Landbobank klapper i om skjult milliardforretning på pantebreve
En milliardstor pantebrevsforretning og en af landets mest velrenommerede banker er ikke umiddelbart noget, der går hånd i hånd.
Alligevel kunne FinansWatch og EjendomsWatch i denne uge afsløre, at det er tilfældet i duksebanken Ringkjøbing Landbobank.
Ifølge de to medier har Ringkjøbing Landbobank i al stilhed opbygget en stor eksponering mod pantebrevssektoren, der ellers har et noget blakket ry efter finanskrisen, hvor flere banker, blandt andre Fionia Bank, måtte lade livet på grund af tab på blandt andet pantebreve.
Ved at belåne pantebrevsporteføljer har banken bidraget til en eksplosiv vækst hos en række pantebrevshandlere. Ifølge FinansWatch og EjendomsWatchs kortlægning har Ringkjøbing Landbobank udlån for mere end 1 milliarder kroner til fem pantebrevsselskaber.
Som InsideBusiness tidligere har beskrevet, var Ringkjøbing Landbobank også en af dem, der havde underpant i en række ejendomme under den omstridte ejendomskoncern Oskar Group, selv om banken ikke havde nogen direkte eksponering over for koncernen.
Boomet i pantebrevsforretning er dog ikke noget, som Ringkjøbing Landbobank skilter med. Tværtimod.
Bankens belåning af pantebreve er ikke nærmere beskrevet i regnskabet, og banken har ikke ønsket at stille op til et interview med de to medier om forretningsbenet.
Uanset hvad, er der tale om et gamble med det polerede image for banken og topchef John Fisker, der nok må indse, at historierne ikke går væk, blot fordi man stikker hovedet i busken.
Tilsyn giver Saxo Bank syngende lussing
Saxo Bank og topchef Kim Fournais har et brændende ønske om endegyldigt at lægge fortidens uheldige sager bag sig og blive anset for en moderne finansiel virksomhed.
Den mission bliver dog gang på gang skudt til hjørne af Finanstilsynet, der lidt for ofte finder anledning til at løfte pegefingeren over for Hellerup-banken, der tjener tykt på at lade kunderne spekulere i valuta.
I denne uge kom det således frem, at det seneste besøg fra den finansielle vagthund har resulteret i ikke færre end 12 påbud til Saxo Bank, blandt andet fordi der fortsat ikke er ordentligt styr på compliance og hvidvaskbekæmpelse.
Tilsynet kræver samtidig, at Saxo styrker sit kapitalberedskab med et trecifret millionbeløb, i alt 125 millioner kroner mere end tidligere.
Igen er det problemer med at holde styr på, hvem bankens kunder er, og hvor de sidder henne i verden, der får de finansielle myndigheder til at tænde advarselslamperne.
Bankens næstkommanderende, driftsdirektør Søren Kyhl, understreger, at man har rettet ind, siden tilsynet var på besøg sidste forår.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at Saxo Bank snart er nødt til at få styr på de tilbagevendende udfordringer, hvis Kim Fournais skal kunne realisere sin drøm om at blive en respekteret finansiel aktør, der kan gøre sig blandt de andre noterede virksomheder på fondsbørsen.