Den digitale troldmand svigter
Den ombejlede erhvervsmand Jim Hageman Snabe har i mange år været en eftertragtet herre rundtomkring i landets bestyrelseslokaler. B&O og Danske Bank er blandt de virksomheder, der tidligere har nydt godt af den rolige erhvervsmand med det internationale cv.
Hans ry for at være en af de få danske topfolk, der for alvor forstår den digitale transformation, var noget af det, der fik Mærsk-familien til at håndplukke Snabe til at sætte sig for bordenden i landets største virksomhed.
Snabes indtog i Mærsk har dog langtfra været en succes. Et lammende hackerangreb for åben skærm, faldende fragtrater og misfornøjede investorer er blevet hverdag for den lyseblå koncern, der trods løfter om fokusering og frasalg må sande, at man fortsat tilhører den tunge ende af det danske aktiemarked.
På denne uges generalforsamling var der da også knubbede ord med på vejen fra blandt andet storinvestoren ATP, og ganske som på koncernens kapitalmarkedsdag formåede Mærsk-toppen ikke at berolige de mange nervøse investorer.
Jim Snabe forsøgte selv at tage brodden en smule af kritikken med en bemærkning om, at selskabets aktiekurs trods et fald på over 20 procent de sidste 12 måneder stadig ligger højere, end den gjorde i 2016, da man annoncerede sin nye strategi.
Formandens bemærkninger klinger dog hult, når aktionærerne kan konstatere, at de har fået skåret omkring en tredjedel af formuen siden sidste sommer.
Danske Bank-profil smidt på porten
Der er fuld gang i svingdøren hos landets største bank. Først var det den mangeårige partisoldat Tonny Thierry-Andersen, der måtte forlade Holmens Kanal, og i denne uge var det så chefen for bankens private velhavere, Marlene Nørgaard, der nu skal finde sig et nyt job.
Om det er bankens mangeårige relationer til A.P. Møller-Mærsk, der betyder, at banken pludselig roder sig ud i formuleringer om, at de nu forhenværende chefer alle fik tilbudt andre stillinger i koncernen, vides ikke. Ikke desto mindre har det været fast kutyme på Esplanaden at melde den slags vrøvl ud, når man fyrede en direktør. Det gør man åbenbart også i Danske Bank nu.
Marlene Nørgaards exit fra Danske Bank kan kædes direkte sammen med Tonny Thierrys farvel, da sidstnævnte var en af Nørgaards primære beskyttere i banken. Ny chef for divisionen, bankens nye stjerne Jacob Aarup, har slet ikke samme tiltro til bankens mangeårige chef for private banking, der da også blev ofret i stort set samme sekund, den tidligere Goldman Sachs-mand kom til magten.