Ugens taber: Avisgenerals millionfødselsdagsgave på kant med reglerne og etisk set helt uforsvarlig
Danmark kan bryste sig af at ligge rigtig pænt i diverse statistikker for lavt korruptionsniveau og lignende. Det kan vi være stolte af. Det klinger imidlertid ofte hult, hvis man dykker ned i diverse studehandler og lokumsaftaler i især grænsefladen mellem politik, erhverv, halvoffentlige fonde med flere.
Men lige præcis en vis del af erhvervslivet bør være renere end ren. Nemlig den del, der beskæftiger sig med at afdække selvsamme politiske og erhvervsmæssige aftaler af tvivlsom karakter.
Derfor er det en bombe, som Politiken i denne uge kunne løfte sløret for: At formand for Jyllands-Postens Fond Jørgen Ejbøl har modtaget 2,1 million kroner i engangshonorar i forbindelse med sin 75-års fødselsdag i februar – blot få måneder efter en fyringsrunde på Jyllands-Posten.
Det er tidligere næstformand i fonden, Systematic-stifter Michael Holm, der kommer med skytset, og tak for det. Han udtrådte af bestyrelsen i april og fortæller til Politiken, at han var stærkt kritisk over for engangshonoraret, som supplerer Ejbøls årlige honorar på 600.000 kroner.
Selv oplyser JP’s formand, at alt er gået efter bogen. Det har vi på InsideBusiness dog svært ved at forstå, for der findes jo regelsæt og praksis for honorarer, som administreres af Erhvervsstyrelsen. Og der er jo ikke tale om en særlig stor fond. I denne sag skal Erhvervsstyrelsen ind at se det honorar efter i sømmene. Er det på nogen måde på kant med reglerne, må Jørgen Ejbøl stoppe. Vi kan ikke stiltiende se til, mens en så eksorbitant gave uddeles, mens vi bryster os af at være et ordentligt og transparent samfund. Og vi bilder os selv ind, at vi tager pressens opgave alvorligt.
Her må også Jyllands-Postens egne journalister træde i karakter og begynde at grave i avisens egne forhold eller alternativt nedlægge arbejdet i protest. Ellers er man ikke sin opgave voksen. Det forpligter at være kritisk journalist – også når der skal renses ud i eget hus.
Det viser den kritiske dækning i såvel Politiken som Ekstra Bladet, som begge er en del af den magtfulde koncern.
Sent torsdag aften kom det frem, at Jørgen Ejbøl tilbagebetaler 2,1 million kroner til Jyllands-Postens Fond med ordene: »Vi har i den grad handlet i god tro, men har åbenlyst ikke fået den rigtige vejledning, for efter dialog med en advokat med fondsretlig ekspertise, som vi i dag har modtaget rådgivning fra, står det klart, at aftalen ikke holder juridisk. Derfor betaler jeg selvfølgelig pengene tilbage med det samme. Det kan og skal ikke diskuteres,« forklarer Jørgen Ejbøl i en pressemeddelelse fra fonden.
Det står dog fortsat klart, at en profil med så ringe dømmekraft ikke bør stå i spidsen for et af landets mest magtfulde avishuse.
Ugens taber: Topdanmarks Peter Hermann tavs om kæmpe millionbod
Som afdækket i InsideBusiness den seneste uges tid har Topdanmarks salg af pensionsselskabet Topdanmark Liv til Nordea udviklet sig til en dundrende hovedpine for ikke blot Nordea, men i langt højere grad for Topdanmark.
Onsdag morgen fik vi syn for sagen, da Topdanmark gik ud med en børsmeddelelse om, man kommer til at bruge 175-195 millioner kroner mere end forventet på at skære pensionskunderne ud af Topdanmarks it-systemer. Samtidig binder Nordea sig til Topdanmark i form af et langstrakt samarbejde på skadesforsikringsdelen.
Som InsideBusiness før har skrevet det, er det lidt af en møgsag for Topdanmarks topchef, Peter Hermann, da der kan være begået en fodfejl i aftalen mellem de to parter. Toppdanmark har nemlig forpligtet sig til at levere data som cloudbaseret, hvilket vanskeliggøres af, at Topdanmarks it-platform ikke er konstrueret til det.
Det er ikke noget, som Topdanmark har kommenteret eller afvist. Alligevel var det igen umuligt at få et interview med Peter Hermann eller andre i Topdanmark i forbindelse med meddelelsen om den nye kæmperegning, som blandt andet går til at betale it-konsulenter fra BCG til at få projektet på ret kurs med en endog ganske lang forsinkelse.
“Som tidligere udmeldt har processen, der omfatter den endelige separation af vores tidligere livs- og pensionsselskab, vist sig mere omfattende, kompleks og tidskrævende end først antaget, fordi der er tale om en teknisk kompliceret proces. Vi har løbende haft en god dialog med Nordea om det, og vi er glade for at have fundet en god løsning og aftale om it-separationen,” lød det skriftlige citat fra Peter Hermann blot.
På InsideBusiness får Peter Hermann en ugens taber. Ja, det er en møgsag, og ja, det tager længere tid og bliver dyrere – det er ikke første gang, det sker med et it-projekt. Men i det mindste kunne topchefen da vise mandsmod nok til at stille sig op og fortælle omverdenen om situationen. Topdanmark kan jo bare se mod sin hovedaktionærer i If Forsikring/Sampo. Her har man tradition for at tale langt mere åbent med pressen. Også om kritiske forhold.