Ugens optur
Den fynske pengemaskine
I 2008 måtte L’EASY-stifter Niels Thorborg indkassere et tab på en halv milliard kroner, da hans bank Gudme Raascou blev tvunget til at lukke.
Et voldsomt tab, som nok ville få de fleste til at tabet modet. Sådan gik det ikke for den fynske entreprenør, der siden har skabt kraftig vækst i sine forretninger. Belønningen kom i denne uge, hvor erhvervsmandens selskab 3C Holding kunne fremvise et regnskab med et plus på over en halv milliard kroner på bundlinjen.
En massiv fremgang, der blandt andet er godt hjulpet på vej af, at Thorborg sidste år solgte sin onlinebutik wupti.com til Dansk Supermarked. Alene det salg gav Thorborg en gevinst på 200 millioner kroner. Wupti er på mange måder en L’EASY i miniformat, hvor det takket været et stramt koncept og solid markedsføring på kort tid lykkedes at få Wupti placeret på landkortet herhjemme. Næste udfordring for Thorborg bliver at få en god forretning ud af detailkæden Inspiration, der blev opkøbt i 2009, men med fynboens veludviklede købmandsgen er det sandsynligt, at også Inspiration ender med at blive en god investering.

Niels Thorborg tjente over en halv milliard kroner sidste år.
Ugens optur
Dong fik god debut
Så landede DONG endelig på den danske børs efter flere uger med intens mediedækning og massiv købsinteresse fra aktiemarkedet. Trods enorm efterspørgsel endte DONG dog ikke med at sprænge sit eget prisinterval, hvilket må siges at være klogt. Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har især de professionelle investorer herhjemme lagt et tungt pres på DONG for ikke at oversælge sig selv. Ifølge investorerne er der stadig usikkerheder ved casen, herunder DONG’s vindforretning, og den bekymring har DONG altså lyttet til.
Allerede fra første børsdag blev selskabet og topchef Henrik Poulsen belønnet for det med en kursstigning på over 10 procent, da børsen åbnede. Fra DONG og Henrik Poulsens side har man sendt et klart signal om, at selv om man reelt stadig er ejet af den danske stat, så tager man aktiemarkedets holdninger alvorligt. Det bliver særdeles spændende at se, om DONG kan fortsætte de flotte takter og ikke mindst, hvor længe amerikanske Goldman Sachs vil holde fast i sine aktier.

DONG fik en god start på livet som børsnoteret virksomhed.
Ugens nedtur
Auktionshus i tilbagetog
Det pressede auktionshus Lauritz.com afslørede for nylig planer om en børsnotering i Sverige. Meldingen kom, efter at man gennem længere tid havde jagtet købere blandt danske og nordiske fonde, der dog alle havde vendt tommelfingeren nedad.
Lauritz.com er da også en svær størrelse, da firmaet ud over en stor og dyr obligationsgæld er plaget af, at stifter og hovedaktionær Bengt Sundstrøm har blandet sine private forretninger ind i selskabet. Torsdag kom det så frem, at auktionshuset nu er tvunget til at sparke sine børsplaner midlertidigt til hjørne, da virksomheden ikke kunne leve op til Finanstilsynets krav. En påstand, som tilsynet dog selv afviser. Forvirringen må siges at være total, og man må spørge sig selv, hvorvidt Bengt Sundstrøm og hustruen Mette, der også er direktør for virksomheden, burde få lidt bedre styr på forretningen, før man begynder at trykke nye aktier.

Lauritz.com måtte afblæse sin børsnotering i sidste øjeblik.
Ugens nedtur
Olieselskab på jagt efter ny kredit
Efter OW Bunkers opsigtsvækkende konkurs i 2014 har bunkerbranchen mildest talt haft det svært hos bankerne. Nu tyder alt på, at endnu et selskab i industrien har problemer. Milliardvirksomheden Monjasa, der ellers for blot et år siden indgik en ny stor bankaftale, er ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans igen i problemer. Bankerne truer simpelthen med at lukke selskabets driftskredit. Selskabet selv gør, hvad det kan for at nedtone problemerne, men lige nu står Monjasa i en svær situation. Virksomheden er i forvejen ikke den mest populære olieleverandør i branchen, og flere rederier undrede sig også, da selskabet og dets stiftere i slutningen af 2014 valgte at flytte til Dubai sammen med en række af firmaets vigtigste forretningsområder.

Monjasa og firmaets to stiftere Anders Østergaard og Jan Jacobsen jagter en ny bankaftale.