karen frøsig

Redaktørens analyse

Budkrig om Nordjysk Bank tager til – opdateret

Spillet om landets ottendestørste bank, Nordjyske Bank, er langtfra slut. For Sydbank er det en så attraktiv opkøbsmulighed, at man nærmest er nødt til at lægge et højere bud end Jyske Bank. Men spørgsmålet er, hvad Anders Dam har lovet den øverste ledelse og formanden i Nordjyske Bank?

Der sidder flere banker klar til at overbyde Jyske Bank-direktør Anders Dam i forsøget på at overtage Nordjyske Bank. For der tales med to tunger fra Sydbank-toppen. Selv om Karen Frøsig over for Dagbladet Børsen har sagt, at man ingen aktuelle planer har om at byde på banken, så foregår der nemlig et spil i kulissen, hvor man venter på, at Nordjyske Banks ledelse med formand Mads Ole Hvolby i spidsen melder ud, at man er interesseret i at gå i dialog med en anden bank end Jyske Bank. Og det kan sagtens blive Sydbank.

Hvis eller når det sker, kan processen med due diligence og kig i bøgerne gå i gang, hvorefter der med stor sandsynlighed kan lægges et bud på eksempelvis 200 kroner per aktie mod Jyske Banks bud på 170 kroner, som torsdag aften blev forhøjet til 190 kroner per aktie.

Formand: Der er flere alternativer til Jyske Bank

Sent i går aftes offentliggjorde Nordjyske Bank en børsmeddelelse, hvor det kom frem, at man har sagt nej tak til Jyske Banks indledende tilbud på kurs 170. Nu voterer bestyrelsen, om man skal acceptere Anders Dams nye bud på kurs 190. Og der er for bestyrelsesformand Mads Hvolby flere andre alternativer i spil.
“Det er korrekt, at vi har afsøgt markedet og vi kunne konstatere, at der var gode alternativer også i forhold til Jyske Banks tilbud,”siger bestyrelsesformand Mads Hvolby til InsideBusiness.
Han understreger, at bestyrelsens mandat hidtil har været at forblive et selvstændigt pengeinstitut og det er også det mandat, man har fået med tilbage fra de indledende forhandlinger.
“Det er ikke os, der har initieret det her. Jyske Bank er kommet uinviteret. Og deres tilbud ligger ikke i tråd med vores mandater og strategi. Vi foretrækker at overleve på egen hånd. Men vi vil nu gå tilbage og se nærmere på det nye tilbud,” siger Mads Hvolby, der ikke vil kommentere på, om man har været i dialog med Sydbank.

Det betyder også, at bestyrelsen i Nordjyske Bank er besværet med en vanskelig linedans. For anbefaler man aktionærerne at sige ja tak til Anders Dams købstilbud på de resterende 61 procent aktier i det veldrevne pengeinstitut, har man også ja tak til en pris, som kan findes bedre andre steder i det danske banklandskab. Og man kan ikke sige, at det er i aktionærernes interesse.

Fakta

Jyske Bank kom ind i ejerkredsen i Nordjyske Bank, da Nordjyske i 2015 overtog Nørresundby Bank for 2,1 milliard kroner for næsen af Spar Nord.

På det tidspunkt gav Jyske Bank et ansvarligt lån til nordjyderne på 275 millioner kroner. Jyske Bank garanterede samtidig et aktiesalg, der endte med, at Jyske Bank måtte købe 90 procent af aktierne, da køberinteressen i øvrigt var behersket. Desuden hyrede Jyske Bank investeringsbanken Carnegie til at finde en køber til aktierne.

Senere har Anders Dam i Jyske Bank købt yderligere aktier op, ifølge en artikel i Nordjyske blandt andet for at holde kursen oppe. Så i dag sidder Jyske Bank på knap 40 procent af aktierne. Men Anders Dam har ikke meget gavn af den store aktiepost p.t., fordi der er et stemmeloft i Nordjyske Bank.

I februar sendte Anders Dam så et fjendtligt købstilbud til aktionærerne på 170 kroner per aktie, der torsdag aften blev forhøjet til 190 kroner per aktie.

Det er altså no-go for Nordjyske Bank at vælge det bud uden at afsøge markedet ordentligt.

Lokker Anders Dam med bestyrelsespost?

Problemet er, at Sydbank og andre købere forventer en form for konsensus fra Nordjyske Bank om, at man bliver den foretrukne forhandlingspartner, hvis der skal et egentligt modbud på bordet.

Desuden blæser det i vinden, hvad Jyske Banks ledelse har lovet formandskabet i Nordjyske Bank. For Jyske Bank lod meget symbolsk en bestyrelsespost stå åben til årets generalforsamling. Officielt fordi den siddende bestyrelse opfylder Finanstilsynets krav til relevant viden og erfaring. Men det er selvsagt også en åben invitation til Mads Ole Hvolby.

Et sådant tilbud kan Sydbank dog også matche, hvis man vælger at udvide bestyrelsen. Og der kan sikkert også findes nogle direktionsposter. I Sydbank vil man nemlig gå langt for at lukke handlen, for man har i den grad brug for at finde noget udlånsvækst, idet man p.t. taber terræn i forhold til konkurrenterne. Taber man også Nordjyske Bank til Jyske Bank, sakker topchef Karen Frøsig endnu længere bagud i forhold til ærkerivalen i Silkeborg.

Hertil skal lægges, at Nordjyske Bank i Nørresundby står stærkt i et område, hvor Sydbank står svagt. Kun landbrugsporteføljen i Nordjyske Bank kan bekymre, men Nordjyske Bank har nedskrevet på ca. 27 procent heraf.

