for Vestjylland Forsikring er for tredje år i træk kåret som det danske selskab med de mest tilfredse kunder i kundeundersøgelsen fra EPSI, der tilmed viste, at man har formået at forbedre kundetilfredsheden siden 2019.

Topplaceringen skyldes blandt andet, at Vestjylland Forsikring scorer højt på loyalitet, personlig betjening og tilgængelighed og lever op til kundernes forventninger.

Mest af alt er Jørgen Ladekjær lidt bekymret for danskerne under coronakrisen – og er nærmest lidt brødebetynget over, at det faktisk har været et ret godt år for selskabet.

”Det er jo en underlig fornemmelse, når andre brancher har oplevet hårde tider, og folk har mistet deres arbejde.”

LÆS OGSÅ

Vækstsultent forsikringsselskab tager kæmpetab i Danmark

Forsikringsbranchen lukker ned for brodne kar

Vækstivrigt forsikringsselskab jagter 1 mia. kr. i præmieindtægter

Alm. Brand lurer også på Codan. Se favoritten til opkøbet

Massiv disruption rammer forsikringsbranchens it. Netcompany blæser til angreb

Forsikringsbranchen står over for revolution med nye forretningsområder

Medlemsejede forsikringsselskaber giver de børsnoterede baghjul

Kæmperegning på vej til forsikringsselskaber for elbiler

Forsikringsselskab slår svindelalarm: Stadig flere leasingbiler ‘forsvinder’

Indbygget konflikt truer Trygs fremtid