;

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Katastrofen i Danske Bank – En pinlig exit for Finanstilsynet 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Katastrofen i Danske Bank 

Er der en smule lys i mørket midt i den sværeste tid for Danske Bank siden finanskrisen? Ja, et lille glimt er der da. For Finanstilsynet har nemlig vurderet, at der for den nuværende ledelse og ansatte i banken ikke er grundlag for at rejse sager efter fit and proper-reglerne. Var Finanstilsynet nået frem til andet, havde det udløst et farvel til de involverede i sagen.  

Når det er sagt, kunne torsdagen nærmest ikke være værre for Danske Bank. Ikke alene havde Berlingske endnu en kritisk sag, der nok en gang udstiller, at ledelsen ikke havde styr på sit, da den meldte ud, at der blev ryddet op i den estiske forretning tilbage i 2012. Finanstilsynet kom også med otte påbud til banken. Overraskende valgte tilsynet også at øge Danske Banks solvensbehov, så der helt konkret vil være en regning for banken ved fadæsen.  

Alligevel valgte bankens øverste ledelse at frede sig selv, så begge de to højtprofilerede erhvervsfolk formand Ole Andersen og CEO Thomas Borgen bliver i deres stillinger. Det sker, efter at Lars Mørch for nogle uger siden måtte forlade ledelsesgruppen i Danske Bank efter den estiske skandale.  

Spørgsmålet er, om Ole Andersen har andet valg. For efter den seneste ledelsesrokade, der sendte bankens mangeårige nummer to, Tonny Thierry Andersen, ud i kulden, har Danske Bank ikke en oplagt arvtager lige nu og her. Den nye direktør for wealth management, Jacob Aarup-Andersen, er på sigt en oplagt kandidat, der ikke kan spores til hvidvaskskandalen. Men omvendt er han lige grøn nok til jobbet, og Danske Banks bestyrelses trackrecord med at finde eksterne profiler er alt andet end god.  

Men Ole Andersen kan alligevel blive tvunget til at træffe den hårde beslutning, hvis bankens egen undersøgelse mod forventning igen sætter hvidvaskpletter på Thomas Borgens habit.  

 

Taber 

En pinlig exit for Finanstilsynet 

Henrik Ramlau-Hansen trækker sig nu fra den tunge post som formand for Finanstilsynet. Det sker, efter at Finanstilsynet er kommet med hård kritik af Danske Bank i hvidvasksagen.  

På tide, fristes man til at sige. For det var ikke et kønt syn, at Ramlau stod i spidsen for tilsynet efter at have haft det overordnede ansvar for, at banken overholdt den gældende lovgivning, mens hvidvaskmiseren stod på.  

På mange måder var Henrik Ramlau-Hansen ellers et forfriskende pust i toppen af tilsynet, der nogle gange har brug for dygtige branchefolk til at hjælpe med at ramme de rigtige dagsordener. Læg dertil, at Ramlau har en af de skarpeste matematiske hjerner i banksektoren.  

Men sagen udstiller også, at det langtfra er ufarligt for myndighedens omdømme at bruge toppen af bankfolk til at være vagthundens vagthund. For jorden brændte i stigende grad under Ramlau. Selv om han måske nok gik uden for døren, når Danske Bank-sagen skulle debatteres, så blev det stadig sværere at tage ham seriøst på den tunge post.