Danske Bank web

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: En yderst pinlig affære for Danske Bank – Direktør færdig efter vanvidskørsel

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

En yderst pinlig affære for Danske Bank

Danmarks største bank kan pludselig ikke længere finde papirer, som er af vital betydning for bankens hvidvasksag. Det var historien i Berlingske denne uge. På InsideBusiness kan vi ikke forestille os, at nogen bevidst ville lade den slags papirer forsvinde. De vedrører blandt andet bankens opdateringer fra 2017 om sagen til og fra ”den daværende topchef, Thomas Borgen, samt konkrete notater omhandlende bankens hvidvaskkontrol og advarsler til banken fra udlandet.”

Derfor tyder det på, at der på den ene eller anden måde har været rod papirkasserne i landets største bank, og det er mindre heldigt. Faktisk er det pinligt.

Det skal dog tilføjes, at det i den årelange retssag har været et tema, hvordan Thomas Borgen stod i forhold til eventuelt at lade den velindtjenende bank i Estland køre videre trods talrige advarsler. Nogle ville hævde, at dele af ledelsen ønskede den hvidvaskudsatte bank lukket, længe før den rent faktisk blev lukket, mens andre, som tilsyneladende havde flere stjerner på skuldrene, ønskede at tage et par år mere med den velindtjenende bank, da Danske Bank dengang led under svag indtjening efter finanskrisen.

Der kunne vel argumenteres for, at det ikke sådan lige kunne forudses, at hvidvasksagen ville få så stor betydning for banken, at den både kostede daværende topchef, Thomas Borgen, jobbet såvel som nu afdøde bestyrelsesformand Ole Andersen, og at den ville udløse danmarkshistoriens største bøder.

For Danske Bank og topchef Carsten Egeriis er de forsvundne papirer først og fremmest pinlige og utroligt, at den gamle sag stadig bliver ved med at give og give.

 

Direktør færdig efter vanvidsbilisme 

Historien lyder umiddelbart for tosset til at være sand, men efterhånden bør intet kunne overraske en, når det handler om, hvad toppen af dansk erhvervsliv kan finde på, når først følelserne får frit løb.

Senest var det Finanstilsynets kontante topchef, Jesper Berg, der blev smidt på porten efter et ophedet skænderi med en p-vagt, og i denne uge kom turen så til Ilvas topchef, Martin Hallund.

Han blev nemlig idømt 60 dages betinget fængsel samt frakendt førerretten i et år, ligesom firmabilen nu er konfiskeret.

Dommen falder efter en sag om vanvidskørsel i Aalborg, hvor direktøren ifølge flere vidneudsagn havde kørt efter en cyklist, der havde slået med hånden på hans bil. Parterne var dybt uenige om forløbet, men desværre for Martin Hallund kunne vidnerne ikke bakke hans noget mere fredsommelige udlægning op, og det koster ham nu ud over en dom for vanvidskørsel også jobbet som topchef i møbelkæden.

Fra Ilva-ejer Lars Larsen Group lyder det, at Martin Hallund ganske vist har været en værdsat medarbejder, men at dommen ikke harmonerer med den familieejede koncerns værdier.

Sagen bliver uden tvivl langtfra den sidste, vi kommer til at se, og vidner om, at vi befinder os i en tid, hvor man som profil i erhvervslivet er nødt til at tænke over, hvordan man gebærder sig i en offentlighed, der modsat tidligere ikke ser gennem fingre med hvad som helst.

I det hele taget er reglerne om vanvidskørsel noget som offentlige personer og topchefer skal lægge meget mærke til, for de kan ofte betyde en fyring uanset hvor dygtig en profil, man i øvrigt er. Det kan på nogle måder måder sammenlignes med metoo-sagerne, hvor man er nødt til at tænke sig ekstra meget over, hvordan man opfører sig, og om ens handlemønstre kan blive opfattet anderledes end man havde tænkt sig.