Tabere
Dansende Lego-direktør taber pusten
Det var en direktør sprængfyldt af selvtillid, der i februar 2015 dansede rundt for rullende kameraer og sang Lego-sangen om, at alt er fantastisk. Siden har stemningen i Billund ændret sig gevaldigt.
I denne uge måtte Jørgen Vig Knudstorp sande, at man havde overvurderet sine egne vækstmuligheder, og et skuffende halvårsregnskab blev lanceret samtidig med nyheden om, at Lego nedlægger 1.400 stillinger, heraf mange hundrede i Danmark.
For den ellers så succesvante Knudstorp vidner det sløje regnskab og de talrige afskedigelser om, at de seneste 12 måneder har budt på færre succeshistorier fra Lego, end vi er vant til.
For et år siden var der også knas i Lego-maskinen, hvor man pludselig blev ramt af logistiske udfordringer, og efterfølgende fulgte så den noget rodede direktørkabale, hvor Jørgen Vig først overlod stafetten til britiske Bali Padda blot for at erstatte den erfarne Lego-mand med tidligere Danfoss-chef Niels B. Christiansen efter 8 måneder.
Det store spørgsmål er nu, hvorvidt Legos vækstmotor er ved at tabe pusten efter mange års vild fremgang, eller om de nuværende udfordringer blot bliver et beskedent kapitel i en lang historie om fremgang. Og hvordan påvirker de nuværende problemer forholdet mellem den magtfulde Jørgen Vig Knudstorp, der fremover skal agere som aktiv formand og holde Niels B. Christiansen i relativt kort snor uden at genere den forhenværende McKinsey-mand alt for meget.
Ingen tvivl om, at 2018 bliver et uhyre spændende år for det danske legetøjsklenodie.
Finne tog fusen på Brian Mikkelsen og Finansdanmark
De kan godt virke som nogle krukker i toppen af Nordea. Men i de mindste gør de alvor af deres trusler, når de fremsætter dem. Det gælder også placeringen af hovedsædet, hvor lugten i Sveriges hovedstad altså var blevet for stram.
Denne tirsdag kom det frem, at Nordea er færdig med at have hovedsæde i Stockholm, og efter et udvælgelsesforløb blev København fravalgt til fordel for Helsinki, der skal være hjemsted for Nordeas nye hovedsæde.
Den officielle forklaring fra Nordea lød i pressemeddelelsen, at man ønsker at placere sit hovedsæde i et land, som er en del af EU’s bankunion. Og det er Finland. Men det er værd at bide mærke i, at Nordeas formand er hjemlandsglade finske Björn Wahlroos, der som formand og arkitekt bag den succesfulde pensionsspiller Sampo og rådgivnings- og pensionskoncernen Mandatum har haft sin gang i netop Helsinki.
InsideBusiness skal ikke kunne sige, hvad der var udslagsgivende for at vælge Helsinki, men uanset hvad, er det et slag i ansigtet på hele det finansielle Danmark, som havde sat næsen op efter at blive hjemland for Nordens største bank Nordeas hovedsæde.
For mesterstrategen Björn Wahlroos, der aldrig har lagt skjul på sit finske sindelag, ligner det nok et strategisk mestertræk.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen, der havde regnet med at få hovedsædet til Danmark, må trøste sig ved, at det ikke er første gang, at Wahlroos har trukket bukserne af en dansker. Værst gik det ud over Danske Banks Peter Straarup, der købte Sampos bank på det helt forkerte tidspunkt inden finanskrisen, hvilket kostede Danske Bank milliarder.
Det er også Björn Wahlroos, der med datterselskabet If har taget et jerngreb om den danske forsikringskoncern Topdanmark.