Netflix web

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Bizar sag om kærestelignende forhold i stor hvidvasksag – Kæmpe lussing til techdarling

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Bizar sag om kærestelignende forhold i stor hvidvasksag

Hvis man har røde ører hos Erhvervsstyrelsen, er der ikke noget at sige til det.

En bizar detalje ved et retsmøde i den foreløbig største sag om hvidvask i Danmark har nemlig med ét sat styrelsen i et særdeles pinligt lys.

Egentlig skulle retsmødet i Østre Landsret tirsdag handle om, hvorvidt en danskrussisk kvinde fortsat skal sidde varetægtsfængslet i en sag, hvor hun er sigtet for hvidvask for omkring 30 milliarder kroner gennem Danske Banks estiske filial.

Men under retsmødet kom det frem, at politiets efterforskning har vist, at en centralt ansat i Erhvervsstyrelsen har haft et ‘kærestelignende forhold’ til en anden sigtet litauisk kvinde i sagen, kunne både Børsen og Berlingske fortælle.

Det opsigtsvækkende – og ganske pinlige for Erhvervsstyrelsen – er, at den pågældende ansatte blandt andet stod for at registrere netop de kommanditselskaber, som de sigtede ifølge anklagemyndigheden brugte til at hvidvaske over 30 milliarder kroner gennem Danske Banks filial i Estland.

Med til historien hører, at anklagemyndigheden mener, at Erhvervsstyrelsen i flere år undlod at reagere på en række åbenlyst mistænkelige forhold omkring de pågældende kommanditselskaber.

Oplysningen bør ikke bare give røde ører i Erhvervsstyrelsen, men rejser efterhånden også spørgsmålet, om myndighederne har sovet i timen. Uanset hvad, koster det en ugens taber i InsideBusiness.

 

Kæmpe lussing til techdarling

Det er bestemt ikke unormalt, at et børsnoteret selskab bliver hårdt straffet for at misse markedets forventninger. Ikke desto mindre er det længe siden, at en global sværvægter har fået så læsterlige klø, som ellers så succesvante Netflix fik i denne uge.

En forventet brugervækst på 2,5 millioner var i stedet forvandlet til en tilbagegang på 200.000 brugere, som enten har opsagt deres abonnement eller søgt mod en af de talrige konkurrenter.

Reaktionen på børsen var ubarmhjertig, og alene på dagen tabte den amerikanske streaminggigant hele 35 procent, hvilket barberede astronomiske 373 milliarder kroner af selskabets markedsværdi.

Det er blandt andet den stigende inflation og globale usikkerhed som følge af krigen i Ukraine kombineret med benhård konkurrence fra nytilkomne konkurrenter som Amazon, YouTube og Hulu, der i den grad gør ondt på Netflix, der blandt andet står bag successerien ’Stranger Things’ (billedet).

Flere investorer frygter dog også, at nedturen i Netflix er første tegn på, at coronakrisens vindere nu er ved at tabe pusten og ikke længere kan levere samme vækstrater, som da kunderne sad derhjemme og ikke kunne rejse og tage på restaurant.

Samtidig er der i markedet en overordnet frygt for, at de mange hypede techselskaber ikke længere er nær så attraktive som tidligere, hvorfor priserne på dem sandsynligvis skal ned.

Ikke desto mindre er Netflix i denne uge en soleklar taber, men mere interessant bliver det at se, om streamingskæmpens øretæve er starten på noget langt værre eller blot er et klassisk eksempel på en virksomhed, der på den korte bane har undervurderet sine udfordringer.