jan-van-de-winkel

Ugens op- og nedture

Peter Nyholm og Morten Johnsen giver dig et overblik over ugens videre og tabere i dansk erhvervsliv.

Optur

Genmab igen i fremgang

Efter en brat nedtur de senere måneder har biotekkometen Genmab igen fundet formen på fondsbørsen. En kombination af positive meddelelser og det, at de nervøse investorer søger mod medicinalaktier for tiden, gav Genmab stabil medvind på børsen gennem hele ugen.

Den selvsikre hollandske topchef Jan Van De Winkel har hele vejen igennem troet på selskabets store håb, Darzalex, men trods direktørens positive udmeldinger har investorerne været tøvende over for selskabet.

Nu viser det sig så, at Darzalex, der er Genmabs middel mod knoglemarvskræft, i et mindre studie har vist gode resultater over for den sjældne knoglemarvslidelse amyloidose, og det gav for alvor Genmab-aktien vinger i løbet af ugen.

 

Stor rift om Nets-aktier

Betalingsgiganten Nets løftede i denne uge sløret for sit længe ventede prospekt. Mens selskabet ser ud til at få en værdi på omkring 30 milliarder kroner, kan Nets-ledelsen med direktør Bo Nilsson i spidsen glæde sig over, at de kommer til at score en formue på noteringen.

De første meldinger fra analytikere og kilder tæt på noteringen lyder på, at det især er de udenlandske investorer, der hungrer efter Nets-aktier. 24 timer tog det, før alle aktier i Nets var booket, og mens de danske investorer er en smule skeptiske over den stigende konkurrence, som Nets er udsat for, er det ikke et tema, der fylder særlig meget blandt de udenlandske investorer.

Her ser man Nets som en solid case med et stærkt fodfæste i Norden, men kilder peger på, at de udenlandske investorer ikke laver nær så grundig research som de danske aktiekøbere, der kender Nets langt bedre og derfor også har et bedre billede af de udfordringer, der truer i horisonten.

 

Nedtur

Lampefirma på katastrofekurs

Fra at tale om børsnotering i USA og en markedsværdi på over 5 milliarder kroner er Roskilde-virksomheden Hesalight nu en virksomhed, der kæmper for livet.

En række af selskabets kreditorer med Pensam, PensionDanmark og Danske Capital i spidsen valgte i den uge at kræve en obligation på 750 millioner kroner tilbagebetalt. Et chok for den kontroversielle lampedirektør Lars Nørholt, der noget omtumlet måtte konstatere, at han ikke helt var klar over, hvad der foregik.

Investorernes udmelding er kulminationen på flere måneders brat nedtur for lampevirksomheden, der er blevet taget med hånden i kagedåsen adskillige gange. Tvivl om nøglekunder, regnskaber og en masse andre dårlige historier har stjålet billedet i det tidligere så succesrige selskab, og igen må man undre sig over, hvad pensionskasserne laver af forarbejde, hvis noget overhovedet, før de kaster sig ud i risikable alternative investeringer som eksempelvis Hesalight.

 

Frygt for priskrig presser TDC

Danmark har fået et nyt teleselskab. Tjeep er navnet, og mens danskerne kan glæde sig over, at telemarkedets nye frække dreng i klassen vil presse priserne ned, ser TDC’s investorer nervøst frem til endnu en udmagrende priskrig.

Telegiganten har prøvet det flere gange før og har ofte været nødt til at opkøbe fremadstormende miniputter som Telmore og Fullrate, og udsigten til faldende priser på det danske mobilmarked var gift for TDC-aktien, der efter flere dages fald dykkede med hele 4 procent torsdag.

TDC har ellers forsøgt sig med at hæve priserne forsigtigt gennem den senere tid, men med en ny aktør i markedet tyder alt på, at Danmarks største teleselskab igen bliver nødt til at gå på kompromis med indtjeningen for at undgå at miste alt for mange kunder. Lidt af en mavepuster for TDC, og det bliver nu interessant at se, hvor længe TDC og de andre store aktører kan lade Tjeep stjæle kunder fra dem, inden de bliver nødt til at udskrive en millioncheck.