Spar Nord kan også komme i spil

Også Spar Nord er en oplagt køber til Nordjyske Bank, men eftersom man tidligere har forsøgt sig med en uopfordret overtagelse af Nørresundby Bank, forekommer det usandsynligt, at man vil forsøge sig i et lignende spil igen.

Spar Nord har ellers fordel af, at man nok bedre vil kunne holde på de lokalpatriotiske bankkunder i Nordjylland, hvoraf de færreste vil hilse en overtagelse velkommen. Og det vil svække både Jyske Banks og Sydbanks businesscase, medmindre der gennemføres en overtagelse, hvor Nordjyske Bank som brand fastholdes.

I disse dage venter vi på en udmelding fra Nordjyske Bank. Vil man anbefale Jyske Banks forhøjede tilbud, vil man finde et højere bud i markedet, eller vil man forsøge at spænde ben for Anders Dams overtagelsesforsøg?

Sidstnævnte er nok det mest sandsynlige, for man skal ikke lede mange sekunder på bankens hjemmeside, før man under overskriften ’Nordjyllands stærkeste og mest lokale bank’ falder over teksten ”Nordjyske Bank er lokal, fri og uafhængig. Med knap 43.000 nordjyder som medejere er vi en folkeejet bank.”

Der bør da heller ikke være noget i vejen for at drive Nordjyske Bank videre på egen hånd, for der er tale om en ret solid bank – og med en tydelig afvisning af Jyske Banks købstilbud fra Nordjyske Banks top vil man formentlig kunne slå belejrerne fra Silkeborg tilbage qua bankens stemmeretsbegrænsninger. Det kræver dog et vist mandsmod fra bestyrelsesformand Mads Ole Hvolby, for kursen på banken vil samtidig tage et dyk, og der vil givetvis være aktionærer, der bliver sure.

 Vil Nykredit agere rar onkel?

Det vil kun gøre problemet værre for Jyske Bank og Anders Dam, som naturligt nok enten vil have de resterende 61 procent af Nordjyske Banks aktier eller vil helt ud af investeringen. Her kan Nykredit måske træde til som den rare onkel og købe Jyske Banks aktiepost. Det vil i hvert fald beskytte realkreditselskabets store beholdning af realkreditlån, der er solgt via Nordjyske Bank.

Omvendt kan Nykredit og topchef Michael Rasmussen ikke forsvare at købe hele Nordjyske Bank. Det er et irritationsmoment for de i disse dage ret succesfulde lokalbanker, at de skal slås med Nykredit Bank. Træder selvsamme bank ind på markedspladsen i Jylland head to head med Nykredits nære alliancepartner Spar Nord, kan det true Totalkredit-samarbejdet. I forvejen har der været lidt murren i krogene, efter at Totalkredit-direktør Troels Bülow-Olsen er blevet erstattet af Camilla Holm, som nogle mener, er mere Nykredit-farvet end den joviale Bülow-Olsen.

Totalkredit-samarbejdet er også en væsentlig årsag til, at Sydbank har en reel chance for at købe sig ind i Nordjyske. For som en analyse fra Danske Bank Equity Research slog fast, vil Sydbank i modsætning til Jyske Bank ikke miste pengestrømmene fra Totalkredit-lånene. Derfor mener Danske Banks analyseafdeling, at Sydbank kan byde 212 kroner per aktie i Nordjyske Bank. Og banken behøver ikke engang rejse kapital til manøvren.

Måtte det alligevel blive nødvendigt at finde ekstra penge for Sydbank, er der ikke tvivl om, at Nykredit vil stå klar, ligesom realkreditkoncernen kan overtage nogle af aktierne fra Jyske Bank.

Anders Dam risikerer at tabe igen

Lige nu er der imidlertid en god chance for, at Nordjyske Banks top går imod Anders Dams købstilbud. Sker det, er det sandsynligt, at Jyske Banks købstilbud falder til jorden, idet de lokalpatriotiske nordjyder kan overtales til at sige pænt nej tak.

I så tilfælde vil Anders Dam sidde tilbage med fletningerne i postkassen, for så kan man fortsætte med at forsøge at sælge aktieposten, som siden 2015 har vist sig usælgelig med investeringsbanken Carnegie som rådgiver.

Det er også derfor, at Anders Dam nu forøger det i forvejen ret gode tilbud til Nordjyske Banks aktionærer, som netop er spurgt forud for det forhøjede købstilbud. For som Anders Dam skriver, så vil forhøjelsen af tilbudskursen øge Jyske Banks forventning til, at bestyrelsen for Nordjyske Bank vil anbefale aktionærerne at acceptere Jyske Banks købstilbud.

Lad os se, hvad lokalpatrioterne siger.

 

LÆS MERE

Kan Sydbank og Frøsig endelig få gang i ekspansionen?

Forfaldne lån giver banker store kapitalproblemer

Store problemer for landbrugsbanker i 2018

Vi stiller skarpt på jysk bankvækst-konge

Kan disse to banker gå på vandet?

Danske Bank haler kraftigt ind på Nordea

Danske Bank i markant strategisk skifte

Sparinvest underbyder Danske Banks investeringsprodukt

Mød spilleren, der elsker at drille Danske Banks June

Nordea ruster sig til nordisk kamp mod June

 

 

Billedtekst: Karen Frøsig har brug for en positiv tilkendegivelse fra Nordjyske Bank, før man går ind med et egentligt modbud på Nørresundby-banken. Men så kan Sydbank også byde ind med en kurs på 200 eller måske mere mod Jyske Banks kurs 190 per aktie.