Torben Østergaard web

Ugens vindere og tabere

Ugens taber: Miljøkatastrofe giver nye ridser i lakken på milliardær

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vinder og taber i dansk erhvervsliv

Det er kun få år siden, at Danmarks sjetterigeste mand, Torben Østergaaard-Nielsen, der sammen med sine døtre ejer USTC-koncernen, havnede på landets forsider, da hans absolutte guldkalv, Bunker Holding, blev idømt en millionstor bøde for at sælge jetbrændstof til russiske virksomheder, der siden blev brugt til kampfly i borgerkrigen i Syrien.

Nu truer en ny krise med at give oliemilliardæren endnu en ridse i lakken.

Denne gang er det inden for landets grænser, at en af Torben Østergaard-Nielsens mange virksomheder er havnet i et gedigent stormvejr. Nærmere bestemt i Randers, hvor et jordskred med forurenet jord fra virksomheden Nordic Waste, som i sidste ende er ejet USTC-koncernen, har skabt en situation, der i værste fald kan udvikle sig til en miljøkatastrofe.

I døgndrift forsøger Randers Kommune at begrænse skaderne, alt imens Nordic Waste har givet op og fyret sine ansatte. Det har udløst en skarp kritik fra kommunen, der allerede varsler krav mod rigmandens selskab for udgifterne, der ifølge Børsen allerede nu løber op i mindst 20 millioner kroner.

Indtil videre forholder Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtre sig tavse. Det samme gør Nordic Waste. Man skulle ellers tro, at de mange offentlige tæsk, som Syrien-sagen gav rigmanden og hans konglomerat, gav vigtige lærepenge i krisekommunikation, hvor det sjældent er god latin blot at lukke i.

Taktikken står i øvrigt i skærende kontrast til rederigiganten A.P. Møller-Mærsk, der i december tabte op mod 40 containere langs strandene i Jammerbugt. Her meldte rederiet hurtigt ud – med det, man i Mærsk-sprog kan betegne som rettighed omhu – at, man ville hjælpe med oprydningsarbejdet og betale den efterfølgende regning.

Spørgsmålet er derfor, hvor længe Torben Østergaard-Nielsen og døtrene kan lukke i, hvis de vil undgå, at sagen udvikler sig til endnu en offentlig skandale, der pletter det fynske konglomerat og de ellers så sky milliardærer.

Uanset hvad, koster sagen – og ikke mindst den foreløbige håndtering – en af 2024’s første tabere i InsideBusiness.