;
larsrohde

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Lars Rohdes advarsler om boligmarkedet afvist af ministeren – Mere varm luft på vækstbørs 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.  

Tabere 

Lars Rohdes advarsler om boligmarkedet afvist af ministeren 

Som beskrevet i InsideBusiness de seneste par uger, bliver der så småt arbejdet på et nyt indgreb over for situationen på det rødglødende danske boligmarked. Og som ventet kom embedsmandsudvalget Det Systemiske Risikoråd med nationalbankdirektør Lars Rohde i spidsen med deres anbefalinger efter mandagens møde om, at man ser med stigende bekymring på udviklingen på boligmarkedet især i København, og at man på næste møde forventer at henstille til regeringen om at iværksætte tiltag, der kan begrænse risikoopbygningen på boligmarkedet. 

Sagen har udløst diverse artikler om, at man nu igen skal begrænse boligkøbernes adgang til at låne penge ved eksempelvis at øge udbetalingskravet eller stille yderligere krav til kundernes gearing af lån i forhold til indkomst. 

På InsideBusiness hæfter vi os dog ved finansminister Nicolai Wammens kommentar i dagbladet Børsen, hvor det hele tre gange blev messet: ”Vi har ingen planer om indgreb på boligmarkedet.” 

Det ville da også være en noget tvetydig tilgang til dansk økonomi, hvis regeringen pumper milliarder af kroner dagligt ud i en coronaramt dansk økonomi, mens man samtidig bremser kraftigt op for danskernes muligheder for at låne penge. 

På InsideBusiness er vi generelt af den opfattelse, at det er gået for vidt med diverse regeringers regulering af banksektorens udlån til private. Vi har efterhånden nået et regelniveau, hvor i øvrigt velkonsoliderede boligejere (unge som gamle) har fået svært ved at låne penge, ligesom de rigide gennemgange af bankkundernes økonomi er blevet ganske trættende for både bankkunder og bankrådgivere. Og det ser kun ud til, at det bliver værre. 

Derfor udløser Wammens kontante afvisning af ekspertudvalgets kommentarer en ugens taber i InsideBusiness til nationalbankdirektør Lars Rohde, flankeret af Finanstilsynets Jesper Berg og Kristian Vie Madsen. Dog tager vi det forbehold, at det er meget muligt, at Wammen har vendt på en tallerken, hvis udviklingen er fortsat i samme tempo, når Det Systemiske Risikoråd næste gang kommer med sin anbefaling 

 

Mere varm luft på vækstbørs 

Strømmen af tvivlsomme selskaber, der lander på vækstbørsen First North fortsætter med ufortrøden styrke. Hvem det er, der hovedløst hælder millioner i de mildest talt tvivlsomme koncepter, er uvist, men et kvalificeret gæt er, at det herhjemme er de private småaktionærer, der har dollartegn i øjnene. 

Modsat mange andre har seneste børsdebutantRisma, noget, der rent faktisk ligner både omsætning og produkt, men atter en gang ser børsnoteringen mere end noget andet ud til at være et klart udtryk for, at kassen er tom, og at ingen andre vil komme med penge. Altså ud over de private aktionærer på First North. 

Underskuddet i 2020 lød på 7 millioner kroner, og ejerne har i løbet af årene måttet skyde penge ind for at holde selskabet flydende. Med endnu et underskud i sigte ville kassen sandsynligvis være tom i år. Nu har Risma så købt sig kærkommen luft, samtidig med at man nu prale af at have fået et prisskilt på godt 130 millioner kroner smækket om halsen. 

Man må atter en gang gnide sig i øjnene og undre sig over, at både fondsbørsen og de såkaldte certified advisors vil lægge ryg til den slags. Omvendt er Rismas værdisætning ikke den mest fantasifulde, vi har set på First North, hvilket i sig selv siger en hel del. 

Det bliver interessant at se, hvor længe de private investorer i denne omgang vil holde luft i en dansk børseufori, der ser alt andet end kernesund ud.