Efter nogle voldsomme kursudsving i sommer, var NNIT-aktien så småt ved at finde momentum efter årsskiftet. Novo Nordisks tidligere it-selskab sendte imidlertid et noget skuffende regnskab på gaden onsdag, der bestemt ikke blev godt modtaget af investorerne. Aktien faldt med over 6 procent, og investeringsbanken ABG Sundal Collier var hurtigt på banen og sænkede sit kursmål på aktien.
Topchef Per Kogut må nu sande, at hans virksomhed dermed er det tredje selskab i Novo-familien, der må skuffe investorerne med mere dystre meldinger om fremtiden. For NNIT’s vedkommende er mange investorer fortsat nervøse for, hvorvidt kommende besparelser hos storebror Novo vil få stor effekt på it-selskabets bundlinje, der traditionelt har høstet mange ordrer fra sin storaktionær.
It-selskabets aktie handles stadig til en højere kurs, end da Danske Bank i foråret 2015 sendte virksomheden på børsen kort efter OW Bunkers kollaps.
Set i lyset af at en NNIT-aktie i sommer kostede næsten 300 kroner og i dag kan købes for under 200 kroner, er der dog et godt stykke vej igen til fordums højder for selskabets aktionærer.
Medieboss tabte større end ventet
InsideBusiness konstaterede allerede i årets første udgave, at JP/Politiken ville tabe spillet om Dagbladet Børsen, fordi Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ville forbyde den store koncentration på printområdet.
Det endte med, at Stig Ørskov trak følehornene til sig og undgik en konkurrencesag ved at nøjes med at købe 49,9 procent af dagbladet Børsen. En besynderlig investering, som primært kan begrundes i, at man ikke ønskede, at Berlingske købte Børsen ud af Bonnier.
Læs hele historien her.