Formand forlader groggy Ørsted
Langt de fleste erhvervsfolk vil altid foretrække at stoppe på toppen. Det må man i høj grad sige, tidligere Ørsted-topchef Henrik Poulsen formåede, men det samme gælder desværre ikke for hans formand.
I denne uge annoncerede tidligere topchef i Maerk Oil Thomas Thune Andersen således, at han nu forlader den børsnoterede energikæmpe. Udmeldingen kom i kølvandet på onsdagens rædselsregnskab, hvor Ørsted og topchef Mads Nipper ud over et dundrende underskud måtte ty til fyringer og kraftige nedskalering af de grønne ambitioner.
Onsdag blev det elendige regnskab så ledsaget af en frygtet nedgradering fra Standard & Poors, der nu sænker koncernens kreditværdighed.
På sigt kan det gøre det langt dyrere for den gældsplagede gigant at låne penge, og man må derfor sige, at Thune Andersens exit fra Ørsted ikke er den bedste timing.
Ganske vist har han været med til at flytte koncernen i en mere grøn retning, men det står også klart, at han og den øvrige har et tydeligt ansvar for den krise, man nu befinder sig i.
Mange af de kontrakter, der plager Ørsted er indgået længe før Mads Nipper kom til fra Grundfos, og da Henrik Poulsen for længst er væk, må fokus naturligt rette sig mod formanden, der nu efter en noget groggy kæmpe til sin efterfølger.
Med staten som hovedaktionær har Thune Andersen uden tvivl fået helt og aldeles arbejdsro, da de hjemlige ministerier altid har været kendt som ualmindeligt langmodige ejere, der sjældent blander sig og først når det er gået galt opfatter alvoren.
Det er også tilfældet i Ørsted, hvor politikerne aldrig forstod hvad der skete, før milliardtabene væltede ud af skabet. Så men en søvnig ejer på bagsædet har Thomas Thune haft fuld kontrol og dermed også hovedansvaret for at drive Ørsted i den rigtige retning. Hvilket egentlig gik meget godt, indtil det ikke gjorde det længere.
Alt er – desværre for investorerne – ved det gamle i Mærsk
Det blev slået stort op, da A.P. Møller-Mærsk i 2016 annoncerede et historisk strategiskifte.
Strategien tog et opgør med konglomerat-tankegangen og betød et frasalg af de gamle energiselskaber, mens Mærsk – båret frem af de skyhøje fragtrater under pandemien – gik på storindkøb og erhvervede sig logistik- og transportselskaber for over 50 mia. kr. i bestræbelserne på at blive et integreret transport- og logistikselskab.
Den markante kursvending, som blev hyldet blandt både investorer og medier, skulle gøre Mærsk mindre udsat over de voldsomme udsving på containermarkedet, som i mange år gjorde livet surt for containerrederiets investorer.
En overgang så det også ud til, at Mærsk kunne gå på vandet. Særligt i 2022, hvor Mærsk under pomp og pragt kunne annoncere et historisk overskud på over 200 mia. kr.
I dag må investorerne dog konstatere, at alt er ved det gamle i Mærsk.
Fragtraterne er styrtdykket, den klassiske overkapacitet af skibe, containerrederier, der underbyder hinanden og uroen i Det Røde Hav har med ét skabt et deja vu til tidligere tiders tomgang og barberet Mærks overskud ned til blot 27 mia. kr. i 2023.
Samtidig varsler Mærsk, at investorerne skal berede sig på et 2024, der ikke bliver meget bedre. Prognosen lyder på et ebitda-resultat på mellem 1 og 6 mia. kr. på trods af, at situationen i Det Røde Hav egentlig er godt for business.
Mærsk har tidligere varslet, at det kommer til at koste fyringer, men med det seneste regnskab følger også beskeden om, at Mærsk suspenderer sit aktietilbagekøbsprogram på grund af den globale usikkerhed.
Ikke overraskende fik det investorerne til at straffe Mærsk hårdt på børsen, hvor Mærsk-aktien torsdag dykkede XX pct.
Tilbage står, at Mærsk dumper den første store syretest af den nye strategi, mens meget tyder på, at containerrederiet har fået sin en dårlig vane med at time sine opkøb yderst uheldigt.
