Willis NY IGEN

Redaktørens analyse

Topmæglerprofil rykker op, mens spekulationer om opdeling af WTW tager til

Cfo’en for landets største mæglerhus, WTW, rykker til en højere position, men samtidig spekuleres der i, at et nyt salg og en eventuel opsplitning af den globale mæglerkæmpe er på vej

Det er en af de mere garvede profiler fra WTW, Claus Lindahl, som nu skifter spor efter at have siddet tæt på toppen af mæglerkæmpen i mere end 20 år. Han skal nu have en mere nordisk stilling i spidsen for business finance.

Det er en interessant forfremmelse, men det er samtidig et skifte, som puster til nogle af de spekulationer, der spøger i WTW’s bagland og har gjort det i et stykke tid. InsideForsikring har spurgt WTW om årsagen til Claus Lindahls jobskifte og har fået følgende skriftlige svar fra Camilla Elverdal, co-ceo i WTW Danmark.

“Vi kan bekræfte, at Claus Lindahl er blevet udpeget til at lede business finance for skadeforsikringsområdet i vores region, der omfatter Danmark, Sverige, Norge, Finland og Irland. Det er sket som et led i koncernens ønske om, at vores økonomifunktioner i højere grad skal understøtte vores forretning. Vi er naturligvis meget stolte over, at Claus Lindahl er blevet udpeget til at lede business finance i vores region. Det er overordnet set almindelig praksis, at WTW-koncernen løbende kan tildele eller omstrukturere ansvarsområder i tæt samarbejde med den lokale ledelse i de enkelte lande og områder,” lyder det fra Camilla Elverdal.

Det interessante ved jobskiftet er nemlig også, at Claus Lindahl går fra at være cfo for hele WTW’s danske forretning, det vil sige både human capital & benefits (HCB) og corporate risk & broking (CRB) til nu at fokusere på skadesforsikringsområdet CRB) alene.

Det kan indikere, at WTW ønsker at tage nok et skridt i retning af at opdele koncernen mellem HCB og CRB. Det er interessant, fordi det kan være et skridt på vejen mod et frasalg af WTW.

WTW har for det første en helt ekstraordinær stor markedsandel i Danmark i forhold til WTW’s øvrige lande. Dertil kommer en noget usædvanlig ledelsesstruktur med to co-ceo’er: Camilla Elverdal med ansvaret for corporate risk & broking og Lars Christensen, som er head of HCB Denmark.

Kan der være et frasalg på vej?

På den måde er der en mulighed for, at man kan dele WTW op i skadesforsikring og pensionsdel, hvis der er behov for at sælge en af delene fra.

Det er værd at bemærke, at Aon i marts 2020 meddelte, at man ønskede at fusionere med WTW og på den måde skabe verdens største forsikringsmæglerkoncern.
Det gik dog ikke, da de amerikanske konkurrencemyndigheder underkendte fusionen, der ellers var blevet godkendt af EU-Kommissionen. Miseren kostede AON 1 milliard dollar i erstatning til WTW. I det hele taget betød den fejlslagne transaktion, at WTW – i hvert fald for en periode – gik i stå på markedspladsen.

Det er her værd at bemærke, at det tidsmæssigt faldt sammen med, at WTW’s mangeårige direktør i Danmark, Lars Gundorph, stoppede. I stedet spillede han derefter en nøglerolle i opbygningen af mæglerhuset NORTH sammen med kapitalfonden Polaris. NORTH blev solgt til Howden som Danmarks første uvildige rådgivningshus inden for erhvervsforsikring, firmapension, financial procurement og realkredit i december sidste år. Så man må i høj grad sige, at uro i WTW kan smitte af på markedspladsen.

Nu er spørgsmålet, om investorerne bag WTW ønsker at cashe ind og eventuelt vil gøre det ved at sælge WTW i bidder, således at skadesforsikringsdelen eller pensionsdelen kan frasælges separat.

Det er i hvert fald den spekulation, som udnævnelsen af Claus Lindahl har skubbet til. I forvejen har der været en oprydning i WTW’s ejerkreds, da InsideForsikring i oktober sidste år kunne fortælle, at WTW havde købt ejerandelen fra de 59 danske partnere, som ifølge InsideForsikrings oplysninger har ejet mellem 15 og 25 procent af den danske forretning i WTW. Blandt de danske partnere finder man WTW’s to administrerende direktører i Danmark, Camilla Elverdal og Lars Christensen.

WTW blev dermed eneejer af den danske forretning. Så det har altså ikke været en stille tid på de indre linjer i WTW.

Læs mere

Pensionsbranchen sover: Der skal langt mere krisestemning og innovation i forsvarsinvesteringerne

Lavere omkostninger på vej: Se de dyreste og billigste pensionsselskaber

Pædagogernes Pension rykker tættere på valg af it-leverandør

Mangeårig pensionsalliance slår revner

Pensionsselskab vil sikre fremtiden med ny satsning

Sådan klarer pensionsselskaberne sig på afkast. Bæredygtighed halter stadig

Gigantisk afkastpotentiale i forsvarsindustrien. Men vejen er vanskelig for investorer og pensionskasser

Se vindere og tabere på kundesiden blandt ærkerivalerne Velliv, PFA og Danica

Kontroversiel dom på pensionsområdet åbner potentielt for ny konkurrence fra pensionskasser

Tre år er tabt på afkastsiden for visse pensionsselskaber

Pensionsbranchen står dybt splittet om storpolitisk stillingtagen og investering i atomvåben