Symphogen web1

M&A

Tunge investorer vil børsnotere biotekhåb

Investorerne bag biotekselskabet Symphogen har i al hemmelighed sat gang i en børsnotering af selskabet, og igen ser opgaven ud til at blive en tvekamp mellem Danske Bank og Nordea.

Efter at have skudt over 4 mia. kr. i biotekselskabet Symphogen gennem næsten 20 år er virksomhedens pengestærke ejerkreds nu langt om længe blevet enig om at sende selskabet på børsen.

InsideBusiness erfarer således, at samtlige store nordiske banker samt flere udenlandske for nylig har mødt selskabets ledelse og ejere til såkaldte pitchmøder, hvor de har givet deres bud på, hvordan en børsnotering skal gribes an.

I Symphogens ejerkreds, der blandt andet tæller pengetanken bag Novo Nordisk, Novo A/S, PKA, Maj Invest og venturefonden Sunstone, er der en klar forventning om, at Symphogen skal gøre sit indtog på den danske børs i slutningen af indeværende år med en markedsværdi på 2-3 mia. kr.

”Set i lyset af den udvikling, Symphogen har været igennem de senere år, samt det faktum, at man nu har en bred og solid pipeline, er en børsnotering den eneste rigtige løsning for selskabet,” siger Kirsten Drejer, der var med til at starte Symphogen og i mange år var direktør i selskabet. Hun er i dag fortsat aktionær, ligesom hun også sidder i selskabets bestyrelse.

Planerne om at sende det danske biotekselskab på børsen kommer efter flere års tilløb, hvor Symphogen, der producerer antistoffer mod kræft, gentagne gange har haft svært ved at leve op til de store forventninger, ejerne har til virksomhedens og dens lægemidler.

Flere af selskabets ejere understreger også over for InsideBusiness, at udviklingen i virksomheden har taget betydelig længere, end man havde håbet på, og den kommende børsnotering er således et vidnesbyrd om, at man i selskabets ejerkreds gerne ser, at der kommer nye investorer med om bord, der kan være med til at spytte omkring 1 mia. kr. i selskabet, hvilket er nødvendigt for at fortsætte selskabets udvikling de kommende år.

Blandt de rådgivere der for nylig har budt ind på opgaven med at hjælpe Symphogen på børsen, forventes det, at selskabets ejerkreds inden for de kommende uger lægger sig fast på, hvilke banker der kommer til at stå øverst på selskabets prospekt.

Trods de fremskredne planer er Symphogens direktør, Martin Olin Andersen (billedet), noget mere forsigtig i forhold til at kommentere selskabets børsintroduktion.

”Vi holder alle muligheder åbne, og en børsnotering er naturligvis en af de veje, vi kan vælge at gå. Vi har dog også mulighed for eksempelvis at indgå partnerskaber med medicinalselskaber, ligesom de nuværende ejere kan beslutte selv at skyde penge ind,” siger han.

Igen en tvekamp

Blandt de hjemlige rådgivere er der en klar forventning om, at det igen bliver Danske Bank og Nordea, der kommer til at kæmpe om pladsen øverst i hierarkiet af banker.

Efter at have snuppet børsspecialisten Christian Hansen fra Nordea sidste år har landets største bank siddet tungt på langt hovedparten af danske børsnoteringer, hvilket må siges at være lidt af en bet for Nordea, der under tidligere corporate finance-chef Harald Grøn havde en dominerede position i netop den del af markedet.

Danske Bank stod da også i efteråret for børsnoteringerne af både TCM Group og biotekselskabet Orphazyme, ligesom man i skrivende stund arbejder på en notering af kapitalfonden FSN Capitals it-virksomhed Netcompany.

Den stærke track record taler for, at Symphogen-ejerne i sidste ende peger på Danske Bank, men det er dog vigtigt at holde sig for øje, at hverken køkkenproducenten TCM eller Orphazymes noteringer var særlig succesfulde.

Hvor TCM Group ganske vist er steget en smule efter en særdeles sløv start, er det gået langt værre for Orphazyme, der indtil videre er faldet 18 procent siden børsnoteringen i efteråret. Hvilket i den grad frustrerer mange af de store danske investorer, der bakkede op om aktien, da selskabet skulle på børsen.

”Vi må konstatere, at udviklingen har været skuffende, og desværre har der været meget langt mellem de rigtig gode børsnoteringer herhjemme de senere år,” forklarer en investor til InsideBusiness.

Ikke de bedste erfaringer

Ud over Orphazyme har det været særdeles sparsomt med lyspunkter blandt de danske biotekselskaber på børsen. Efter flere svære år er Genmab i dag den lysende stjerne, men bortset fra kursraketten har stort set samtlige andre bioteknoteringer de seneste 10 år skuffet fælt.

Zealand Pharma, der  i november 2010 brød isen efter flere års børstørke, er således blot steget med 8 procent siden da, mens det øvrige marked er mere end fordoblet.

Endnu værre gik det selskaber som Topotaget, Curalogic, Pharmexa, der alle strømmede til fondsbørsen i jubelårene før finanskrisen. Alle har siden måttet dreje nøglen om, da lånemarkederne frøs til is, og det efterhånden gik op for investorerne, at en biotekaktie var mere end lottokupon end en opsparing.

Når det nu igen er muligt at notere selskaber med så mange faldgruber som biotek, skyldes det både en stigende appetit på risiko på aktiemarkedet samt et udtalt ønske både fra politisk hold samt flere aktører i markedet om at få mere gang i det danske børsmarked.

Mens vi herhjemme har været begunstiget af flere store noteringer som Nets og Dong de senere år, har det haltet alvorligt med de mindre selskaber, blandt andet grundet manglende interesse fra de største investorer, herunder pensionskasserne.

Problemet er imidlertid, at det især for mange kapitalfonde i dag klart er at foretrække at sælge deres respektive selskaber videre til andre fonde eller industrielle købere. Her slipper man nemlig for at være lænket fast til en virksomhed i et godt stykke tid, som det ofte er tilfældet med en børsnotering, ligesom den enorme efterspørgsel på aktiver har medført, at man modsat tidligere ikke længere nødvendigvis får en højere pris ved en børsnotering.

Flere aktører i markedet frygter derfor, at det i værste fald ender med kun at blive de mest uspiselige selskaber, der ender på børsen.

 

LÆS MERE

Udskældt kapitalfond skal redde pengetanks fitnesseventyr 

Storaktionær raser over kapitalfonds børsfiasko

Erfaren advokat vil lokke børsbejlere til Oslo 

Kapitalforvalter jagter velhavere inden børsnotering

Udfordret bank har investorerne på plads før børsnotering