Ørsted hovedsæde web1

Inside story

Sydkoreanere snupper Ørsted-hovedsæde sammen med dansk pensionskasse

Efter et langstrakt forløb er det endelig lykkedes pensionsgiganten ATP at få solgt energikæmpen Ørsteds hovedsæde. Køberne er en sydkoreansk investor og en dansk pensionskasse, og salget kan være startskuddet til et travlt år på ejendomsmarkedet.

Fast ejendom har været en sikker havn for mange investorer, mens coronapandemien har raset. Langt de fleste områder inden for investering i mursten, med undtagelse af storcentre og retailejendomme, har oplevet fortsat stor efterspørgsel fra investorerne gennem 2020, og det ser ud til at fortsætte i år.

Problemet er imidlertid, at mange af de aktuelle salgsprocesser er blevet forsinket primært af praktiske årsager, hvor især de udenlandske investorer har vanskeligt ved at sætte den endelige underskrift på en aftale.

Det skyldes blandt andet, at mange ejendomsinvestorer har et ufravigeligt krav om, at de skal besigtige en ejendom fysisk mindst en gang, inden en handel kan blive en realitet. Men det er langtfra nogen let øvelse i en tid, hvor al indrejse til Danmark er stort set umuligt for de globale investorer.

Så mens investorerne står klar med milliarder til at investere i fast ejendom, kniber det ofte at få enderne til at mødes, ligesom antallet af nye sager i markedet er til at overse.

Ikke desto mindre ser det nu endelig ud til, at der er ved at komme skub i tingene på det danske ejendomsmarked, hvor priserne fortsat er høje, og efterspørgslen fra udenlandske investorer fortsat er stor.

InsideBusiness erfarer således, at ATP efter en længere proces nu har solgt Ørsteds hovedsæde i Gentofte til et konsortium bestående af sydkoreanske AIP Asset Management og den danske pensionskasse Pensam.

Salget, der blev håndteret af CBRE, har ifølge InsideBusiness’ oplysninger indbragt landets største pensionskasse omkring 2,5 mia. kr., hvilket er lidt over en halv milliard mere, end hvad ATP betalte for energikæmpens hovedsæde i slutningen af 2013.

De asiatiske investorer har tidligere gjort sig bemærket i Danmark, da de for nogle år siden købte en stor ejendom i Søborg af Novo Nordisk for lidt over 1 mia. kr.

Dengang var salget blevet foranlediget af Fokus Asset Management, der havde hentet investorerne til Danmark, og det er også i denne omgang Fokus Asset Management, der har været bindeled mellem den sydkoreanske investor og Ørsteds sjællandske hovedkvarter.

Det kan blandt andet ses ved, at Fokus Asset Management for nylig har stiftet en række selskaber, hvori navnet Octopus, der er kodenavnet for Ørsted-ejendommen, indgår.

Købte på et godt tidspunkt

For ATP Ejendomme har investeringen været ganske indbringende, blandt andet fordi man opkøbte den store ejendom på et tidspunkt, hvor opturen på det københavnske ejendomsmarked endnu ikke havde taget fart.

Samtidig stod det klart for enhver, at Ørsted under den nytiltrådte topchef, Henrik Poulsen, havde et stort behov for at slanke sin balance, efter at man gennem flere år har satset massivt på at erobre en førerposition inden for havvind.

I alt blev der frasolgt aktiver, herunder koncernens ejendomme, der ikke blev anset som en del af kerneforretningen. En øvelse, der var med til at sikre Ørsted over 11 mia. kr. alene i den periode, og som var med til at frigøre den nødvendige kapital til for alvor at udvikle sig til en af verdens førende udviklere af havvindmølleparker.

De fleste i ejendomsbranchen ser salget af Ørsteds hovedsæde som et klart signal om, at markedet efter en ufrivillig pause i løbet af december og januar måned nu igen er tilbage på  ret spor.

Stadig stor efterspørgsel

Fra investorernes side er der fortsat enorm appetit på velbeliggende ejendomme i og omkring København, og det store investeringsbehov er følge flere aktører på ingen måde svundet ind, men er blot udskudt.

Mange investorer gør derfor i stigende grad brug af alternative metoder til at besigtige ejendomme, hvor især de udenlandske må tage til takke med forskellige typer af optagelser fra eksempelvis GoProp-kameraer for at få et indtryk af de enkelte ejendomme.

Den spirende optimisme på det danske ejendomsmarked understøttes blandt andet af tal fra den internationale mæglergigant Colliers, der senest har offentliggjort tal, der viser, at de globale investorer i stigende grad ønsker at udbygge deres ejendomsporteføljer.

Udenlandske investorer tegnede sig ifølge Colliers allerede i 2020 for en overvægt af handler på det danske marked, hvor der i alt blev solgt erhvervsejendomme for knap 72 mia. kr.

Trods nedlukningen i foråret 2020 var det en klar fremgang i forhold til året før, blandt andet takket være et uhyre travlt fjerde kvartal.

Tallene peger samtidig på, at investorerne, herunder pensionskasserne, i stigende grad kigger mod provinsen som en direkte konsekvens af de stigende priser i hovedstaden og det smalle udbud.

 

Læs mere

Pinlig fejl rammer statslig gigants ambitiøse ejendomsplaner

Statslig gigant jagter profit på risikabelt ejendomsmarked 

Tilsynet skruer op for kontrollen med pensionskassernes værdiansættelser

Her er pensionsbranchens problematiske værdiansættelser

Udfordringerne tårner sig op for groggy kapitalfond

M&A-vindue åbner igen – her er krisens vindere og de bedste mandater