Corydon web

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Bjarne Corydon i kæmpe vildskud på Dagbladet Børsen – Topchef i pengetank fyret af Frigast 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv. 

Tabere

Bjarne Corydon i kæmpe vildskud på Dagbladet Børsen 

Det er ikke så ofte, at danske erhvervsmedier kritiserer hinanden, selv om det bør være en del af opgaven fra tid til anden. På Dagbladet Børsen går det dog så dårligt for Bjarne Corydons vækststrategi, at det afføder en sjældent velfortjent ugens taber. 

Bjarne Corydons strategiplan var nemlig ved halvåret 2018, at man ville nå en omsætning på knap 400 millioner kroner ved at sælge flere abonnementer. Man skulle altså øge omsætningen med knap 100 millioner kroner fra 2017 frem til 2022. 

Lad os bare konstatere, at det ikke er gået, som Bjarne Corydon stillede ejerne og omverdenen i udsigt.  

Omsætningen for 2020 endte i stedet på 272 millioner kroner. Dermed fuldender resultatet billedet af et mediehus, som har haft konstante fald i omsætningen siden 2016, da omsætningen var på 350 millioner kroner.  

På InsideBusiness’ vinder og taber-redaktion tør vi godt vædde en kasse gravøl på, at Bjarne Corydon ikke når sit ambitiøse vækstmål om en omsætning på 400 millioner kroner i 2022. Man må i det hele taget sige, at det nok aldrig var et realistisk mål for et trykt dagblad, som trods alt fortsat er kernen i Børsens forretning. 

Corydon har dog forsøgt sig med udrulningen af en række nichemedier såsom Børsen Pro Finans, Børsen Selvstændig og Børsen International. Men den satsning blegner ved siden af JP/Politikens effektive nyhedsfabrik i Watch Medier. Så der er noget at tage fat på for Bjarne Corydon, og spørgsmålet er, hvordan han kommer videre efter at have skudt så meget ved siden af. 

Noget kan nok undskyldes med pandemien og deraf følgende fald i annoncer og konferenceaktiviterer. Til gengæld har den engang så liberale erhvervsavis søgt den ekstraordinære statslige coronahjælpepakke og fået 12,9 millioner kroner – og her kan man diskutere det samfundsmæssigt fornuftige i at give en i øvrigt sund virksomhed 13 millioner kroner i støtte, når virksomheden trods alt giver et overskud 27 millioner kroner i et kriseår som 2020. Man kan i hvert fald ikke længere på lederplads kritisere andre virksomheder, som har taget godt for sig af coronahjælpepakkerne. 

Også for mediekæmpen JP/Politikens Hus med Stig Ørskov i spidsen må udviklingen ses som uheldig, idet man her købte 49,9 procent af Børsen for 400 millioner kroner i januar 2017 med hårde konkurrenceklausuler om, at man ikke må blande sig i driften. Det er det, man kalder for en strategisk investering. For de penge kommer næppe hjem igen foreløbig. 

 

Topchef i pengetank fyret af Frigast 

Hvis der er noget, partnere i kapitalfonde har prøvet kræfter med gennem tiderne, er det at fyre direktører. Alligevel må Axcels mangeårige førstemand, Christian Frigast, sande, at ugens bratte fyring af direktør Kirstine Damkjær i EKF Danmarks Eksportkredit var knap så elegant.  

I den yderst kortfattede meddelelse fra EKF stod der blot, at man havde ”indgået en aftale” med sin direktør om, at hun stopper omgående, da man vil vende tilbage til sin mangeårige erfaring med international finansiering og sustainability”. 

Hvis det skal oversættes til dansk, kan man kort og godt konstatere, at EKF-direktøren er blevet fyret på gråt papir, og, ikke mindst, at EKF ikke på nogen måde ønsker at fortælle hvorfor. Baggrunden skal dog ifølge InsideBusiness’ oplysninger findes internt i den statslige pengetank, hvor der gennem længere tid har været massive samarbejdsvanskeligheder mellem både Kirstine Damkjær og bestyrelsen samt topchefen og den øvrige organisation. 

Fejlen ligger naturligvis ikke udelukkende hos den fyrede direktør, men det helt store problem i EKF har været, at bestyrelsen er blevet lovet en række ting, som folkene bag den nu forhenværende topchef slet ikke har været i stand til at leve op til. 

Samtidig har der internt i bestyrelsen været den opfattelse, at man ofte fik en noget mangelfuld rapportering, ligesom man gennem længere tid har været svært misfornøjet med, at fonden ikke rykkede sig hen imod de målsætninger, som man havde opsat. 

Samtidig har den anspændte stemning i bestyrelseslokalet forplantet sig ned gennem organisationen, hvor kilder beskriver et stærkt problematisk arbejdsklima og store interne spændinger. 

Nu er det så op til headhunteren Heidrick & Struggles at finde en ny frontfigur til den store pengetank, og det første, man nok bør gøre, er at afstemme forventningerne med formand Frigast og den øvrige bestyrelse, så man ikke begår samme fejl igen.