borgen-web-1

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Hvidvaskhistorie giver Thomas Borgen grimme ridser i lakken – Pandora i frit fald

Peter Nyholm & Morten Johnsen giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Ugens tabere

Hvidvaskhistorie giver Thomas Borgen grimme ridser i lakken 

Berlingskes store artikelserie om Nordeas og Danske Banks hvidvaskproblemer i Estland giver Danske Banks ellers usårlige topchef Thomas Borgen stadig dybere ridser i lakken. Avisen afslører en intern mail fra 2013, der tyder på, at banken var advaret, lang tid før der blev taget hånd om problemerne.

Thomas Borgen var ellers hurtigt ude at fronte avisens kritiske sag med meldingen om, at banken hurtigt tog affære, da man blev opmærksom på problemerne i 2014. Der er bare det problem, at den meget alvorlige mail stammer fra 2013.

Nu er spørgsmålet, om der blot er tale om en fodfejl fra Danske Banks normalt teflonbeklædte kommunikationsfolk, eller om Danske Bank og topchefen negligerede et alvorligt hvidvaskproblem i Estland.

InsideBusiness følger Berlingskes artikelserie med stigende interesse. Den synes at have mere kant og dybde, end vi normalt ser fra de endeløse afsløringer af hvidvasksager i bankerne, hvor meget har været forudsigeligt og en legeplads for politikere med ønske om at komme til orde i nemme sager.

 

Pandora i frit fald

Smykkesuccessen Pandora er den helt store prygelknabe på aktiemarkedet i disse dage. Aktien er i frit fald, og alt imens hedgefondene shorter aktien, virker topchef Anders Colding Friis handlingslammet.

Det er især dystre udsigter på det vigtige amerikanske marked, der giver investorerne grå hår i hovedet. Selv om Colding Friis egentlig ikke har gjort noget forkert, sidder investorerne stadig med en fornemmelse af, at den tidligere tobaksdirektør ikke helt er trådt i karakter endnu.

Colding Friis overtog en forretning på toppen, men siden er det gået meget anderledes, end man havde håbet. Oven i Pandoras salgsmæssige udfordringer rabler selskabets tidligere forhandler Jesper ’Kasi’ Nielsen nu løs om at sagsøge Pandora. Den fallerede iværksætter hævder, at Pandora har snydt ham for en meget omdiskuteret earn out-aftale med en værdi på op imod en halv milliard kroner.

Selv om den evigt højtråbende iværksætter sandsynligvis igen må gå tomhændet fra striden med smykkeselskabet, skaber sagen igen uro i en tid, hvor Anders Colding Friis på ingen måde har brug for flere sten i skoen.