;
Thomas Møller

Ugens Insider

Udbrydere henter profiler hos konkurrenten

En stribe tunge Qvartz-folk har tilsluttet sig revisionshuset EY efter opkøbet af strategikonsulenthuset BOX Associates. Nu går konsulenthuset i offensiven og spreder nettet i jagten på erfarne og innovative rådgivere.

Det var et uheldigt tab for Qvartz, da tre af konsulenthusets tunge profiler, heriblandt de to medstiftere Thomas Holm Møller og Jakob Wedel, sidste år valgte at gå enegang med et nyt selskab under navnet BOX Associates – som nu tilmed er konkurrent til deres tidligere arbejdsplads.

Og hvis man hos Qvartz håbede, at projektet ville forblive en lille størrelse, blev den forestilling hurtigt manet til jorden. Revisionskæmpen EY indlogerede kort efter de tre grundlæggere i koncernen ved at købe BOX og sætte bogstaverne EY foran navnet.

Med nye midler og adgang til hele den internationale EY-maskine sætter EYBOX nu turbo på væksten både lokalt og internationalt og øger staben betydeligt.

Selskabet, der i dag er en del af EY’s strategiarm Parthenon, består således ikke længere af tre tidligere Qvartz-profiler, men derimod af seks, og selskabet er vokset fra 3 til 14 ansatte, siden det blev stiftet sidste år. Væksten skyldes ikke mindst det netværk, de tre grundlæggere, Thomas Holm Møller, Jakob Wedel og Nicolai Strate, bragte med sig fra deres tidligere arbejdsplads, hvor de sammenlagt har tilbragt godt 40 år og opbygget de nødvendige kompetencer og relationer inden for de lukrative specialer strategi og M&A.

Vil vokse hurtigt

Med yderligere to tilføjelser til ledelsen, Morten Hvidt og Jeppe Winther, der også begge kommer fra Qvartz, er det grundlæggende hold nu på plads, og fiskesnøren er lagt ud til de øvrige konkurrenter på markedet for strategirådgivning, herunder Accenture og Deloitte, hvor der allerede har været bid. Senest med tilføjelsen af en konsulent fra Accentures engelske strategiarm, Accenture Strategy London.

”Som udbryder er der selvfølgelig en tendens til, at flere af de folk, man har arbejdet sammen med tidligere, slutter sig til det nye projekt. Men vores team kommer i stigende grad fra en bred vifte at internationale strategikonsulentvirksomheder, siger Thomas Holm Møller, der er medstifter og partner i EYBOX.

Næste skridt er at udvide forretningen, og Thomas Holm Møller har en aggressiv ekspansionsplan klar. I løbet af de kommende tre år skal EYBOX etableres i flere markeder uden for Danmark, og hvert lokale kontor skal på sigt bestå af mindst 20-25 konsulenter for at have tilstrækkelig skala, mener han.

”Målet er, at vi mangedobler antallet (af ansatte, red.) inden for de næste tre år, og vi er p.t. i færd med at udvide uden for de nordiske grænser. Men ambitionen er ikke at bygge en stor enhed, der arbejder isoleret. Vi skal kunne gå tæt sammen med de andre stærke enheder i EY, også internationalt,” siger han.

Styrker M&A-forretningen

Med købet af BOX er det især strategirådgivningen inden for virksomhedstransaktioner, som EY har styrket. Men hverken rådgivningen eller tilgangen til opgaverne er branchetraditionel. M&A, altså rådgivning i forbindelse med køb og salg af virksomheder, fylder ca. halvdelen af forretningen hos EYBOX, men områderne bliver stadig sværere at adskille.

M&A-rådgivning fokuserer i dag langt mere på transformationer af forretningen end optimering, mens det er rådgivning inden for det digitale, growth og innovation, der er i vækst.

”EY har købt M&A-ekspertise, men med stort fokus på transformation. Når eksempelvis kapitalfondene skal købe op, handler det i dag langt mere om at kunne udvikle eller transformere virksomhederne og i mindre grad om at optimere dem,” siger Thomas Holm Møller.

Før i tiden lå værdien i at optimere selskaberne og sælge fra af de ting, der ikke var kerneforretningen. Det handlede om at strømline processerne, så kapitalfondene efterfølgende kunne sælge hele eller dele af forretningerne med profit, og rådgivning på det område var en guldrandet forretning for konsulenthusene.

Men den værdiskabelse, der ligger i at optimere og strømline, er blevet langt mindre i dag, mener Thomas Holm Møller.

”Mange har enten allerede været igennem en ejerskabsproces, hvor forretningen er blevet optimeret, eller også har de selv strømlinet forretningen. Der er færre og færre virksomheder, der har et potentiale, som kan forløses ved at optimere forretningen. I dag er det ved at udvikle og transformere forretningen, at man øger værdien,” siger han.

Nyt syn på forretningen

EYBOX arbejder blandt andet med digital transformation for store virksomheder som Chr. Hansen, Rockwool, Nilfisk og større finansielle virksomheder. EY-koncernen arbejder i forvejen med mange store virksomheder som Maersk, Novo, Vestas, Carlsberg, hvor det er naturligt, at dialogen handler om, hvad selskaberne skal leve af i fremtiden.

For at svare på de spørgsmål, benytter EYBOX sig af kompetencer, som man sjældent møder i de traditionelle konsulenthuse. Både sociologer, designere og digitale arkitekter bliver inddraget i strategiprocesserne, for når der ikke er to streger under svaret, kræver det andre profiler.

“Det kræver nye typer analyse og indsigter samt et team, der er åbent over for nye typer datakilder og metoder. Det er ikke alle konsulenter, der er lige erfarne med den nye måde at arbejde på,” siger Thomas Holm Møller og tilføjer, at eksperterne ikke behøver at være in-house. Mange virksomheder finder det interessant at købe et sammensat hold, der består af de rette kompetencer, ligesom EYBOX også kan finde på at bringe enkeltpersoner udefra i spil som en del af holdet.

Hos EY er det tilsyneladende også tilgangen til opgaven, man har købt sig ind i med overtagelsen af EYBOX. Det lille konsulenthus er i hvert fald fortsat fysisk adskilt fra EY’s kontorer og opererer som en selvstændig enhed.

”Jeg tror, det er for at få rendyrket det her område. Hvis der bliver revet i én fra for mange sider, tvinges man også til at bruge sin tid på en masse andre opgaver, og så ville vi ende med at sidde og lave procesoptimering alligevel i stedet for det, EY har købt os for,” siger Thomas Holm Møller.

I takt med at BOX vokser, skal huset blive mere og mere internationalt, og for EYBOX var det særligt EY’s internationale profil, der overbeviste partnerne om, at et parløb var den rigtige vej for selskabet.

“Voresførste kontor er i København, men selskabet er født ind i EY’s internationale forretning. Den international rækkevidde og adgangen de mange digitale aktiver, som EY aggressivt investerer i, har helt sikkert været afgørende for, at vi er gået med,” siger han og fortsætter:

”Det var også et af EY’s selling points. Vi blev taget en tur rundt til deres internationale selskaber, og det var helt sikkert for at vise os, hvad de kunne tilbyde. ”

LÆS OGSÅ

Rivegilde i konsulentbranchen efter udbud