Grænseløs socialdemokratisk nidkærhed over for velhavere som Martin Thorborg
Troede du, at du ville få en form for statslig anerkendelse, hvis du havde bygget det ene millionimperium efter det andet, skabt masser af arbejdspladser og betalt millioner og atter millioner i skat? Så har du værsgo at blive skuffet.
Nu er velhavere som Martin Thorborg nemlig pludselig kommet i offentlig socialdemokratisk gabestok. Tilsyneladende frygter Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i B.T., at velhavere begynder at arbejde mindre eller pensionerer sig selv som 50-årige, fordi de har råd til det.
Den afgrundsdybe analyse fra Christian Rabjerg Madsen er, at det bliver de socialdemokratiske kernevælgere, som så står med de kolossale regninger for at holde velfærdsstaten kørende.
“Det kan jo godt være et perspektiv, man kan have, hvis man har rigtig mange penge, men man skal bare vide, at dem, der så finansierer velfærdssamfundet, er de slagterimedarbejdere, der ikke har råd til at pensionere sig som 50-årig. For vores velfærdssamfund er bygget op om, at man hele livet igennem arbejder ganske meget,” som Christian Rabjerg Madsen anfører over for B.T.
På InsideBusiness vil vi blot indvende, at det måske er meget godt for både Christian Rabjerg Madsen og hans kernevælgere, hvis Martin Thorborg bruger sin tid på at slappe lidt af og får ro i hjernen til at udvikle nye kreative erhvervsprojekter, som kan finansiere den voksende og altædende velfærdskasse. Samtidig kan Martin Thorborg jo så bruge sin tid på at se nærmere på sin selvangivelse for at få overblik over alle de skatter, han betaler, til trods for at han ikke er lønmodtager, f.eks. sosu-assistent eller skraldemand, i socialdemokratisk forstand.
Det kunne f.eks. være at se nærmere på de nye ejendomsskatter, men det kunne også være udbytteskat, moms, registreringsafgifter, renovationsafgifter, selskabsskat og indkomstskat fra bestyrelsesposter eller lignende.
Christian Rabjerg Madsens elskede velfærdsstat holder jo ikke op med at kradse penge ind, bare fordi man går lidt ned i arbejdstid.
På InsideBusiness så vi gerne, at der kom lidt mere socialdemokratisk ydmyghed over for dem, som faktisk skaber noget i Danmark. Al respekt for lønmodtagerkulturen og de offentligt ansatte, men regningen for at betale deres løn kommer altså et andet sted fra.
Alternativt så vi gerne, at Christian Rabjerg Madsen selv tog sit karrierevalg op til revision. Vi kunne godt bruge flere varme hænder og flere lønmodtagere, der kan tage fat på fabrikken eller slagteriet.
Men det er nok for meget at forlange af den 37-årige socialdemokratiske politiske ordfører, der har ca. fire års arbejdsliv uden for Christiansborgs trygge mure, blandt andet som udviklingskonsulent for Varde Kommune, som seniorkonsulent og et års arbejde som kampagneleder for folketingskandidat Nicolai Wammen på sit cv.
Nye kurstæv til Ørsted
Mads Nipper må til tider savne Bjerringbro og sin gamle arbejdsgiver Grundfos. Her var udfordringer til at håndtere, der var ro på bagsmækken, og den velsmurte maskine tøffede lystigt af sted.
I dag er situationen diametralt modsat for stakkels Nipper. Børsnoterede Ørsted er i dyb krise, og selv på en uge uden synderlig negative nyheder blev aktien slagtet. Over 10 procent tabte den tidligere statsejede koncern på børsen i denne uge, og dermed satte investorerne en fed streg under, at de senere års grønne jubelrus er sluttet brat.
Alle flygter fra den tidligere så ombejlede branche, og alene i år har Ørsted fået næsten halveret sin markedsværdi på børsen.
Mange danske investorer havde ganske vist for længst fået den opfattelse, at de grønne energiaktier var blevet alt for dyre, men især de internationale aktiekøbere har længe ignoreret alle advarselslamper og er fortsat med at presse priserne op.
Tilbage står nu Ørsted og Mads Nipper, der ser ud til at have brændt sine broer med store dele af investorkredsen, ligesom selskabets finansielle formåen synes noget mere skrøbelig oven på den voldsomme nedjustering tidligere i år.
Samtidig spøger en potentiel emission også i kulissen, for har Ørsted overhovedet de finansielle muskler til at løfte fremtidens mange milliardinvesteringer? Og giver det overhovedet mening at gennemføre de store projekter nu, hvor forudsætningerne har ændret sig så radikalt?
Det lugter af en sand børsgyser.
