troels

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Deloitte er havnet i shitstorm – Troels Lund fortsætter destruktionen af Venstres troværdighed

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Ugens taber: Deloitte er havnet i shitstorm

Pas på, hvad du ønsker dig. Det gamle ordsprog kan passende tages i brug om Danmarks største revisions- og rådgivningshus Deloitte, der er havnet i en regulær shitstorm på de sociale medier.

Baggrunden er et yderst uheldigt – og frem for alt kluntet – forsøg på at på lave et såkaldt takeover af instagramprofilen hejsoester med mere end 15.000 primært kvindelige følgere. Hej Søster er et populært feministisk fællesskab, som sangerinden Fallulah står bag.

I Børsen er det beskrevet, at Hej Søster-profilen tidligere på ugen delte en henvendelse, som den havde fået fra Deloitte, hvor revisions- og rådgivningskæmpen spurgte, om de måtte låne og styre indholdet på profilen i en periode for at vise, ”hvordan kvinder kan arbejde med økonomistyring og analyse i et high pace-arbejdsmiljø, samtidig med at der er plads til individuelle tilpasninger.”

Henvendelsen fra Deloitte kom kort tid efter, at Finans forinden havde beskrevet, at Deloittes talentchef og partner i Camilla Kruse stopper. Camille Kruse gjorde sig for alvor bemærket, da hun i et interview om ligestilling i Finans blev citeret for at sige, at “konsekvensen er, at der vil være flere middelmådige mænd, der ikke bliver partnere”. Det udløste en voldsom debat både eksternt og internt i Deloitte, og et halvt år efter de sprængfarlige udtalelser er hun nu fortid.

Men henvendelse fra Deloitte om låne Hej Søsters Instragram-profil har udløst en regulær shitstorm mod Deloitte. På opslaget, hvor Hej Søster har delt billedet af Deloittes henvendelse, er det siden væltet ind med kritiske kommentar fra brugere, der blandt andet påstår, at de arbejder eller har arbejdet i Deloitte.

Kommentarerne går blandt andet på fyringer af gravide, krænkelser og kvinder, der får lavere løn end deres mandlige kollegaer i det profilerede revisions- og rådgivninghus. Det får nu topchef Christian Jensby til at varsle en undersøgelse af de påståede forhold.

Sagen er det seneste eksempel, hvordan virkeligheden i en stor dansk virksomhed ikke altid står mål med de værdier, som man ønsker brande og bryste sig på. Tag bare Chr. Hansen, der pludselig trak sin Pride-støtte, da indtægterne fra visse udenlandske kunder pludselig var i fare, hvilket har udløst en intern krise i selskabet.

Hos Deloitte må man nok sande, at det handler om at have orden i eget penalhus, inden man belærer omverdenen om, hvordan man skaber rummelig arbejdsplads.

Af den grund går ugens taber til Deloitte.

Ugens taber: Troels Lund fortsætter destruktionen af Venstres troværdighed

Netop som man begyndte at vejre lidt morgenluft i Venstre med udskiftningen af Jakob Ellemann-Jensen med Troels Lund Poulsen flankeret af Stephanie Lose, synes partiets nye formand at have leveret det ultimative selvmål.

Nemlig indskiftningen af Mia Wagner, der torsdag denne uge kulminerede med hendes exit bare to uger efter, at hun afløste den ellers driftssikre Marie Bjerre på posten som digitaliseringsminister- og minister for ligestilling.

Nu er status quo så genoprettet i og med, at Marie Bjerre er genudnævnt som minister for det ressort-område, hun var så ked af at forlade. Mia Wagner har nogle hjerteproblemer, som selvfølgelig er alvorlige og triste. Men lad os lige minde os selv om, at man i ledelse er nødt til at overveje, om en ny profil også har den robusthed, som skal til for at varetage en ansvarstung ledelsesopgave.

Tilbage står fortsat spørgsmålet: Hvad I alverden tænkte Troels Lund Poulsen på, når han kan træffe en så elendig ledelsesbeslutning som at udnævne den politisk fuldstændig grønne Mia Wagner som minister? Var tanken at få et kendt ansigt fra DR’s Løvernes Hule ind, så hun på mirakuløs vis kunne vende de nedadpegende meningsmålinger for Venstre? Formentlig.

På InsideBusiness vil vi gerne minde Venstres formand om, at ledelse og udpegning af de rette profiler går lidt dybere end at udnævne en kvindelig profil, som er kendt fra tv. Tilmed i et program, der sådan set ikke kræver det store af deltagerne. Der er ikke bygget en stor og kompleks virksomhed op, og der er heller ikke en lang og tung ledelseskarriere at læne sig op ad.

En smule research på Mia Wagners erhvervskarriere og historik ville med ret stor sandsynlighed afdække, at hun nok ikke ville være den perfekte profil til at overtage et krævende ministerjob i en tid, hvor Venstre mest af alt har brug for at udstråle stabilitet og god dømmekraft.

Så hvorfor formåede Venstres formand Troels Lund Poulsen så ikke at vise et minimum af rettidig omhu? Og hvorfor skulle ministeriet, Mia Wagner selv og Marie Bjerre udsættes for den ydmygende behandling med en så hurtig ind- og udskiftning?

Svaret blafrer i vinden, men peger desværre igen tilbage på Venstres top, der under Troels Lund Poulsen heller ikke ser ud til at være et regeringsdueligt parti, som er i stand til at træffe modne beslutninger på vegne af vælgerne.

Kommer meningsmålingerne fortsat til at pege nedad for det engang så store borgerlige parti? Ja – og det vil være yderst velfortjent.