;
anders runevad web

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Angreb på Nets og ”Folkekortet” intensiveres – Flere tæv til vingeskudt Vestas-direktør  

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Ofte er det bedste forsvar et angreb. Nu går det ud over Dankortets bagland hos Nets og i detailhandlen. Jyske Bank er nemlig ude med den store ragekniv mod dankortet. Det kan ses som spin fra Jyske Bank-hovedsædet i Silkeborg, hvor man igen bliver udfordret af et Nykredit, der skruer ned for priserne og op for charmen overfor virksomheder og private med realkreditlån efter at have fået ro på ejersiden. Derfor er det naturligt for evigt offensive Anders Dam og hans folk at gå i gang med et nyt pr-stunt, som er et angreb på dankortet med støtte i Jyske Banks samarbejde med Apple Pay. I Børsen torsdag kom så det hidtil hårdeste angreb på dankortet i nyere tid fra Jyske Bank-direktør Peter Schleidt, som tvivler på ”folkekortets” fremtid. 

På InsideBusiness er vi dog ikke helt så skeptiske på dankortets vegne. Det kontaktløse dankort er nemlig en kæmpe succes, og det kommer trods et vist Apple-tække hos de unge til at tage tid at lokke dem til at bruge telefonen i stedet for kortet. Bare se hvor svært at MobilePay har haft ved det. 

Men der er andre grunde til at være bekymret på dankortets vegne. For til årsskiftet bliver det ulovligt at opkræve kreditkort-gebyrer for detailhandlen. Dermed bliver det for forbrugerne gratis at vælge kreditkortets indbyggede kredit og andre fordele frem for dankortet. Detailhandlen får regningen for de højere gebyrer, og det vil de ikke synes om. Men når forbrugerne opdager kreditkortenes fordele, er det ikke usandsynligt, at Jyske Bank-direktørens spådom om Dankortets viser sig at være korrekt. Derfor er der sandhed nok i angrebet til at kåre Dankortet og dets bagland som denne uges taber i InsideBusiness. 

 

Flere tæv til vingeskudt Vestas-direktør  

Den danske vindmøllegigant, Vestas, fortsætter med at indkassere den ene lussing efter den anden på børsen. I løbet af den seneste uge har selskabet tabt 13 procent som følge af en nedtur, der begyndte for mere end to uger siden.  

Det startede med kvartalsregnskabet 9. november, hvor selskabet justerede sine forventninger på alle hovedområder, blandt andet for at reflektere øget usikkerhed omkring den mulige skattereform i USA. Forventningerne til omsætningen blev reduceret med 250 mio. euro til mellem 9,5 mia. euro og 10,25 mia. euro.  

Siden er kursen raslet ned, og nedturen fortsatte fredag sidste uge, da det britiske investeringsselskab Marshall Wace øgede sit sats på kursfald. Aktien faldt 1,2 procent.  

Mandag var det så Goldman Sachs tur til straffe Vestas, og det skete ved at sænke kursmålet fra 700 kr. til 480 kr. Det sendte aktien yderligere 2,9 procent ned.  

Torsdag faldt kursen for femte dag i streg, efter storbanken HSBC sænkede kursmålet med 100 kr. til 360 kr., og det sendte kursen mod at lukke i det laveste niveau siden 2015. Nu holder investorerne og Vestas-ledelsen med topchef Anders Runevad i spidsen vejret og venter på senatet, hvor det endelige slag skal stå.