Regeringens grønne omstillingscirkus ligner en skør, skør verden
Danskerne skal nu betale mere for at flyve. Det kaldes en flyafgift, som skal hjælpe med den grønne omstilling, men ligner blot endnu en afgift på danskernes privatforbrug.
Den nye ’grønne’ afgift blev præsenteret af klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard fra Moderaterne. Dog skal alle pengene ikke bruges på udvikling af grønne brændsler og grøn indenrigsflyvning, men også til at dække ældrechecken, forstår man. Aha, det er altså ikke en grøn afgift. Bare en ny afgift.
Sagen er bare endnu et eksempel på den konstante omfordelingspolitik, som regeringen excellerer i. Denne gang dog med det fokus, at afgiften i princippet skal være grøn, men i praksis ender som endnu et nytteløst irritationsmoment, som gør det dyrere for danskerne at gøre, hvad de har lyst til. For eksempel at bruge de i forvejen tungt beskattede lønningskroner til at flyve hele familien til Mallorca en trist novemberdag.
Problemet er, at Lars Aagaard som andre regeringspolitikere bruger en masse tid og energi på at flytte rundt på småbeløb, der dog er store nok til at genere de mennesker, som drømmer om tre uger i Thailand for hele familien. For de kommer til at mærke den ekstra udgift.
Lars Aagaard skulle måske overveje at interessere sig lidt mere for de nære ting, som overhovedet ikke giver mening i forhold til klimaforandringer. For eksempel kan man nu købe en Hongqi luksusfirehjulstrækker på ren el til bare 449.990 kroner uden dansk registreringsafgift, for det er der p.t. ikke på elbiler.
Nå, men den er grøn – det er jo en elbil? Nej, vel er den ej. Det er en elbil, der vejer dobbelt så meget som en almindelig personbil med en egenvægt på 2,7 ton, der med 5,2 meter i længden fylder mere end en standardparkeringsbås. Er det grønt at flytte så meget rundt, når man ene mand skal til bageren efter brød? Ikke rigtig.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard får en ugens taber for at præsentere endnu et tåbeligt regeringsudspil, som først fremmest vil genere danskerne. Selv oplyser han ifølge TV 2, at han er ”glad og stolt over, at Danmark med en ny afgift kan følge trop med vores nabolande, der i forvejen har en flyafgift.”
Er det virkelig et argument for at lægge endnu en nytteløs grøn afgift over på danskernes skuldre?
Guldrandet aktie slået hjem
Der sker i sandhed nogle alvorlige bølgeskvulp på det danske aktiemarked i disse dage. Og mens enkelte hårdtprøvede selskaber nu pludselig kan sole sig i lidt medvind står det anderledes til for en af investorernes tidligere kæledægger, Coloplast.
Et skuffende regnskab i denne uge løftede samtidig sløret for årets anden nedjustering, idet medikogiganten måtte neddrosle forventningerne til det igangværende regnskabsår.
Aktien blev ikke overraskende sendt i frit fald, og med et tab på næsten 7 procent blev der på én dag barberet 11 milliarder kroner af Coloplasts markedsværdi.
Topchef Kristian Villumsen mente selv, det var et solidt regnskab i et vanskeligt år, hvor man både må kæmpe mod inflation og ugunstige valutakurser.
Investorerne var dog ikke enige, og alene de sidste seks måneder har koncernen tabt mere end en fjerdedel af sin markedsværdi.
Coloplast er ellers historisk blevet anset som en stærk defensiv aktie, hvor investorerne kan søge hen i usikre tider, men selskabets skuffende udvikling i 2023 har fået aktionærerne på andre tanker.
Og hvad med topchef Kristian Villumsen, der var håndplukket som den oplagte efterfølger til den yderst succesfulde Lars Rasmusen? I hans fem år har Coloplast-aktien haltet alvorligt efter det danske aktieindeks, men formanden er sjovt nok den samme mand, der udpegede Villumsen som sin naturlige efterfølger.
Måske et par af de ellers så søvnige danske pensionskasser med konfliktsky ATP i front skulle kræve, at den konstellation lige kigges efter i sømmene?